Stort dilemma med bedste veninde

brevkassespørgsmål

Stort dilemma med bedste veninde

brevkassespørgsmål af
Anna
25 år
Oprettet 4 måneder 1 dag siden

Hej. Jeg er 25 år, og gar været bedste veninder med min veninde siden jeg var 21. I starten af vores venskab så jeg utrolig meget op til hende, da hun var min første veninde der ikke tog stoffer eller røg hash (havde selv et misbrug), og hun havde et helt vild selvtillid omkring alt. Vi har været roomies i 2 år, og derfor blev vi også meget tætte. Dengang havde jeg spiseforstyrrelse og stofmisbrug, hvilket hun hjalp mig ud af. Vi bor ikke længere sammen, men vi har fortsat med at være meget tætte. Da vi flyttede sammen blev hun meget kontrollerende ift lejligheden og mig. Hun flyttede rundt på mine ting, skrev lange og mange beskeder hvor hun gik helt amok omkring et håndklæde der ikke hang, hvis jeg ikke havde tørret noget ordentlig af eller andet. Derudover var hun også ret kontrollerende ift hvem jeg måtte tage med hjem i lejligheden. Både af fyre og mine egne venner. Jeg begyndte at blive nervøs hver gang jeg fik en besked fra hende, og fik nærmest er angstanfald hver gang hun ringede. Jeg følte jeg ikke kunne gøre noget rigtigt, og at jeg var helt forkert. Jeg forsvandt meget ind i mig selv, og fik det meget dårligt psykisk. Jeg havde førhen været i et voldeligt forhold med meget psykisk vold, og har altid haft svært ved at sætte grænser grundet traumer i barndommen. Jeg tror også at dette har haft meget at gøre med hvor dårligt jeg havde der. Jeg følte mig totalt fanget. Jeg fandt også hurtigt ud af at hun havde et alkoholproblem. Hun drak meget (det gjorde jeg også) og kunne blive rigtig rigtig ubehagelig når hun var fuld. Det fik hende nogle gange bragt i nogle konflikter, hvor jeg måtte rydde op og undskylde for hende. Det værste var, at hun også et par gange gjorde det overfor mine venner (som jeg har kendt i meget længere tid). Hun kunne heller aldrig huske det dagen efter, og har lidt “selektiv hukommelse”. Engang kom hun i en konflikt med en pige fordi min veninde bankede sin hånd på pigens vens hoved. Min veninde husker det som om at pigen mobbede ham, og min veninde derfor diskuterede med hende. Det værste ved det var, at jeg aldrig sagde noget, selvom når min veninde promoverede sig selv over at have forsvaret pigens ven, sagde jeg aldrig noget. Min tidligere x kæreste havde igså et problem med alkohol, hvor jeg måtte tage ansvar for alt hvad han gjorde og rydde op efter ham. Nogle gange tænker jeg også at hun er lidt grænseløs. Hun kunne finde på at snakke meget ned til mig, og hun spørger om hjælp til ALT. Når jeg skulle hjem til vores lejlighed da vi boede sammen, skulle jeg altid købe ind for hende, og gøre alle mulige ting for hende. I dag har jeg den mest fantastiske kæreste, som jeg også bor sammen med. Da jeg flyttede ind med ham, håbede jeg på at hun ville ændre sig og at vi ikke ville være lige så meget sammen. Men det er faktisk kun blevet værre. Nu hvor jeg har fået bil vil hun have jeg kører hende til alt muligt og hente pakker for hende. Og hvis jeg ikke kan skal min kæreste gøre det. Min kæreste er meget sød, men jeg ved at han er meget træt af hende, og har før sagt at jeg gør alt for meget, og at han er bekymret for at jeg bare lader mig bruge. Det føles generelt som om at jeg skal jonglere alt hele tiden. Min veninde vil have mig for sig selv, og inviterer også sig selv med hvis jeg skal være sammen med mine andre venner, familie og kæreste. Så jeg må ofte lyve og jonglere med aftaler, så hun ikke kan invitere sig med, eller overbevise mig om at aflyse så jeg kan være sammen med hende i stedet. Jeg føler mig fuldstændig udmattet, og har aldrig lyst til at ses, skrive eller snakke med hende, fordi jeg føler jeg snart ikke har mere at give. Jeg ved at det lidt er min egen skyld fordi jeg aldrig har fået sat ordentlige grænser pga min traumer, men jeg har simpelthen så svært med det. Jeg har også oplevet, at når jeg så forsøger at sætte en grænse, så syntes hun det er urealistisk og går direkte over den alligevel. Jeg har egentlig bare ladet meget som om at alt er fint. Det har måske også noget at gøre med at jeg ikke oplever at jeg kan sætte en grænse. Og selvom hun har ændret sig og ikke snakker lige så meget ned til mig, har jeg en KÆMPE knude i maven altid på grund af hende. Nu bor vi et par timer fra hinanden, hvilket har givet mig lidt rum til at trække vejret of mærke mig selv, og jeg kan mærke at jeg ikke kan være veninder med hende resten af mit liv. Hun fortæller mig generelt meget hvor meget jeg betyder for hende, og alle de ting vi skal lave når vi bliver ældre. Jeg ved også at hun har tænkt sug at flytte hen til hvor jeg flytter hen, og det kan jeg virkelig ikke overskue. Det er som om hun har suget alt ud af mig, og jeg kan kgså mærke at jeg har overlevet gennem vores venskab. Jeg har altid været i “overlevelses” mode pga traumer, voldeligt forhold og misbrug, og det her krævende venskab, og jeg er træt af det. Jeg vil gerne leve. Jeg tror jeg dengang havde brug for hende pga mit dårlige selvværd, men nu kan jeg mærke at der ikke er plads til hende hvis jeg skal arbejde på mit selvværd. Hvordan slår jeg op med min veninde? Jeg ved at det selvfølgelig er mest respektfuldt at gøre face to face, men lige nu bor vi langt for hinanden, så kan jeg godt skrive en lang besked? Jeg har ikke tænkt mig at køre i noget hun har gjort, men at fokusere på hvordan jeg har det, og at jeg ikke trives i vores venskab. Jeg er så nervøs for det, fordi jeg ved at jeg betyder alt for hende, og jeg vil ikke såre hende mere end nødvendigt. Jeg er også nervøs for at hun ikke vil give slip på mig. Hvad gør jeg? Undskyld for den lange besked.

