Kære Alma.

Tusind tak for dit brev. Jeg forstår virkelig godt du synes det hele er hårdt lige nu. Med det du beskriver, så kan jeg sagtens forstå du føler dig overset og at det kan føre til at du til tider føler dig mindre værd. Det kan lyde som en lille ting når nogen ikke lige får spurgt om lov til at låne noget eller tager din plads, men de små ting kan godt gå hen og blive store, når du i forvejen ikke rigtig bryder dig om din mors kæreste. Du stiller ikke noget spørgsmål i dit brev og det er helt okay. Jeg vil alligevel godt prøve at komme med nogle få råd, som du måske kan tænke over eller bruge hvis du har mod på det.

Du kan tænke over om det netop er fordi du ikke kan lide Rune at det rammer dig så hårdt. Måske det ville være nemmere at sige "pyt", hvis I fik et bedre forhold til hinanden? Prøv at tænke over om der er noget du godt kan lide ved Rune? Måske at han gør din mor glad? Uanset om din mor og Rune skal være kærester i lang eller kort tid, så  synes jeg det er vigtigt at du får talt med din mor om dine følelser. Jeg tænker ikke at hun synes du er mindre værd end de andre. Tværtimod. Måske hun slet ikke ved at du går og har disse tanker? Du kunne fortælle hende om de situationer du nævner i dette brev. Det kan være lidt nemmere at tale om problemet, når man har konkrete eksempler. Sammen kan I tale om hvilke regler der skal være når I alle er sammen. For eksempel at man lige spørger først inden man bare leger med andres ting. 

Jeg håber du kan bruge mit svar og jeg håber virkelig også at du finder modet til at tale med din mor, så I sammen kan finde en god måde at være sammen på.

De bedste hilsner, Lisa.