Spørgsmål

brevkassespørgsmål

Spørgsmål

brevkassespørgsmål af
A
20 år
Oprettet 1 måned 2 uger siden

Kære Cyberhus-brevkasse, For efterhånden lang tid siden, læste jeg et indlæg i brevkassen, som jeg desværre ikke kan finde igen og heller ikke kan huske jeres svar på. Det handlede om anonymitet og identitet på sociale medier. Jeg mener at vedkommende havde spurgt noget lignende af, om det er lovligt at bruge et andet navn, end sit rigtige navn, på Facebook. Jeg vil gerne spørge om det samme. Jeg har nemlig valgt ikke at have sociale medier og har ikke haft det siden jeg var omkring 17 og i flere måneder blev udsat for psykisk vold, chikane og stalking af en ældre fyr, hvor det var så slemt, at jeg stadig den dag i dag (3,5 år senere) går til psykolog og kæmper meget med angst og paranoia. I dag har jeg hemmeligt nummer og adresse, hvilket gør mig tryg i en vis grad, men jeg har stadig ikke haft mod på at oprette en Facebook-profil igen, da det primært var der, stalkingen, afpresningen og delingen af personlige billeder foregik. Men nu er jeg næsten lige begyndt på min drømmeuddannelse, og mit hold har en facebook-gruppe, som de bruger meget til at skrive om fag, lektier, aflysninger, deadlines osv. Jeg er derfor et sted nu, hvor jeg faktisk virkelig bare ville ønske, at jeg kunne være en del af det, men uden at bruge mit eget navn. Må man godt det? På forhånd tak for forståelsen og beklager at i måske skal gentage et gammelt svar! Venlig hilsen A

Svar: 

Kære A

Jeg kan godt forstå, at du er tøvende for at dele dit rigtige navn på sociale medier med den voldsomme oplevelse, du har haft. Det er helt forståeligt, at du ønsker at beskytte dig selv. Samtidig kan jeg godt forstå dit ønske om at være en del af det fællesskab, der lyder til at være for dit hold på Facebook. Og det lyder også til, at der bliver delt nogle vigtige informationer, som kan have betydning for dit studieliv.

Facebook har nogle retningslinjer ift. hvilke navn man bruger. Det står beskrevet i deres fællesskabsregler, at man skal bruge et navn, man bruger til hverdag og som man kan identificeres med. Det står på siden her. At man skal bruge sit rigtige navn handler dels om, at Facebook skal kunne identificere brugerne, så de ved, at det er rigtige personer og ikke spams eller falske profiler. Og samtidig er det en del af deres formål, at Facebook skal være stedet, hvor man kan blive forbundet med ens venner og familie, og derfor er det vigtigt, at man bruger sit rigtige navn.

Med det sagt, så kan du godt oprette en profil med et andet navn end dit eget, så længe du ikke overtager en anden persons navn og billede, altså deres identitet, for det vil ikke være lovligt. Du skal dog du vide, at Facebook godt kan kræve at få bekræftet din identitet ved at du sender noget id til dem som dokumentation for dit navn. Jeg er dog usikker på, om de gør det ved alle nyoprettet profiler, så jeg tænker, at du kan forsøge at oprette en profil med et neutralt, fiktivt navn og se, hvad der sker. Din grund til at oprette en profil handler ikke om at du vil oprette en falsk profil, men at du ønsker at være en del af et fællesskab, som netop er formålet med Facebook, når man læser deres fællesskabsregler ift. deres regler for brug af navne. Hvis du opretter en profil med et fiktivt navn og de beder om dokumentation, så kan man angiveligt få anmodet Facebooks supportteam om, at de tilføjer et alias til navn. Jeg er dog usikker på, om det betyder, at dit rigtige navn stadig vil fremgå. 

Hvis du vælger at oprette en Facebook profil, så kan det være en god idé at kigge privatlivsindstillinger igennem. Du kan fx begrænse, hvem der kan se dine personlige oplysninger, som fx din fødselsdato, beskæftlige osv., ligesom du kan undlade at udfylde mange af disse oplysninger. 

Jeg håber, at du fik svar på dit spørgsmål og finder en måde at være en del af dit holds fællesskab på online. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program