Undersøgelse :(
Undersøgelse :(
Jeg skal til læge og have lavet en undersøgelse dernede, fordi min mens har været væk i næsten et år efter, at jeg har haft den regelmæssigt i tre år. Jeg er virkelig panisk angst. Har aldrig prøvet det og jeg er bange for det bliver så akavet og at det gør ondt. Jeg kan ikke overskue at en anden skal sidde og kigge dernede. Har det svært med min krop i forvejen. Ved ikke hvad jeg spørger om, for ved godt det er nødvendigt. Men hvordan gør man lige når man er så bange for det?
Kære Karen,
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå dine tanker. Det er altid grænseoverskridende at skulle have lavet en gynækologisk undersøgelse første gang. Men jeg kan berolige dig:
Jeg har udført masser af gynærkologiske undersøgelser, herunder også mange, hvor det var første gang for kvinden. Ofte har kvinden været nervøs, men er gået derfra og har sagt "nå, var det bare det?"
Helt konkret foregår undersøgelsen ved, at lægen først ser på skedeåbningen. Så fører lægen to fingre (med gummihandsker og smørende creme, naturligvis) ind i skeden og mærker nænsomt. Til sidst fører lægen to slanke instrumenter ind, som kan bruges til nænsomt at åbne skeden, så man kan se ind med en lille pandelampe. Det kan være, lægen tager en prøve fra skeden eller livmoderhalsen med en vatpind. Det kan man ikke mærke.
I nogle tilfælde - særligt hos gynækologiske speciallæger - kan undersøgelsen suppleres med en ultralydsscanning. Ultralydshovedet, som også skal føres ind i skeden er helt glat og har en tykkelse som en tommelfinger. Det gør ikke ondt.
Nogle kvinder synes, det kan være grænseoverskridende, hvis lægen er en mand. Jeg kan godt forstå tanken. Men som mandlig læge må jeg forsikre dig om, der ikke er nogen mandlige læger, der ser noget som helst seksuelt i undersøgelsen. Det er snarere som, når vi ser patienter i halsen eller ørerne.
Jeg håber, mit svar beroliger dig - du har virkelig intet at frygte.
Mht. de udeblevne blødninger, er det et ret normalt fænomen hos yngre kvinder. Men det er selvfølgelig fint at få tjekket.
Venligst,
Kasper, læge