stress og tvangstanker

brevkassespørgsmål

stress og tvangstanker

brevkassespørgsmål af
anonym
12 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Hej jeg er 12 og jeg har 2 forældre der er skilt. det syndes jeg godt kan være lidt svært til tider men heldigvis er de gode venner og snakker godt sammen. Jeg har det lidt svært inde i mit hovede der er ofte alt for meget at tænke på og så føles det som om at mit hovede er ved at eksplodere jeg mistænker at jeg har stress men jeg er ikke meget for at sige det til mine forældre. Jeg glemmer tit hvad jeg skal søge, hvad jeg lige har læst og hvad var det nu jeg skulle. Jeg bliver tit meget forvirret og har ofte meget slem hovedepine som ikke varer i så lang tid men virkelig bare gør ondt. Jeg har også mange tanker der forvirer mig og gør mig nervøs og bange. Jeg tror jeg har det der hedder tvangtanker sådan nogle tanker som siger at jeg skal gøre det. Hvis jeg ikke gør det så kan jeg slet ikke være i mig selv og får nogen gange lyst til at græde. Jeg har svært ved at forstå ting fx en opgave jeg har fået og hvis jeg ikke forstår den kommer jeg også til at græde og føler at jeg er dårlig til alt jeg håber at i kan hjælpe mig.

Svar: 

Kære du.

Hvor er det synd og trist at høre at du har det så svært og dårligt for tiden, men så er det rigtig flot og stærkt at du nu rækker ud og spørger om hjælp.  Det er første skridt til at man kan komme i bedring.

Det aldrig nemt eller sjovt at have forældre som er skilt, og det kan give nogen kedelig og måske frustrerende følelser, men det er godt at høre at dine forældre er på god fod med hinanden, og ikke er uvenner, men det er naturligvis stadig forståeligt og helt okay hvis det stadig påvirker dig negativt.

Når jeg ellers læser dit brev lyder det til at du godt kan have symptomer, som kan være relateret til stress og/eller angst. Det er vigtigt at tage disse symptomer seriøst og søge den nødvendige hjælp, hvis det bliver for overvældende. Hvis du ikke er klar til at tage snakken med dine forældre behøver du ikke sige det endnu.  Ellers kan du også overveje at skrive et brev eller sms til dem om dine følelser og din trivsel. Det er måske knap så grænseoverskridende og så er der også en slags afstand når man kommunikere via beskeder eller brev.

Ellers kan du evt overveje at tale med en lærer du føler dig tryg ved og du stoler på, en god ven/veninde eller måske en læge for at få den rette støtte og vejledning. Der er altid en der gerne vil lytte til dig, og du skal ikke være bange for at sige at du har det dårligt, for det er hverken pinligt eller skamfuldt. Det er derimod sejt og modigt!

Du skriver også du mistænker, at du har tvangstanker. Tvangstanker (eller OCD) kan også være en kæmpe udfordring at håndtere alene, og her tænker jeg, at en professionel bedst kan vurdere hvorvidt du har tvangstanker. En psykolog eller psykiater kan hjælpe dig med forskellige værktøjer og lære dig teknikker til at håndtere disse tanker og oveni reducere din stress og angst. Hvis du gerne vil til psykolog, skal du enten kontakte din læge så din læge kan henvise dig til lokalpsykiatrien eller også kan du rette henvendelse til en privat praktiserende psykolog/psykiater (Men dette vil typisk også kræve at dine forældre er med her, siden du er mindreårig, så hvis du vælger dette er du nød til at informere dine forældre) Du kan også google dig lidt til hvad andre har gjort for bedre at håndtere deres tvangstanker i mellemtiden eller hvis du ikke ønsker/føler dig klar til professionel hjælp endnu. 
Her er et par links du kan tjekke ud. Om stress: https://mindhelper.dk/angst-og-stress/stresset/ og denne om tvangstanker: https://mindhelper.dk/angst-og-stress/ocd/

Husk, at det er helt normalt at have udfordringer, og du skal ikke føle dig alene. En masse mennesker døjer også med tvangstanker i forskellige grader, de fleste kan lære at håndtere dem, og det tror jeg også du kan- er overbevist om, at du har styrken og viljen til at overkomme både dine tvangstanker, angsten og stressen. Jeg ved det hele virker så overvældende og uoverskueligt nu, derfor er det rigtig vigtigt du søger hjælp, som du føler kan hjælpe dig bedst husk det ikke er flovt at bede om hjælp fra sin omgangskreds!

Håber mit skriv kan give dig lidt ro i maven, og jeg ønsker dig god vind og lykke fremover.

Venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program