Svar: 

Kære Anna. 

Du skal slet ikke beklage for din beskeds længde. Jeg kan så godt forstå behovet for at give sammenhæng, så det er nemmere at forstå dit udgangspunkt og din relation til din veninde. Først og fremmest vil jeg sige, at det lyder som om du har været en utrolig stor støtte for din veninde. Jeg kan godt høre, at I to har været igennem virkelig mange ting, og at jeres venskab på den måde er et udtryk for meget, som I har klaret sammen. Derfor vil jeg også anerkende, at det er utroligt stærkt af dig at tage stilling til jeres venskab på den måde, som du gør i dit spørgsmål til brevkassen. Jeg håber mit svar vil hjælpe dig med at reflektere over, hvordan du kan gøre og hvad du kan tænke, når det kan føles svært og hårdt at skulle sætte en grænse. Jeg kommer også til slut med et godt råd til, hvad man kan gøre når man skal afslutte en relation, der ikke længere er sund at være i. 

At reflektere over relationer 

Jeg synes det er virkelig flot, at du mærker efter og tager en beslutning om, at dit venskab til din veninde faktisk ikke er godt for dig længere. Det kan være så hårdt at komme frem til den beslutning, men det er virkelig vigtigt, at man passer på sig selv. Jeg synes, at et mål kan være, at man kommer tættere på at leve et liv, hvor man ikke lever for andres skyld og konstant passer på andres mentale tilstand. Man skal turde sætte sig selv foran, når det er passende, og vurdere om relationer er ligeværdige. Du lyder ikke til at være en egoist, der bare sårer andre eller sætter sig selv først i hverdagen. Derfor tror jeg, at det er en meget sund og god udvikling, at du nu bliver mere vurderende og reflekteret overfor den adfærd, som din veninde har overfor dig. Du kan eventuelt stille spørgsmålet til dig selv, om du ville forvente de samme ting af din veninde, som hun forventer af dig? Eller, hvordan er dit energiniveau efter du har brugt tid med hende? Det er pejlemærker, som kan fortælle meget om, hvorvidt jeres relation også giver dig noget positivt, eller om hun kun bruger af din energi. Du skriver selv, at du føler dig udmattet, har en knude i maven og føler at hun ikke respekterer dine grænser. Det er tegn på, at relationen netop ikke er god for dig længere.

