sige det højt

brevkassespørgsmål

sige det højt

brevkassespørgsmål af
j
13 år
Oprettet 11 måneder 6 dage siden

jeg har gået i mange år alene eller bag en gruppe venner, den gruppe venner var jeg sikker på var mine bedste venner men det var først i år at jeg indså at at jeg ikke var en del af gruppen, men det eneste jeg kunne tænke på var at de sagde vi var venner, og den sætning gik jeg og troede på i alt for mange år, og nu er jeg 13 år aner ik hvordan man for venner og stort set kun tænker på hvad andre nok tænker om mig. så nu fokusere jeg på havd min mor vil have, hun vil have at jeg læser 45 minutter hver dag laver lektier hver dag når jeg kommer hjem, plus at jeg også skal lave hus pligter og gå til træning og hun siger at hun ikke forstår hvorfor at jeg ikke har nogle venner når jeg har rigeligt tid når jeg kommer hjem og min 12 årige søster dumper alle fag og er aldrig hjemme, der synes jeg at der er noget galt med ligestilling i mit hjem. kh j

Svar: 

Kære j

At opdage at du slet ikke er en del af den vennegruppe, som du troede, må være virkeligt hårdt. Det kan jeg godt forstå du er meget ked af. Du skriver at de slet ikke var dine venner alligevel. 

Du skriver at du nu har indset, at de slet ikke var dine venner. Jeg bliver nysgerrig på om der er sket noget bestemt, som har betydet at du er kommet til den konklusion? Har der været en konflikt, eller har de måske ligefrem sagt at I ikke er venner? Ville du egentlig gerne være en del af gruppen, hvis der stadig er en mulighed? Hvis du stadig gerne vil være en del af gruppen, kan du overveje om du skal være helt åben overfor de andre, og spørge om I kan tage en snak om hvad der er sket mellem jer, og om der kunne være en mulighed for at tingene kunne blive okay mellem jer. Nogle gange kan misforståelser være med til at splitte venskaber, som egentlig godt kunne være reddet, så hvis du stadig har et ønske og et håb om at være en del af gruppen, kan du overveje at give det en chance mere, og invitere til en snak. 

Det kan også være at du slet ikke vil være en del af gruppen mere, og så handler det nok nærmere om, hvordan du finder nye venner. Og her synes jeg faktisk, det er vigtigt lige at starte ud med den oplevelse du har haft med den her gruppe. Måske har I faktisk været venner, ligesom du troede. Måske har noget bare ændret sig? I takt med at man bliver ældre og man udvikler sig som menneske, så er det også meget almindeligt at de venskaber man har ændrer sig. Nogle bliver stærkere mens andre ændrer sig i negativ retning. Jeg skriver det her, fordi jeg tænker der er god sandsynlighed for at det kan være det der er sket mellem dig, og den her gruppe. Det behøver ikke handle om at nogen har gjort noget forkert, men man kan godt udvikle sig i forskellige retninger, og få så forskellige interesser, at man ikke føler sig tætte mere.

Det er i hvert fald vigtigt at sige at du på ingen måder er forkert. Jeg kan godt forstå at oplevelsen har gjort at du tænker meget på hvad andre tænker om dig, og samtidig tror jeg det er vigtigt at du også prøver at fokusere på de ting der gør dig glad, og de ting du interesserer dig for, for det er svært at finde glæde ud fra hvad andre synes. Hvis du i stedet dyrker de ting der gør dig glad, så tænker jeg også det kan være en vej til at skabe nye venskaber, fordi du så kan finde sammen med nogen der har de samme interesser som dig. Måske er der faktisk nogle i din klasse, klasse, eller hvad med der hvor du træner. Måske er der nogen, som du slet ikke har haft din opmærksomhed på, fordi du så dig selv som en del af den her gruppe, men som faktisk kunne blive til virkelighed gode veninder eller venner? 

Jeg kan godt forstå, hvis du føler at der mangler lidt ligestilling derhjemme. Det lyder som lidt som om, at din søster har lidt større frihed, og det kan føles ret uretfærdigt. Har du fortalt din mor, at du oplever det sådan? At du faktisk ikke synes at du har meget fritid, når du skal læse så meget hver dag, sammen med alle de andre ting. Har du også fortalt om hvad der er sket med dig, og den her gruppe? Når man mister et venskab er det helt naturligt at blive rigtig ked af det. Ja, man kan faktisk nemt føle en sorg, der minder om den sorg man føler, hvis nogen dør. Hvis din mor ved hvordan du har det indeni, kan hun måske også hjælpe, og støtte dig bedre? 

Jeg kan godt forstå, hvis du synes at det hele ser sort ud lige nu. Bare huske at tingene sagtens kan ændre sig, og blive bedre igen. Måske har du fået tanker, her i svaret som du kan bruge. Måske har du brug for mere, og så synes jeg du skal overveje at skrive til vores sms chat, hvor du kan skrive frem og tilbage med en rådgiver. På den måde kan du sætte flere ord på det der er sket, og måske få mere præcise råd til hvordan du kan snakke med din mor, eller den her gruppe. 

Mange hilsner Lukas 

Lukass billede
Lukas fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program