Ang. lægers tavshedspligt
Ang. lægers tavshedspligt
Hej Cyberhus Jeg har været meget i tvivl om hvor jeg skulle stille dette spørgsmål henne, og håber det er den rigtige brevkasse jeg har valgt! Men tidligere på året havde jeg en lang periode med bulimi. Jeg er ude af det igen, men jeg har tænkt på, hvis det kommer tilbage igen og jeg får lyst til at snakke med en voksen om det. Kan jeg så snakke med min læge om det? Eller vil hun være forpligtet til at fortælle mine forældre om det? Jeg ved at læger har tavshedspligt, men hvor langt rækker det egentlig og hvor går grænserne? Vil jeg kunne snakke med min læge om andre ting, som at jeg har det dårligt hjemme pga. en masse "teenage ting", at jeg har haft cutting tanker og/eller om bulimi - uden at hun vil snakke med mine forældre? Vh. M.
Kære M
Godt du skriver ind. Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad læger må og ikke må sige. Specielt når man er under 18 år.
Normalt, når man er over 18 år, må læge ikke sige noget som helst til andre. Det betyder at alt hvad der bliver sagt og snakket om hos lægen, kun bliver mellem læge og dig som patient. Men når man er under 18 år er reglerne lidt anderledes.
Som udgangspunkt er alt det du taler med din læge om stadig en del af tavshedspligten. For eksempel er der en særlig regel, som siger, at lægen ikke må fortælle noget om sex og kønssygdomme.
I dit tilfælde, synes jeg du skal starte med at snakke med din læge om din situation. Han/hun vil ikke med det samme give besked til dine forældre. Som udgangspunkt kan I snakke om det hele og aftale hvad I synes der skal til for at hjælpe dig. Hvis din læge vurderer at det kan skabe problemer mellem dig og dine forældre, så må han gerne lade være at fortælle dem noget. Men hvis han er bange for at du er alvorlig syg eller bekymret for om du får brug for hjælp til at klare din situation, så må han gerne sige det til dine forældre. Det sker stort set aldrig, at lægen snakker med dine forældre uden han/hun først har diskuteret det med dig. Så langt hen ad vejen, har du selv styring med om de får det afvide.
Grunden til at loven er sådan, er at det er et stort ansvar at være syg. Når du beskriver bulimi og cutting tanker, så er det nogle voldsomme tanker og tilstande at være i. Man skal selv sørge for at søge hjælp, man skal selv ringe rundt og selv sørge for at man bliver behandlet. Og det er et stort ansvar og kan nogen gange kræve meget af een. Derfor må lægen gerne inddrage dine forældre, hvis det bliver for svært for dig at klare det selv.
Håber du kunne bruge mit svar og at du kan få en god snak med din læge omkring hvordan du har det.
Venlige hilsner fra Line