Er du i gæld til din veninde? 

Jeg får indtryk af, at du måske føler at du skylder din veninde at være der meget for hende. Jeg tænker det især ud fra det du skriver om jeres forhold og den hjælp hun gav dig, da du havde det svært med spiseforstyrrelse og stofmisbrug. Du beskriver, hvordan I blev meget tætte og var roomies. Det kan måske føles som om du skylder din veninde noget, efter den måde hun var til stede for dig, da du havde det meget svært. Dog vil jeg sige, at det lyder til at du har tilbagebetalt den gæld så rigeligt, og at du faktisk samtidig ikke har haft det ret godt i relationen til hende. Selvom hun var den første veninde du havde, der ikke havde misbrug, og selvom hun gav dig noget at se op til, i forhold til at have selvtillid og selvværd, så beskriver du også at din veninde var meget kontrollerende overfor dig. Det lyder til, at jeres venskab har gjort noget godt for jer begge, men samtidig også har konsekvenser for dig, som man ikke behøver acceptere. Jeg mener ikke, at du er i gæld til hende, for du har været der meget for hende og hjulpet hende så meget, selvom det måske ikke føles lige så tydeligt for dig.

Hvordan kan du gøre? 

Du spørger hvordan du kan slå op med din veninde. Det er en rigtig fin refleksion, at det måske er mest respektfuldt at tale med din veninde om det i virkeligheden, face to face. Dog tænker jeg mest på, at det skal være for din skyld, at det skal siges og sluttes mellem jer. Derfor tror jeg det vigtigste er, at du tager udgangspunkt i, hvad der er bedst for dig. Du skriver, at du er bange for at din veninde ikke vil give slip på dig. Jeg mener, at det er nødvendigt at du kan holde fast i, at du ikke er forpligtet til at være sammen med hende eller skrive med hende. Hvis hun ikke kan acceptere, at du ikke ønsker at fortsætte jeres relation til hinanden, så vil jeg anbefale at blokere hende, eller som det mindste at ignorere hendes beskeder. Det er dit valg, om du vil være i kontakt med hende, så det er i bund og grund ikke i orden, hvis hun overskrider den grænse og bliver ved med at kontakte dig. Derfor vil mit konkrete råd være at mærke efter hvad du har det bedst med. Det er dit behov, der er det vigtigste. 

Skal du fortælle hende, hvad der er svært i relationen? 

Hvis det er for svært for dig at holde fast i grænsen og din afvisning, hvis I sidder sammen, så synes jeg det er helt okay at skrive en besked til hende. Det kan stå som en mere tydelig og fast beslutning eller grænse, når det skrives på tekst. Jeg synes det er en super god tanke at holde bolden hos dig selv. Det er nok den måde du vil komme nemmest udenom at hun vil diskutere, fordi du så kan holde fast i dit eget standpunkt. Dog vil jeg sige, at det kan hjælpe andre mennesker at de får klart at vide, hvilken adfærd der har fået andre til at trække sig væk fra dem. På den måde giver man dem en chance for at lave om på noget, så de måske får nemmere ved relationer til andre mennesker i fremtiden. Det kan være den sidste "gave" du giver hende, men det tænker jeg du selv kan mærke om du har lyst til at gøre. Stadig er det væsentligt, at det er din individuelle opfattelse af hende og jeres relation. Det vigtigste er, at du kan passe på dig selv og sætte din egen trivsel forrest, og det oplever mange kan være svært når man sidder face to face i en situation, der kan være konfliktfyldt. Når du skal fortælle din veninde, at du ikke har det godt i venskabet med hende, kan du eventuelt henvise hende til støttenetværk online eller til at gå til egen læge, hvis hun giver udtryk for at have det meget svært uden dig. Så har du givet hende muligheden for at få hjælp og støtte, der hvor det faktisk hører hjemme, i stedet for at du skal bære det ansvar. Det er aldrig en venindes ansvar at hjælpe veninder med at få det bedre psykisk, men derimod alle menneskers eget ansvar at få det godt på egen hånd. Det kan være godt at huske på, når det føles som om man skal hjælpe andre eller “rydde op” efter dem. 

