Social angst eller bare genert?

brevkassespørgsmål

Social angst eller bare genert?

brevkassespørgsmål af
Line
13 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Hej cyberhus...

jeg har altid været virkelig dårlig til at være social. Jeg siger aldrig noget når vi er til familie angementer (medmindre jeg bliver spurgt om noget) Jeg hader at snakke og har aldrig lyst til det. 

fornyligt var jeg til et slags bagekursus med min bedsteveninde og ca. 10 andre piger. jeg var hele tiden utryg, men mestnnpr min veninde ikke var der. Da jeg så skulle spørge en om noget tog det mig virkelig lang tid for at tage mig sammen og spørge. Da jeg så spørge var jeg virkelig nervøs. 

jeg har flere gange været på mange lejreture hvor jeg altid sidder selv fordi jeg ikke tør gå hen til nogen. der kan gå flere dage på sådan nogle ture, før jeg tør sådan rigtig at suge noget til nogen.

i min klasse er det ikke helt så slemt, jeg kan sagtens snakke normalt med folk når min bedste veninde er omkring mig. hun har været min bedste veninde ligesiden jeg startede i skole, og det har altid bare været mig og hende sammen, i skolen og i fritiden. Det er som om jeg er meget mere tryg når hun er omkring mig. Men jeg har heller ikke rigtig andre venner end hende.

det er så virkelig slemt når jeg skal fremlægge. Jeg hader at være midtpunktet og jeg for det altid dårligt/ondt maven og jeg kan begynde at ryste virkelig meget. nogle gange kan det næsten føltes som om jeg går helt blank, så jeg begynder at glemme fyldstændig hvad jeg skal sige, og jeg kan kun kikke ned i mit papir. det er virkelig frustrerende fordi det trækker meget ned i mine karakter.

jeg har også hele tiden den tanke i hoved hvad folk mon tænker om mig, og jeg er bange for hvad folk syntes om mig. Det piner mig virkelig meget og det giver mig også rigtig dårlig selvværd når jeg hele tiden føler at folk hader mig.

jeg føler med tiden det bliver værre og værre og har mindre lyst til at deltage i ting med andre folk... burde jeg gøre noget ved det? hvis ja, hvad skal jeg gøre?

Svar: 

Kære Line

Tak for dit brev.

Jeg tænker, at der er rigtig mange - både unge og voksne - som kan genkende det, du fortæller. Vi har alle social bekymringer, og vi bliver stort set allesammen lidt nervøse, hvis vi skal holde en fremlæggelse eller gøre noget andet foran andre. Særligt når man ikke er vant til at gøre det, eller hvis det er første gang, at man skal gøre noget, så er det helt normalt, at man bliver bekymret. Samtidig er det også helt normalt og faktisk også en lidt god ting, at vi bekymrer os om, hvad andre tænker om os. Hvis vi ikke gjorde det, så ville mange nok bare gøre, hvad der passede dem og være helt ligeglade med, hvad andre synes om det. Når det i stedet betyder noget for os, hvad andre tænker om os, så får det os til at tænke over, om de ting, vi gør, er okay overfor andre, og på den måde kan man få et samfund ligesom vores, hvor vi hjælper hinanden og langt hen af vejen er venlige overfor hinanden.

Selvom at vi alle har sociale bekymringer i et eller andet omfang, så er det forskelligt hvor ofte, man oplever de sociale bekymringer. Nogle oplever dem meget lidt og er enormt udadvendte, og andre oplever dem oftere og er mere indadvendte og generte. Det er helt okay, og der er ikke noget galt i at være en af dem, som trives bedst med at være lidt i baggrunden, eller som har det bedst med få gode venner end mange. Når det så er sagt, så er der desværre også nogle mennesker, der oplever, at de sociale bekymringer vokser sig større og større, indtil de ikke længere bare kan ses som generethed, fordi de sociale bekymringer til sidst er så store, at de fylder det hele. Når sociale bekymringer bliver så store, at de begynder at forhindre os i at gøre nogle ting, som vi gerne vil, eller forstyrrer ens hverdag såsom skole eller arbejde, så begynder man at tale om, at det er social angst eller socialfobi.

Der er ikke nogen perfekt skelnen mellem, hvornår noget "bare" er generthed, og hvornår noget er social angst. Det afhænger af personen og situationen, og hvad man ligsom vil synes er en stor forstyrrelse af ens liv. Derfor kan jeg ikke fortælle dig, om du er nået til et sted, hvor man ville se det som angst. Samtidig tænker jeg også, at det måske heller ikke er så vigtigt, om det er angst eller ej. Det vigtige er, om du føler, at det her står i vejen for dig, og at du ville ønske, at det var anderledes? Hvis du gør det, så er måske en god idé at prøve at gøre noget ved det. Og det kan man nemlig godt. Der er rigtig mange psykologer i Danmark, som gennem terapi kan hjælpe folk, hvis deres sociale bekymringer fylder for meget. Og man behøver ikke at have decideret angst for at gå til psykolog. Det er helt okay, og nogle gange også bedre at prøve at arbejde med det, inden det bliver alt for voldsomt.

Derfor er mit råd til dig at prøve at tale med dine forældre om det, du oplever. Herefter kan det være en rigtig god idé at tale med din læge, som kan hjælpe jer videre til en psykolog, hvis det er det, I bliver enige om. Alternativt kan man også selv prøve at finde en psykolog. Der kan godt være ret lang ventetid hos de psykologer, som man bliver henvist til gennem sin læge, så derfor kan det være en god idé at finde en selv. Det kan man f.eks. gøre via den her hjemmeside. Så kan man altid prøve at skrive til et par stykke og se, hvem man føler sig mest tilpas med. Hvis man så, efter man er gået igang, kan mærke, at man ikke liiiige klikker alt for godt med den psykolog, man valgte, så er det også altid tilladt at skifte igen. Bare fordi det ikke virker med én psykolog, betyder det ikke, at det ikke kan fungere med nogle psykologer. Psykologer er nemlig også bare mennesker, og man kan ikke klikke lige godt med alle.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har mod på at tale med nogen om dine bekymringer. Hvis du nogensinde har brug for en snak med nogen, du ikke kender, så er du også altid velkommen i vores chatrådgivning.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Varme tanker og store knus,

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program