Jeg er ikke smart.

brevkassespørgsmål

Jeg er ikke smart.

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Jeg er meget ked af det fordi jeg ikke er særlig klog.

Jeg overser mange ting, tager dumme beslutninger, kludrer i de ting jeg laver. 

Jeg føler, at andre også observerer mig sådan, og det tærper på min selvtillid. Jeg vil gerne i andres øjne fremstå uafhængig og kompetent. Også selvfølgelig for min egen skyld.

Jeg kan nok ikke be' jer om at fixe mig. Men jeg håber på I vil komme med nogle gode råd til hvordan jeg stopper med at hade mig selv for det.

Nogle gange søger jeg en grund til hvorfor jeg er sådan. Det kan være nemmere at skubbe skylden videre til noget andet. F.eks en sygdom. 

Men jeg bor nok bare acceptere det er mig den er galt med.

 

Svar: 

Kære du

Jeg forstår godt, at du er frustreret og ked af det, hvis du føler, at du konstant tager dumme beslutninger, kludrer i det, og at livet bliver vanskeligere på grund af det. Det er en ubehagelig følelse, og særligt fordi man ofte ligesom du bliver bange for, hvordan andre så vil se en. 

Du skriver, at du godt ved, at vi ikke kan fixe dig, og det har du ret i. Men det er ikke noget jeg siger, fordi vi ikke vil, eller fordi det ikke er okay at bede os om det. Det er noget, jeg siger, fordi i mine øjne skal du ikke fixes. Man fixer ting, som er i stykker, og du er ikke i stykker eller forkert. Det lyder til, at du har nogle udfordringer, som nogle gange gør det svært at være dig, men det er helt normalt. Vi har alle nogle ting, som vi er gode til, og nogle ting som vi er vildt dårlige til. Vi tager alle engang imellem dumme beslutninger eller gør ting, vi fortryder.  Nogle gør det mere end andre, men det betyder stadig ikke, at man er forkert eller, at man ikke er et godt menneske. Udfordringer er ting, vi kan arbejde med, og også tit ting som man kan overkomme. Det kan være hårdt, men vi kan arbejde med vores udfordringer. Tit handler det om at lære sig selv lidt bedre at kende. Vi har nemlig alle nogle måder, som vi typisk reagerer på, når der sker noget. Så f.eks. er der nogen, som altid vil gå meget i detaljen, og som vil bruge lang tid på at tage en beslutning, imens andre stort set altid bare går med deres mavefornemmelse og derfor tager beslutninger ret hurtigt. Begge dele kan have fordele og ulemper, og det er ikke fordi, at den ene måde at være på er bedre end den anden. Det kommer rigtig meget an på, hvad for et menneske man er. Men jeg tror, at det kan være rigtig hjælpsomt at kende sine typiske måder at reagere på, fordi hvis det så ikke virker så godt for en, så kan man prøve at gøre noget andet. Det er ikke sikkert, at du lige nu har en fornemmelse af, hvad det er, der gør at du tit får taget nogle beslutninger, som du synes er dumme. Det er helt okay. Det kan nemlig være mange flere ting, end hvor meget tid man bruger på sin beslutning, som kan være med til, at man ikke altid får taget nogle gode beslutninger. Det kan også være, at det afhænger af, hvem der spørger, eller hvad man ligesom lader sig styre af. F.eks. kan en beslutning virke god, hvis man ser på konsekvenserne lige nu og her, men virker dum hvis man ser på de konsekvenser, som beslutningen vil have om lang tid. Eller omvendt. Det kan også være noget helt andet. Hvis du prøver at tænke tilbage på nogle situationer, så kan du måske selv eller sammen med en anden du kender eller måske en professionel som f.eks. psykolog eller terapeut prøve at få undersøgt nogle af de situationer, hvor du føler, at du tager dumme beslutninger og se, om I kan forstå hvorfor, så du kan blive lidt klogere på dig selv? 

Du skriver også, at du gerne vil have nogle gode råd til, hvordan du kan stoppe med at hade dig selv for det. Jeg håber, at mine tanker til en start har givet dig en anden måde at se din situation på, som måske også kan gøre det lettere ikke at tænke så negativt om dig selv. Men udover det så tænker jeg også, om det måske være en idé, hvis du prøvede at fokusere mere på de ting, som du er god til? Lige nu virker det for mig til, at du fokuserer rigtig meget på alt det, som du mener, at du gør forkert, men jeg er sikker på, at der er ligeså mange, hvis ikke endnu flere, ting som du er god til, og ting ved dig som er helt vidunderligt. Det kan nogle gange være svært at se det, hvis man længe har fokuseret på de ting ved en selv, som man ikke så godt kan lide. Det kan derfor kræve lidt øvelse, men øvelse gør mester. Husk også at gode ting ikke behøver at være kæmpe store ting. Det kan også bare være, at man er sådan et menneske, som altid smiler til andre. Eller at man er sådan en, der altid holder døren, hvis der er nogen, som har armene fulde af ting. Nogle siger nogle gode ting til sig selv hver morgen, når de står og ser sig i spejlet. Andre skriver dem ned i en lille bog. Nogle siger måske nogle ting højt, inden de skal sove, eller noget helt fjerde. Måske det kunne give mening at prøve lidt forskelligt og se om noget virker bedre for dig end andet?

Langt hen af vejen så tror jeg dog, at det er noget, som vi alle slås med en gang imellem, at vi bliver rigtig sure på os selv over vores måde at være på, og at vi bare generelt kan være rigtig hårde ved os selv. Det er ikke altid nemt at være tilfreds med den, man er, specielt når man nærmest hele tiden bliver bombarderet med andres holdninger og tanker. Men det er vigtigt at huske på, at ingen af os er perfekte. Vi tumler alle med noget, og vi har alle ting, som vi kunne være bedre til. Men vi er ikke kun vores udfordringer eller vanskeligheder. Vi er allesammen hele mennesker, og det er vigtigt at huske på. Men det kan være svært, og derfor tænker jeg, om det måske kunne være en idé at prøve at tale med nogen om, hvordan du har det med dig selv? Det kan være venner eller familie, hvilket måske også kunne hjælpe dig i forhold til de bekymringer, du har om hvad andre tænker om dig? Hvis du ikke har lyst til det, er det også en mulighed at kigge forbi i vores eller en anden online rådgivning. Hvis du har lyst, er du i hvert fald meget velkommen i vores anonyme chat, som har åbent tirsdag, onsdag og torsdag 18-21.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at det kan hjælpe dig lidt på vej. Jeg ønsker dig alt det bedste!

Varme tanker, 

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program