At sætte grænser  

Jeg synes det lyder som om du er en person med en ret god viden om dig selv. Du nævner flere gange, at det er svært for dig at sætte grænser overfor andre mennesker. Jeg får lyst til at fortælle dig, at du langt fra er den eneste der kan opleve, at det er svært at sige fra og sætte en grænse. Det kan nemt føles som om man afviser andre eller lukker dem ude, men i virkeligheden er grænser med til at hjælpe andre mennesker med at forstå og vide, hvad de kan gøre for at være gode relationer for den person, der sætter grænsen. Når andre mennesker respekterer den grænse man sætter, er det et tegn på at de respekterer én og at man betyder noget for dem. Derfor er netop grænseoverskridende adfærd et ret betydningsfuldt tegn på, at den person der overskrider grænserne, ikke behandler andre ordentligt, eller måske går mindre op i, hvordan andre mennesker påvirkes af deres opførsel. Hvis det er en udfordring du tit oplever, kan jeg anbefale at tale med en psykolog, ligesom det måske ville give god mening for dig at få hjælp til nogle af de traumer og oplevelser, du beskriver, der har fyldt tidligere i dit liv. Det er muligt du allerede er i gang med terapi, men i så fald kan grænsesætning være et rigtig godt emne at tage med ind i terapirummet. At lære at sætte sunde og klare grænser, men også krav til andre mennesker, er i høj grad en selvkærlig handling, da man på den måde viser sig selv, at man fortjener at blive behandlet lige så godt som man behandler andre mennesker. Du tager et vigtigt skridt i den retning, når du begynder at vurdere hvordan din relation er til andre mennesker. Det er også sejt at du beslutter, at en veninde som hende ikke kan få plads, hvis du skal arbejde videre med dig selv. 

Flere steder at få hjælp 

Jeg kommer her med forslag til andre steder hvor du kan få støtte, fordi mange, der står i din situation, kan have gavn af at tale mere med nogen om det hele. Derfor tænker jeg, at svaret her i brevkassen måske kan hjælpe et stykke hen ad vejen, men et af de her andre tilbud måske også kan hjælpe dig. Ventilen eller Headspace er også nogle rigtig gode sider, som du enten selv kan prøve at henvende dig til, eller som du kan henvise din veninde til, hvis hun har brug for at tale med nogen. Så har du i hvert fald forsøgt at hjælpe hende med at få hjælp, og på den måde kan du måske hvile mere i, at du ikke har et ansvar for den tristhed hun kan føle, når du fortæller hende om din beslutning. Det virker for mig som om, at du føler et stort ansvar hvis din beslutning gør hende ked af det. Husk på, at det ikke er din intention at gøre hende ked af det, og at det ikke er dit ansvar, hvordan eller om hun håndterer den følelse. Du har til opgave at passe på dig selv, og det samme har hun. Derfor må hun gå et andet sted hen med de følelser hun kan have, fordi det ikke er noget du skal hjælpe hende med. 

Jeg håber mit svar giver en smule ro og refleksion for dig. Det er en virkelig svær situation du står i, og jeg kan godt forstå at du ikke ønsker at gøre din veninde for ked af det. Samtidig synes jeg det er så vigtigt, at du begynder at rette dit fokus ind imod dig selv, og beslutter dig for at ende en relation, som ikke giver dig noget godt længere, men tværtimod giver dig en knude i maven. Jeg sender dig de bedste tanker om en dejlig fremtid, hvor du kan fokusere mere på at gøre ting, der er gode for dig, og mindre på at være oprydder for andre. Jeg håber også, at du får nemmere ved at sætte grænser. Du fortjener nemlig, ligesom alle andre, at blive behandlet godt og blive hørt når du siger fra.  

De bedste hilsner 

Mette 

cyberhusmettes billede
Mette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program