Sundt forhold til mad? Eller hvad?

brevkassespørgsmål

Sundt forhold til mad? Eller hvad?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Du Hej

Jeg er en 16 årlig pige, der ikke helt ved hvad jeg skal gøre...

Jeg har altid elsker mad, men har i mange år været god til at spise sundt og varieret. Men det forandrede sig i 8. Klasse. Kort sagt, så havde jeg det ikke godt i 8. Klasse, hvilket medførte, at jeg begyndte at trøste spise. Det var helt ude af kontrol og jeg tog selvfølgelig på. 
Over sommerferien til 9.klasse, begyndte jeg at træne og spise sundt og nåede at tabe mig lidt inden efterskole. Da jeg så startede på efterskole, begyndte jeg at spise sundt og bevæge mig meget mere end før. Jeg begyndte at tabe mig lidt og jeg var for første gang i lang tid glad og havde venner, der holdt af mig.

Men så skete der pludselig noget, som bliver lidt svært at forklare, men jeg vil prøve:

Jeg begyndte at få de her tanker om mad, som jeg ikke rigtig havde fået før. Det medførte til at mine tanker, gav mig et form for madsystem der fungere sådan her:

Hvis jeg f.eks. har spist en bolle, må jeg ikke få noget ris, pasta eller kartofler resten af dagen. Hvis jeg har fået et stykke kyllingekød, må jeg ikke få noget andet form for kød eller fisk restens af dagen osv.

Udover det, så er jeg begyndt at få det virkelig dårligt, hvis jeg rent faktisk prøver at spise normalt. Jeg kan ikke klare at spise morgenmad. Min mave bliver helt oppustet og jeg for kvalme. Og bare tanken om at skulle spise 3 måltider om dagen, gIver mig kvalme.

Jeg har i lang tid prøvet på at ignorere det og sige til mig selv, at der ikke er et problem, men efter at have snakket med en af mine virkelig tætte veninder om det her (Hun fornemmede at der var noget galt) har jeg inset at der måske er et problem, som skal løses. 
For det her kan vel umuligt være normalt. Eller hvad?

Jeg ved ikke havd jeg skal gøre. For hvis jeg siger det til mine forældre vil min far ikke vide hvad han skal stille op og min mor vil bare sige at det er noget pjat og at jeg skal stoppe med at have sådan nogle tanker. Misforstå mig ikke, mine forældre elsker mig og jeg elsker dem, men jeg ved hvordan de vil reagere, fordi jeg prøvede at fortælle dem, hvordan jeg havde det i 8.klasse i forhold til mad, men det var som om de ikke rigtig troede på det. Derfor tør jeg ikke sige det til dem. Jeg tør heller ikke sige det til en lærer, fordi jeg ikke føler det er deres problem og jeg ønsker virkelig ikke at skulle til psykolog, samtaler eller noget andet i den stil. For det vil ikke hjælpe mig og ja, det er sikkert noget alle unge siger, men jeg har virkelig ikke lyst til at det skal være et kæmpe problem, der gør at folk ser anderledes på mig.

Hvad skal jeg gøre?

Fra en pige, der er sindssygt forvirret og en smule bange...

Svar: 

Hej med dig

Mange tak for dit brevkassespørgsmål.

Det lyder til, at du har været på lidt af en rutsjebanetur hvad angår dit forhold til mad. Du skriver, at du både har haft perioder hvor du har spist sundt og varieret, perioder med trøstespisning og perioder (som nu), hvor du har madsystemer og kan få det dårligt bare ved tanken om mad.

Vores forhold til mad og vores spisemønstre kan ofte ses som et symptom på noget andet. Det vil sige, at når vi har et svært forhold til maden - enten fordi vi spiser for meget eller har svært ved at spise - kan det skyldes, at der foregår nogle andre ting i vores liv. Nogle unge oplever f.eks. at de mister appetitten hvis de enten er forelskede, stressede eller har kærestesorger. Andre kan opleve et behov for at trøste sig med mad, hvis man er ked af noget. Det kan også være, at problemerne ikke skal ses som et udtryk for andre udfordringer i dit liv - men måske er det en form for overgang mellem de forskellige spisemønstre, som du oplever, der er svær.

Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at tale med folk om ens problemer med maden. Du skriver, at du har talt med en god veninde om dit problem, og det tænker jeg, er første skridt på vejen mod at løse dit problem. Du skriver også, at du ikke har lyst til at tale med hverken en psykolog eller dine forældre om dit problem, da du ikke tror, at det vil hjælpe dig. Det kan være svært at sige, hvad der helt nøjagtigt skal til, for at løse dit problem. At gå alene med sine bekymringer gør ofte problemet værre - men en samtale med f.eks. en læge eller en lærer kan være første skridt på vejen. Ved at tale med nogen om dine problemer med maden, kan du måske blive klogere på, hvad der kan være årsagen til dine problemer, og hvordan problemerne kan løses. Selvom det måske ikke føles som om, at det er deres problem, tror jeg at langt de fleste voksne gerne vil hjælpe dig med dine problemer - hvis du har mod på at tale med dem om hvad der foregår.

Du skriver også, at du ikke tør tale med dine forældre eller en psykolog om dine madproblemer, fordi du er bange for, at folk skal komme til at se anderledes på dig. Men i virkeligheden kan det være, at de bemærker dine madproblemer, netop fordi din måde at spise mad på er anderledes. Hvis en person, som normalt plejer at spise morgenmad, pludselig stopper med det, tror jeg at mange pårørende vil tænke, at noget er anderledes ved personen. Derfor kan det være, at de allerede har bemærket noget er anderledes ved dig - og det vil måske være rart for dig at lukke dem ind i, hvad der foregår. 

Jeg håber at du har fået svar på dit spørgsmål.

Med venlig hilsen
Christine fra Cyberhus

cyberhuschristines billede
Christine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program