Jeg har skrevet om min veninde. Om en relation, hvor jeg har følt mig ligegyldig og så alligevel ikke. Hvor jeg føler, at jeg har vægtet vores relation mere ned hun har, for så at blive i tvivl, fordi hun til tider har meldt ud, at den betød meget for hende. Men, når jeg akut har manglet svar, stillingtagen fra hende, så har hun været tavs. Det har sat sig i mig, som en "tvivl" og som "stress" over noget, som jeg ikke blev klog på. Men glad og "tilfreds" det har jeg ikke været. Hendes bryllup kom jeg ikke med til pga sygdom. Det samme med polterabend. Hun sagde at hun var skuffet, men forstod. Men det ved jeg ikke om er den helt ærlige holdning fra hendes side. I sommers var der en akut situation, hvor jeg græd og ringede til hende. Hun lyttede og så lyttede hun ikke helt alligevel. For efter 1 min og 14 sekunder ( så jeg bagefter på min mobil) så sagde hun, at hun heller måtte gå ind i stuen til hendes forlovede som var ved at samle et Ikea Skab! Igen , så er jeg i "tvivl" om det er mig den er gal med? Hele tiden denne "tvivl" om jeg må være skuffet, ked af det??? Hvis min veninde ringede akut og græd, og min kæreste var i stuen ved siden af med et skab, som han var ved at samle, så måtte skab være skab. Min veninde skulle ikke føle, og have at vide, at hun var "besværlig" og at hun afbrød "noget vigtigt" ( Læs: det er IKKE det skab der er vigtigt her!) I fredags meldte jeg ud på Messenger, at jeg godt kunne komme hjem til hende idag mandag, hvor vi skal ses. eller det skulle vi. for det kommer vi ikke til. For vores relation, den vil jeg ikke mere. Hele weekenden har jeg ventet på svar. Om hvorvidt jeg skulle komme hjem til hende. Hun er jo gift nu og bor med sin mand i en ny lejlighed et pænt stykke fra ejendommen, hvor jeg bor og hvor hun også boede til hun blev gift. Sagen er den, at hun igen har skullet tage stilling. Melde ud og måske "skuffe" mig. Men det der igen og igen viser sig er, at hun ikke melder ud. At jeg ser at hun er på Facebook. Og at hun ikke svarer. På mig virker det som om hun bevidst venter på, at jeg skriver og "letter" hende fra at tage stilling og dermed ansvar. At hun igen efterfølgende vil sige en masse om, at "jeg er en synder og ikke altid den ven jeg gerne vil være". Men det vil jeg ikke mere. Idag her kl 06 om morgenen ved jeg ikke om vi skal ses??! Jeg ved, at vi reelt har en aftale idag. Jeg har så også igen lige gjort noget, som afviger fra det jeg besluttede. Jeg har skrevet om jeg skal komme hjem til dem/hende? Direkte og venter svar..igen...! Og at jeg oplever hende som tavs. I samme sekund får jeg dårlig samvittighed. Og synes jeg er hård. Igen barndommens lærdom om, fra min mor, om at jeg aldrig må sige nej til et vensskab/afbryde et venskab, til andre mennesker, lige meget hvordan de så behandler mig! Det er jo en "syg" lærdom. At man skal finde sig i alt! Men det er det jeg har med. At jeg skal være glad at andre mennesker gider mig. Det har jeg ordret fået at vide hele livet. Jeg tror min venindes mand er hjemme idag, hvorfor hun ikke vil have, at jeg kommer hjem til dem. Men det er ikke det om det handler om. Det er ikke selve "svaret". Men at hun kører rundt med mig. At hun ikke "gider" svare, når jeg har behov. At hun ikke tager ansvar. At hun altid, når jeg har det svært, skriver, at "vi må mødes". En måde at sige på, jeg kan se, at du akut har det skidt men jeg gider ikke akut "ofre" tid på dig, så du kan "brokke dig" når vi mødes. forstår I hvad jeg mener ? Det der med, at man er i akut nød/ked af noget, rækker ud, ringer, og så får man bare igen og igen at vide, at "vi må mødes"..... Jeg skriver ikke mere. Og jeg gør ikke mere. Men er jeg for konsekvent tænker jeg nu? Jeg har næsten ingen venner. Skal jeg alligevel være i dette, som jo tydeligt er helt på hendes præmisser? Hvorfor tager hun ikke ansvar? Hvorfor tror jeg ikke, at hun gider skrive retur nu, hvor jeg igen venter, og stesses, indtil jeg viser mig selv omsorg og går imod barndommens lærdom om, at jeg gerne må sige fra. skal sige fra. Fordi min veninde ikke gider mig og ikke engang gider lytte, når hende veninde ringer og er ked af det og jeg affejes med ord om, at hun hellere vil være hos sin forlovede, som blot er ved at samle et skab! Hvad skal jeg have om tanker om denne relation? Undgå at føle skyld over jeg ikke magtede at være i den mere? Jeg har aldrig givet så meget af mig selv, som til hende føler jeg. For så at få "afmålte" investeringer i relationen retur, når det passede hende. Jeg føler mig til grin! Vred og ked af det. men mest ked af det. Over, at hun aldrig kommer til at kunne se på sin andel i dette her. Hvordan kommer man videre, når man har sagt fra og sidder med sorg og dyb undren?