Tænder på en anden dreng

brevkassespørgsmål

Tænder på en anden dreng

brevkassespørgsmål af
B
14 år
Oprettet 3 måneder 4 uger siden

Hej cyberhus jeg har i noget tid haft seksuelle tanker om en anden dreng i min paral klasse Hvad skal jeg gøre

Svar: 

Hej med dig. Tusind tak for dit brev.

Du skriver, at du i noget tid har haft seksuelle tanker om en anden dreng. 

Først og fremmest vil jeg gerne fortælle dig, at det er helt normalt at have seksuelle tanker om andre drenge. 

Det betyder ikke nødvendigvis, at man er hverken biseksuel eller homoseksuel. Selvom det selvfølgelig også sagtens kan betyde det, og der intet er galt i at være de ting. 

Når man er 14 år gammel, er de fleste kommet i puberteten. Her sker der rigtig mange ting med kroppen, og det er meget normalt, at man er nysgerrig på en helt masse forskellige seksuelle ting. Det er også helt normalt, at man eksperimenterer lidt med forskellige ting for at finde ud af, hvad man godt kan lide og ikke kan lide. 

Seksualitet er også noget, som kan udvikle sig gennem hele livet. Der er mange, som først finder ud af sent i deres liv, at de også er tiltrukket af deres eget køn eller måske kun er tiltrukket af deres eget køn. Der er også nogle, som er tiltrukket af deres eget køn i en periode, og så stopper med at være det senere i deres liv. Begge dele er helt normale og helt okay. 

Du spørger i dit brev, hvad du skal gøre. Umiddelbart tænker jeg, at det afhænger af, hvad du selv har lyst til. 

Du behøver hverken være helt afklaret om, hvilken seksualitet, du har eller, hvem du vil fortælle det til, hvis du ikke har lyst. Det er helt okay og helt normalt, hvis du har brug for mere tid til at finde ud, hvad det er, der sker inde i dig. 

Men hvis du har lyst til det, kan du også prøve at tale med nogen omkring dig om dine tanker. Det kan fx være en god ven, en af dine forældre eller en lærer, som du er tryg ved. 

Det kan også være, at du skal være lidt mere eksperimenterende med din seksualitet de næste par år, indtil du finder frem til et svar. Der er fx mange, som både prøver at kysse med piger og drenge i deres teenage-år. 

Helt konkret, kan du fx også vælge at fortælle denne her dreng fra din parallelklasse, at du synes, han er sød. Det er ikke sikkert, at han har det på samme måde, men det finder du kun ud af ved at snakke med ham. 

Uanset hvad så er dine tanker helt okay og helt normale!

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Og du er altid velkommen til at skrive til os igen, hvis du har andre spørgsmål.  

Vh Laura fra cyberhus

Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program