Kære Natasha

Tusind tak for dit brev og for at dele så ærligt, hvordan du har det. Det kræver virkelig styrke og mod at sætte ord på noget, der føles så overvældende, og det vil jeg gerne starte med at anerkende. Du er bestemt ikke alene, og det giver så god mening, at du reagerer, som du gør, når man ser på alt det, du står i lige nu.

De symptomer, du beskriver, lyder meget belastende, og de påvirker tydeligvis både din krop og din hverdag. Mavekramper, træthed, svimmelhed, uro og manglende overskud til selv helt små opgaver. Det hele peger i retning af, at du er meget presset. Det er ikke “bare dig, der ikke kan tage dig sammen”, som mange desværre kommer til at tænke. Det er din krop og dit sind, der prøver at fortælle dig, at du er i ubalance og har brug for støtte.

Du spørger, om dit problem er alvorligt nok, og mit umiddelbare svar er JA. Når hverdagen begynder at føles som et bjerg at bestige, og kroppen samtidig reagerer med fysiske symptomer, så er det et tydeligt tegn på, at det er tid til at tage det alvorligt og få hjælp. Ikke fordi der er noget galt med dig, men fordi ingen skal gå rundt med sådan en tung følelse alene.

Det giver også rigtig god mening, at det føles som en stor opgave at finde en psykolog, når du i forvejen kæmper med selv helt små ting. Mange i samme situation oplever det samme. En idé kunne være at starte med at tale med din læge. De kan hjælpe dig med at vurdere dine symptomer og guide dig videre, f.eks. ved at henvise til en psykolog. Du behøver ikke have hele overskuddet selv, det er netop derfor hjælpen findes.

Hvis det føles for uoverskueligt at tage det første skridt alene, kunne du overveje at fortælle det til en voksen, du stoler på. Måske en forælder, lærer eller studievejleder der kan støtte dig i processen og måske hjælpe med de praktiske ting, som at bestille tid eller finde information. Du fortjener at få det bedre, og der er håb. Selvom det hele føles uoverskueligt nu, så kan det godt blive lettere igen. Det første og vigtigste skridt har du allerede taget ved at række ud. Og det er aldrig for tidligt eller for “ikke-alvorligt” at få hjælp..

Husk, du er ikke alene i det her. Mange unge oplever stress og overbelastning, og det er helt normalt at reagere, når det bliver for meget. Det betyder ikke, at du er svag, det betyder bare, at du er et menneske, der har brug for lidt ekstra støtte lige nu. Og det er helt okay.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

De bedste hilsner
Kasper