Kære dig.

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker og bekymringer omkring, om du har en spiseforstyrrelse.

Du har helt ret i, at udebleven menstruation kan skyldes underernæring, og det kan være kroppens måde at fortælle dig, at den mangler noget energi for at fungere optimalt - men det kan også skyldes, som du selv siger - uregelmæssig menstruation. Det er helt normalt at have uregelmæssig menstruation i teenageårene. Men da menstruation er kroppens måde at vise, at den fungerer som den skal, er det godt at du er opmærksom på det.

Du fortæller, at du ikke har lyst til at tage til læge og blive tjekket, selvom du skriver, at det kunne være en løsning. Og til det må jeg sige, at jeg virkelig vil anbefale dig at tage til din læge, og fortælle hvordan du har det. Så vil din læge snakke med, og måske måle og veje dig, og måske også tage nogle blodprøver for at se om du mangler nogle vitaminer og mineraler, og for at tjekke din hormonbalance. Jeg kan sagtens forstå, som du også selv siger - at du ikke har lyst til at blive erklæret for spiseforstyrret, og hverken har lyst til at tage på eller fortælle det til nogen. Det giver også rigtig god mening, at du på den måde føler, at dine tanker er meget ambivalente, og at du ikke ved hvad du skal gøre - fordi at du på den ene side ikke synes at du er tyk, at du heller ikke vil tabe dig mere og gerne vil begynde at spise mere, - samtidig med at du er bange for at tage på, og at du ikke har lyst til at fortælle nogen om, hvordan du har det. Netop de her ambivalente følelser og tanker kan være et tegn på, at du har en spiseforstyrrelse.

Selvom du lige nu ikke har lyst til at fortælle nogen hvordan du har det, er det din bedste måde at få det bedre på. Jo før du fortæller det til nogen, jo større er mulighederne for at få det godt. Så mit bedste råd til dig vil være, at du skal række ud efter hjælp! Det er ikke så vigtigt hvem du starter med at fortælle det til. Så hvis du lige nu slet ikke har lyst til at tage til lægen, kan du snakke med din forældre, en god veninde, en lærer du er tryg ved eller en helt femte om, hvordan du går og har det. Det vigtigste er, at du ikke går med mistanken om, om du måske har en spiseforstyrrelse helt for dig selv.

Det er altså vigtigt at du søger hjælp, hvis du har mistanke om, at du har en spiseforstyrrelse. Også selvom du ikke har lyst eller hvis du føler, at du har styr på det, for ingen med en spiseforstyrrelse har kontrol over sygdommen, og derfor kan det blive værre, hvis du ikke får hjælp. Derfor er det vigtigt, at der er nogle som ved, hvordan du har det. Du kan også kontakte LMS som er Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Her kan du helt anonymt chatte eller snakke med rådgivere som ved meget specifikt om spiseforstyrrelser.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og at det hele kommer til at blive lidt bedre. Du er også altid velkommen til, at skrive med en af vores rådgivere i 1-1-chatten, hvor du også kan skrive og snakke helt anonymt.

Mange kærlige hilsner og varme knus fra

Gro.