Ud af psykiatrien???

brevkassespørgsmål

Ud af psykiatrien???

brevkassespørgsmål af
Anonym
20 år
Oprettet 5 år 6 dage siden

Kære Cyberhus. 

1000 tak for jeres indsats med at hjælpe vi unge! :)

Jeg har gået i psykoterapi i en klinik på psykiatrisk hospital i over halvandet år, da jeg fik diagnosticeret en blandet personlighedsforstyrrelse, da jeg var 18. Jeg er 20 i dag, og der er sket rigtig meget med mig siden. Jeg har fået en helt anden selvindsigt og erkendt en masse nyt ting, og jeg er sikker på det ikke blot er terapiens skyld, men også fordi jeg er blevet ældre og har fået nogle flere erfaringer i bagagen. Jeg er begyndt at studere, passer bedre på mig selv, er blevet mere udadvendt og modig... Ja, jeg har truffet en masse nye valg, som leder mig i en meget bedre retning, end den, jeg var på vej imod før (selvskade, misbrug, voldelig adfærd m.f.)... Altså det går mig meget bedre nu. Fremtiden er lys, hvor den før var sort. 

Jeg synes ofte at min terapeut og jeg ikke har noget at snakke om længere, ud over hvordan det går med skolen og fritiden, og der er aldrig rigtigt noget vildt nyt, og hvis der er, er det bare positivt nyt i mit liv. Så jeg synes egentligt, at jeg er nået dertil, hvor jeg gerne vil afslutte mit forløb i klinikken. Men min terapeut er vist ikke helt enig. Hun synes, jeg skal blive hængende endnu, eller i hvert fald i en anden form for terapi, for eksempel gruppeterapi i samme klinik. Men jeg synes ikke behovet er stort nok, og hvis det ender med at jeg bliver hængende, er det mest for min terapeuts skyld, fordi hun vil det, og ikke for min egen skyld. Jeg vil gerne videre i livet, fordi jeg ved, at jeg er stærk nok nu.

Jeg synes både jeg spilder hendes og min egen tid, men mest af alt tænker jeg på hvor mange andre der står i kø til behandling i psykiatrien, ligesom jeg selv gjorde engang. Folk, som faktisk har et stort behov. Jeg har prøvet at forklare min terapeut, at jeg synes, det går mig meget godt nu, og at jeg føler mig klar til at slutte, og hun siger at hun stadig er bekymret for mig, bekymret for at jeg skal få "tilbagefald" med mit misbrug eller få det dårligt psykisk igen. Men det kan jo i princippet også ske om 10 år. Jeg har virkelig lært en masse, og mine tanker om mig selv, og hele livet og verden har ændret sig virkelig meget. Jeg har nået et punkt, hvor jeg har indset nogle ting, jeg ikke kunne se før, og jeg ved, at jeg ikke kan få samme negative livssyn igen. Jeg ser alt med andre øjne, end da jeg fik diagnosen. Jeg spurgte derfor min terapeut, om det er muligt at få lavet en ny diagnose i klinikken (det var også i klinikken, jeg fik lavet den første). Hun sagde, at hun måske godt kan prøve at tage nogle spørgeskemaer med, og så kan vi kigge på det, men hun skulle lige drøfte det med sine kolleger. Hun sagde der ville gå maks et par uger, og nu er der gået cirka 2 måneder... Hun sagde også at hun undrer sig over, hvorfor jeg vil have en ny diagnose, hvad jeg dog skulle bruge den til. Jamen jeg har da ikke lyst til at gå rundt med en diagnose længere, hvis jeg er rask... Jeg føler mig fanget i systemet, selvom jeg har det godt i dag. Jeg er bange for at min diagnose vil blive brugt imod mig, fx hvis jeg bliver gravid, og de skal til at overvåge mig og se om jeg nu også kan finde ud af at passe børn... (Ikke fordi jeg har tænkt mig at blive gravid nu) ... Jeg forstår ikke hvorfor min terapeut ikke vil have, at jeg skal diagnosticeres igen, når hende som lavede udredningen sagde "det er ikke en diagnose, som hænger på dig resten af dit liv, for du er så ung og meget kan nå at ændre sig" dengang jeg var 18. Og nu har meget ændret sig, men jeg er fanget i den diagnose... Jeg forstår ikke hvorfor min terapeut ikke vil have, at jeg skal ud af systemet. Hun siger hun er bekymret for mig, men hvor længe vil hun blive ved med at sige det? Derudover mener jeg juridisk set ikke at en sygeplejerske (som hun er) kan lave en diagnose, hvilket hun jo dengang sagde vi kunne se på? Hvad skal jeg gøre? Jeg vil så gerne ud af psykiatrien og klare mig selv, fordi jeg ved jeg kan... 

 

Knus, Sigrid

Svar: 

Kære Sigrid

Stort tillykke med at du er kommet så langt, som du er. Hvor er det dejligt at høre, at du nu ser din fremtid som lys og god i stedet for mørk og trist. Længe leve terapi og så det at blive ældre og mere erfaren. Det må have krævet en masse hårdt arbejde og refleksion at nå dertil. Sejt gået!

Helt ærligt synes jeg, det er rigtig svært at rådgive dig. Jeg har kun tingene fra din side, så måske er der noget du ikke ser som din terapeut er opmærksom på? Omvendt lyder det som om du har gjort dig mange tanker over lang tid og det lyder til du er inde i en rigtig positiv udvikling. Et eller andet sted har du ret i, at det er dumt at fortsætte, hvis ikke du synes du har et problem længere. Omvendt ved jeg, at der kan komme mere modstand fra klientens side, lige inden man får hul på noget svært og vigtigt i en terapi. Min konklusion er, at jeg ikke kan fortælle dig, om jeg synes du skal fortsætte i terapien eller ej.

Derimod kan jeg støtte dig i at du gør det rigtige! Snak med din terapeut om det. Jeg kan ikke forestille mig at hun vil holde dig "fanget" i psykiatrien mod din vilje, med mindre hun synes der er en god grund. Spørg hvorfor hun tror, du får tilbagefald eller ender i misbrug. Hvad er det hun synes du mangler at få ud af terapien? Hvorfor er hun ikke lige så overbevist om at du kan klare dig selv? Det kan sikkert blive lærerigt for jer begge.

Jeg kan godt forstå du gerne vil af med diagnosen, hvis ikke du synes den er relevant længere, og du har helt ret i, at den ikke nødvendigvis skal hænge på dig hele livet. Din terapeut kan ganske rigtigt ikke stille en diagnose. Hun skal forbi en læge (psykiater), før det kan ske, og det vil sikkert kræve nogle samtaler, spørgeskemaer mv. inden der vil blive lavet om på noget der. det kan måske være forklaringen på, hvorfor det trækker ud? Også her synes jeg, du skal blive ved at presse lidt på. Spørg hvor langt hun er i processen med kollegerne. Og bliv ved til du fornemmer der sker noget. Evt kan du vise hende det du har skrevet til os, så hun kan se hvor meget det betyder for dig. - Det er i alle fald tydeligt for mig når jeg læser det. 

Jeg håber du snart finder ud af, hvorfor du fortsat går i terapi og er i psykiatrien. Og igen - sejt at du er kommet så langt!

De bedste hilsner Maria

 

Marias billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program