Kære Emma.

Mange tak for dit brev. Jeg forstår godt, at det kan være svært at rumme alt det du er i lige nu, både i forhold til din familiesituation men også i forhold til dit ungdomsliv. Derfor er det også bare hammer godt, at du skriver herind, jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan. 

Det lyder som om du har det svært derhjemme lige nu. Du skriver, at du bor med din mor, papfar, storesøster og halvlillesøster. Dine forældre er skilt og nu må du ikke se din far, til dels fordi han er alkoholiker og til dels fordi han har forsøgt at tage sit eget liv. Du skriver dog, at du gerne vil se ham. Din mor er flyttet sammen med sin nye kæreste, som over årene har ændret adfærd og du oplever ham nu som værende aggressiv og råbende. Du skriver, at din papfar har væltet dig ned af en stol og skubbet dig ind i en væg. Til dét er der kun én ting at sige: det er ikke okay! Det er aldrig okay at være voldelig! Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har fortalt din mor om de ting du fortæller om din papfar? Ved hun, at han har været voldelig overfor dig? Det er vigtigt for mig at pointere, at det aldrig er okay hverken at råbe, blive aggressiv eller voldelig - slet ikke overfor børn - men jeg kommer også til at tænke på hvorfor han mon er sådan? I hvilke situationer bliver din papfar aggressiv og råbende? Hvis din mor ikke allerede er klar over hvordan han er overfor dig, så synes jeg det ville være rigtig godt, hvis hun fik det af vide. Jeg tror de fleste forældre ved, at det hverken hjælper den ene eller den anden, når man begynder at skælde ud, råbe eller være aggressiv. Det kan aldrig nogensinde retfærdiggøres at udøve vold eller have anden grænseoverskridende adfærd overfor børn, men jeg vil nu alligevel forsøge at dele med mine tanker omkring den adfærd din papfar har overfor dig. Når du oplever at din papfar er aggressiv eller skælder ud kan det ses som en reaktion på, at han måske føler sig magtesløs og ikke synes han trænger igennem til dig. Du skriver, at din papfar ikke har haft en god opvækst og måske har han aldrig lært, hvordan man sætter grænser på en kærlig og omsorgsfuld måde. Måske føler han sig magtesløs, fordi du afprøver grænser? Det kan også være han har en opfattelse af, at du ikke hører efter hvad han og din mor siger du må og ikke må og netop dette kan være årsagen til, at de har opstillet nogle regler for dig som de gerne vil have du overholder. Du skriver også, at du begyndte at udfordre grænser da du var 12 år, hvor du sneg dig ud og prøvede at ryge cigaretter og drikke alkohol. Dette kan godt bekymre mig lidt, taget din unge alder i betragtning. Jeg tænker også, at din mor og papfar har været bekymret for dig og dette kan være endnu en grund til, at de har opstillet regler derhjemme. Fordi de bekymrer sig for dig. Måske er de bekymret for, at du roder dig ud i noget du ikke har lyst til og måske ved de ikke hvad de skal gøre for at ”holde styr på dig” andet end at lave regler for hvem du ses med, hvornår du må bruge din telefon og hvornår du skal være hjemme. Jeg kan godt forstå, at det føles uretfærdigt og at det frustrerer dig, at du hverken må være sammen med dine venner eller være på din mobil i det omfang du ønsker dig. Dog er det ganske normalt at forældre forsøger at ”guide” deres børn gennem regler for hvad man må og ikke må. Jeg ved ikke om det kan hjælp dig at vide, at du ikke er alene, men at mange børn og teenagere faktisk ”bøvler” med lige netop de udfordringer du oplever omkring regler derhjemme.

Jeg får lyst til at sige til dig, at det er meget almindeligt, at der opstår konflikter mellem forældre og børn. Særligt når man er teenager, hvilket du jo er som 13-årig. I og omkring teenageårene er der en kæmpe udvikling i gang hos teenageren. Det er en tid som for mange er præget af masser af tanker og lyster til at udforske verden – man begynder måske at udfordre ens forældre i forhold til regler derhjemme og måske bliver man fristet til at afprøve grænser, som du også beskriver. For piger er det sådan, at man fra 10-13 års alderen og frem til man bliver 18-19 år gennemgår det der hedder "puberteten" hvor der sker en masse kropslige ændringer hos én og hvor man i løbet af få år går fra at være et barn til at blive et mere selvstændigt voksent menneske. På vejen dertil udvikler man sig meget og her er det helt normalt, at man løsriver sig mere og mere fra sine forældre, får lyst til at udfordre sine forældre og afprøve grænser. Dog har man stadigvæk brug for opbakning og støtte i den udvikling man gennemgår og det kan derfor være en svær balancegang at være i. På den ene side gerne vil man måske gerne være selvstændig men på den anden side vil man også gerne have støtte, kærlighed og mødes med forståelse. Derfor er det også enormt vigtigt, at du føler du får netop dette fra din mor og din papfar, til trods for jeres uenigheder.

