socialt udsat

brevkassespørgsmål

socialt udsat

brevkassespørgsmål af
per
11 år
Oprettet 2 år 3 måneder siden

er det normalt at min far tar bilder af mig når jeg er i bad, jeg har snakket med mine venner om de og de har ikke selv prøvet det hvad skal jeg gøre

Svar: 

Hej Per 

Det er virkelig godt du skriver, når du fornemmer at der er noget der ikke er helt som det skal være. 

Nej, det er ikke normalt at ens forældre tager billeder af én når man er i bad.

Det behøver ikke altid være forkert. Når man er et helt lille barn, er det nok meget almindeligt at ens forældre kan finde på at tage et billede mens man er i bad, fordi det er sødt eller sjovt. Hvis man er tre eller fire år, har man måske også brug for hjælp til at gå i bad, og så er det også mere naturligt at der kan opstå en situation, hvor det er i orden at tage et billede.

Men når man bliver din alder bliver det at gå i bad ofte en mere privat ting, og så er det ikke det samme. Så det er ikke normalt, og jeg tænker heller ikke det er i orden. Når du spørger om hvad du skal gøre, forstår jeg det også sådan at du ikke bryder dig om det, og det kan jeg godt forstå. 

Det kan godt være rigtig svært at vide hvad man skal gøre, og derfor er det også godt at du spørger. Jeg tænker det er vigtigt at du prøver at snakke med en voksen om det din far gør. Det kan være din mor, din lærer eller en anden vokse, som du kender godt, og er tryg ved, så du kan få hjælp til at få snakket med din far om at det ikke er i orden at han tager de her billeder. 

Du er også velkommen til at skrive til vores sms rådgivning på tlf. 25806060, hvor du måske kan fortælle mere om det der sker, og du sammen med en rådgiver kan finde ud af hvordan du kan få mere hjælp. 

Som jeg startede med at sige, så er det ikke normalt, at din far tager billeder af dig, når du er i bad. Det er heller ikke okay, så jeg håber du vil prøve at snakke med en voksen, eller komme forbi vores sms, så du kan få noget hjælp. 

Mange hilsner Tanja

Tanjas billede
Tanja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program