Kære Cyberhus. 

1000 tak for jeres indsats med at hjælpe vi unge! :)

Jeg har gået i psykoterapi i en klinik på psykiatrisk hospital i over halvandet år, da jeg fik diagnosticeret en blandet personlighedsforstyrrelse, da jeg var 18. Jeg er 20 i dag, og der er sket rigtig meget med mig siden. Jeg har fået en helt anden selvindsigt og erkendt en masse nyt ting, og jeg er sikker på det ikke blot er terapiens skyld, men også fordi jeg er blevet ældre og har fået nogle flere erfaringer i bagagen. Jeg er begyndt at studere, passer bedre på mig selv, er blevet mere udadvendt og modig... Ja, jeg har truffet en masse nye valg, som leder mig i en meget bedre retning, end den, jeg var på vej imod før (selvskade, misbrug, voldelig adfærd m.f.)... Altså det går mig meget bedre nu. Fremtiden er lys, hvor den før var sort. 

Jeg synes ofte at min terapeut og jeg ikke har noget at snakke om længere, ud over hvordan det går med skolen og fritiden, og der er aldrig rigtigt noget vildt nyt, og hvis der er, er det bare positivt nyt i mit liv. Så jeg synes egentligt, at jeg er nået dertil, hvor jeg gerne vil afslutte mit forløb i klinikken. Men min terapeut er vist ikke helt enig. Hun synes, jeg skal blive hængende endnu, eller i hvert fald i en anden form for terapi, for eksempel gruppeterapi i samme klinik. Men jeg synes ikke behovet er stort nok, og hvis det ender med at jeg bliver hængende, er det mest for min terapeuts skyld, fordi hun vil det, og ikke for min egen skyld. Jeg vil gerne videre i livet, fordi jeg ved, at jeg er stærk nok nu.

Jeg synes både jeg spilder hendes og min egen tid, men mest af alt tænker jeg på hvor mange andre der står i kø til behandling i psykiatrien, ligesom jeg selv gjorde engang. Folk, som faktisk har et stort behov. Jeg har prøvet at forklare min terapeut, at jeg synes, det går mig meget godt nu, og at jeg føler mig klar til at slutte, og hun siger at hun stadig er bekymret for mig, bekymret for at jeg skal få "tilbagefald" med mit misbrug eller få det dårligt psykisk igen. Men det kan jo i princippet også ske om 10 år. Jeg har virkelig lært en masse, og mine tanker om mig selv, og hele livet og verden har ændret sig virkelig meget. Jeg har nået et punkt, hvor jeg har indset nogle ting, jeg ikke kunne se før, og jeg ved, at jeg ikke kan få samme negative livssyn igen. Jeg ser alt med andre øjne, end da jeg fik diagnosen. Jeg spurgte derfor min terapeut, om det er muligt at få lavet en ny diagnose i klinikken (det var også i klinikken, jeg fik lavet den første). Hun sagde, at hun måske godt kan prøve at tage nogle spørgeskemaer med, og så kan vi kigge på det, men hun skulle lige drøfte det med sine kolleger. Hun sagde der ville gå maks et par uger, og nu er der gået cirka 2 måneder... Hun sagde også at hun undrer sig over, hvorfor jeg vil have en ny diagnose, hvad jeg dog skulle bruge den til. Jamen jeg har da ikke lyst til at gå rundt med en diagnose længere, hvis jeg er rask... Jeg føler mig fanget i systemet, selvom jeg har det godt i dag. Jeg er bange for at min diagnose vil blive brugt imod mig, fx hvis jeg bliver gravid, og de skal til at overvåge mig og se om jeg nu også kan finde ud af at passe børn... (Ikke fordi jeg har tænkt mig at blive gravid nu) ... Jeg forstår ikke hvorfor min terapeut ikke vil have, at jeg skal diagnosticeres igen, når hende som lavede udredningen sagde "det er ikke en diagnose, som hænger på dig resten af dit liv, for du er så ung og meget kan nå at ændre sig" dengang jeg var 18. Og nu har meget ændret sig, men jeg er fanget i den diagnose... Jeg forstår ikke hvorfor min terapeut ikke vil have, at jeg skal ud af systemet. Hun siger hun er bekymret for mig, men hvor længe vil hun blive ved med at sige det? Derudover mener jeg juridisk set ikke at en sygeplejerske (som hun er) kan lave en diagnose, hvilket hun jo dengang sagde vi kunne se på? Hvad skal jeg gøre? Jeg vil så gerne ud af psykiatrien og klare mig selv, fordi jeg ved jeg kan... 

Knus, Sigrid