Jeg bliver nysgerrig på, om du mon har snakket med nogen om jeres familiesituation? Det kunne godt lyde til, at bølgerne sommetider går højt hjemme hos jer - og i sådan en situation er det godt at kunne gå til en voksen person, som man er tryg ved. Det kunne eksempelvis være en bedsteforælder eller en lærer på din skole, som du ved du kan betro dig til. Hvis din lærer ved lidt om hvordan du har det derhjemme, kan det være, at han/hun kan hjælpe dig med at snakke med din mor og papfar. Det kan også være din lærer kan fortælle dem hvordan du har det, hvis du ikke selv har mod på at snakke med dem om det. Jeg tror det er enormt vigtigt, at de ved hvordan du har det med den måde de er på overfor dig. Du skriver blandt andet, at du føler det er grænseoverskridende at de har installeret en app på din telefon, så de ved hvor du er. Det kan jeg godt forstå du synes er grænseoverskridende og jeg tænker faktisk det er enormt vigtigt, at du får fortalt dem netop det.

Ét af dine spørgsmål går på, hvad du skal gøre for at få din frihed tilbage og her kommer jeg nok til at gentage mig selv, for jeg tror netop det er afgørende for din følelse af frihed, at du får fortalt din mor og papfar hvordan du har det. Faktisk tror jeg det bliver lettere for dem at lempe nogle af de regler der er lavet, hvis de ved hvordan de påvirker dig. Du kan evt. overveje at starte med at skrive et brev, hvori du beskriver hvad du tænker og føler om den måde du bliver behandlet på derhjemme. Når du så er klar til det kan du vise brevet til enten din mor eller en anden voksen du er tryg ved - det kan måske gøre det nemmere at få startet samtalen. Når først din mor ved hvordan du har det er jeg også sikker på, at hun bedre forstår hvorfor du gør som du gør.

Du spørger også ind til hvordan du kan komme til at se din far igen. Du beskriver, at han er alkoholiker og at han har forsøgt at tage sit liv flere gange. Jeg kan godt forstå, at det er fristende at opsøge din far – måske for at slippe for at være derhjemme. Dog lyder det til, at din far er et svært sted i livet og derfor tænker jeg ikke det er hensigtsmæssigt, hvis du opsøger ham på egen hånd. Måske kan du prøve at fortælle din mor, at du godt kunne tænke dig at se ham og høre hvad hun siger til det. Det kan være det kan arrangeres på en måde, så I alle har det godt med, at dig og din far ses?

Du spørger også ind til, hvordan du skal kunne blive ved med at leve, hvis du kun skal høre for dine fejl. Først vil jeg sige til dig, at jeg synes det er så flot, at du gerne vil gøre noget ved den situation du befinder dig i lige nu. Alle børn har ret til at blive behandlet med respekt af deres forældre – og der er ingen som i længden kan holde til hele tiden at blive skældt ud eller høre for sine fejl. Dog bekymrer det mig også, at du har det sådan. Der er ingen tvivl om, at du har det svært derhjemme lige nu og derfor er jeg også bare så glad for, at du har skrevet herind. Det er nemlig det første skridt på vejen mod at få hjælp. Det er et virkelig vigtigt skridt du har taget og det er bare mega sejt gået. Det er heller ikke fair at du kun skal høre for dine fejl og derfor tænker jeg også det er super vigtigt, at du får snakket med nogen om hvordan du har det. Det kan være enormt svært at snakke om de ting man synes er svære og hvis ikke du føler dig klar til at snakke om din situation med nogen lige nu, kan du altid ringe anonymt til BørneTelefonen på 116 111. Når du ringer til BørneTelefonen sidder der rådgivere klar til at snakke med dig hele døgnet rundt. De kan både snakke med dig om hvordan du har det og de kan også give dig nogle flere råd til hvordan du kan snakke med din mor og papfar om de ting du oplever. Du er også altid meget velkommen i vores egen anonyme SMS-rådgivning på tlf. 25 80 60 60, hvor du kan skrive med en af vores rådgivere.

Jeg håber virkelig mit svar kan bruges til noget! Nogengange er det hele bare træls, det er du ikke ene om at synes, men alting bliver bedre - du må hænge i og holde ud, så skal det hele nok gå. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover og sender dig masser af gode tanker på din vej.

De bedste hilsner fra

Maiken