Et svært valg

brevkassespørgsmål

Et svært valg

brevkassespørgsmål af
Fortvivlet
20 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Hej. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min kæreste og jeg mødtes på vores uddannelse. Efter at have mødtes et par gang blev jeg interesseret men han sendte mindede signaler. Vi kom dog sammen men det var ikke et godt forhold. Der var altid en undskyldning for at aflyse vores planer, han slappede aldrig af og fortalte mig aldrig noget og han trak sig ind i sif selv hver gang jeg gjorde noget romantisk. Det gjorde så godt at vise at jeg elskede ham højt men han virkede ikke engang til at kunne lig mig. Efter et halvt år kunne jeg ikke mere og skrev til ham at vi skulle snakke. Vi mødtes og han snakkede allerede om forholdet som datid og virkede mere lettet og på ingen måde ked af det. Jeg var grædefærdig da jeg kom ind af mon hoveddør fordi det gjorde så godt at han slet ikke ville kæmpe for det men mere virkede ligeglad. Nogle dage efter var der fest på uddannelsen og jeg vidste at han hille være der. Jeg havd tænkt på ikke at dukke op men jeg tænkte at han ikke skulle se at breakupen havde påvirket mig. Jeg dukkede op men fik drukket lidt for meget. Han satte sig ved siden af mig og på det her tidspunkt var jeg vred. Han var kun glad for at slippe af med mig sådan et røvhul tænkte jeg. Jeg prøvede at sidde andre steder men han var der hele tiden. Jeg begyndte at blive mere sur og endte med at fornærme ham meget af aftenen og sige til ham at jeg ikke ønskede at være i nærheden af ham. Han lyttede dog ikke. jeg tog hjem da det hele blev for meget og han fulgte mig, på tros af at jeg sagde at han var et høvhul og skulle lade mig være i fred. Han tog mig nok ikke seriøst da jeg må have lyder fuld. han stod ved døren til min lejlighed og kiggde på mig og jeg var ikke længere sur men savnede ham. Jeg inviterede ham ind til en snak. Han sagde at han var usikker og ikke havde haft gode oplevelser med tidligere forhold og det var derfor han var indelukket. Han sagde også at grunden til at han talte om forholdet som dated med det samme den dag var fordi han troede jeg nok ville slå op selvom jeg bare ville tale om problemerne og prøve at løse dem. Han sagde at han selvfølgelig var ked af det og vidste at han ikke havde været den bedste kæreste og man måske kunne prøve igen en dag, men nok mere venner for nu. Han tog hjem og gav mig et kys på vejen ud. Jeg tog det meste som et farvel kys og blev med det samme ked af det igen. han skrev haj hver 3-4 dag men samtalen var meget overfladisk. En måned efter med det her og jeg havde det forfærdeligt. Jeg spise ikke og drak næsten intet. Kun nok til at holde mig i live. Jeg besluttede at nu kunne det være nok og Jeg tog ud på nogle dates. Jeg gik ud på 2 dates men jeg sagde efter at jeg bare ikke var klar. Det var nok også mest for at distrahere mig selv. jeg er ikke en person med mere end en ven som bor meget langt væk så havde ikke rigtig nogle som kunne hjælpe mig. Jeg fik så en ven som behandlede mig rigtig godt. Det vidste sig at han var interesseret. Han var altid sød ved mig og sagde altid de rigtige ting og vil stadig mene til den dag idag at han var en god fyr og ikke udnyttede mig. Men han ville være mere end venner og jeg overgav mig til sidst fordi han var en god fyr. Jeg sagde til ham at jeg ikke var klar og stadig elskede min eks. Han fortid det godt men ville stadig ikke acceptere venner, så man havde lidt kørende men var ikke direkte kærester og slet ikke offentligt. emndag kom min eks dog fordi og virkede såret over at jeg havde en fyr på besøg. Han kom ind og jeg presenterede ham som en ven. Han gik hurtigt igen og jeg kunne se noget var galt. Jeg sagde til ham fyren at han var nødt til at gå og aftalte at snakke med min eks den aften. Vi mødtes og han spurgte om jeg havde været ham utro. Hvortil jeg forvirret sagde at vi jo havde slået op og ikke var sammen. ham påstod at vi den aften efter festen aftalte at komme sammen igen men det er ikke det jeg husker. Vi snakker og for første gang græder han og jeg kan se at han ikke er ligeglad med mig. jeg tager med ham hjem og snakker og vi ender med at sove i samme seng. Det var rart at være hos ham igen men jeg var ikke klar. Jeg var stadig såret. Han spurgte om at komme sammen igen og selvom min hjerne sagde nej så fik jeg sagt ja. Jeg fortrød det med det samme men følte ikke at jeg kunne trække det tilbage. Nogle dage efter kom den anden fyr forbi selvom jeg havde sagt min eks og jeg var sammen igen. Han gav ikke op og han fik overbevist mig om at min eks ikke var rigtig for mig. Vi begyndte at have noget kørene igen og jeg ville slå op med min kæreste da jeg ikke var klar til at være sammen igen. Dog da jeg så min kæreste kunne jeg ikke få mig selv til det og ville små det af med den anden fyr. Det skete ping pung et par gange og jeg ved at det var forkert. For det var jo utroskab. Jeg prøvede gentagende gange at få den anden fyr væk men han var så god til at få mig til at skifte mening ved at køre på hvordan min kæreste tidligere havde behandlet mig. Jeg var stadig usikker på om min kæreste virkelig holdte af mig og jeg vidste at den anden fyr gjorde. Jeg elskede min kæreste over alt i verden men jeg var bange for at give ham alt af mig på grund af det der skete sidst. Og jeg var ikke sikker på om jeg bogstavelig talt ville kunne overleve den breakup. Han tjekkede dog min telefon fordi han kunne se noget var galt og kunne se beskeder med den anden fyr og ville selvfølgelig slå op. Jeg forsvarede ikke mig selv da jeg ikke kunne se at der var noget jeg kunne sige der ville forklare. Han troede det var hævn for det første hlave år vi var sammen. Jeg sagde dog at det var det ikke. At jeg elskede ham men han troede ikke på det fordi som han sagde. Man kan ikke elske en person og være dem utro. Tro det eller ej det var ikke følelser for ham der manglede. Jeg var skræmt og bange og den anden fyr var god til at manipulere mig selvom jeg ikke tror at det var bevidst fra hans side. han ville snakke. Have en forklaring men på det tidspunkt kunne jeg ikke give ham en ordentlig en selvom jeg prøvede. Jeg gik da jeg ikke kunne det mere og jeg kunne mærke jeg var tæt på et angst anfald. Han gik efter mig og jeg kollapsede udenfor og kunne ikke trække vejret. Jeg døsede han men ca 10 senere vågned ejer helt udmattet og snakkede videre med ham. Han snakkede halvt om at stadig være sammen men jeg sagde at det synes jeg ikke var en god ide selvom det var hårdt at sige. Jeg tog hjem og var tilbage til ikke rigtig at spise og drikke. Jeg havde blokeret den anden fyr da jeg ikke ville have hans indblanding længere og på en måde også mente at han var medskyldig i at min kæreste og jeg slog op igen. Jeg snakkede stadig med min nu eks igen og han kom fordi en dag og sagde at han gerne ville prøve igen. At han var sikker på man kunne komme igennem det. Jeg ville først ikke men sagde ja i sidste ende. Vi stod og græd sammen. Vi har ni været sammen i snart 3 år. Vi bor sammenm, men jeg er stadig overbevist om at det ikke holder. Jeg ved at han ikke har tilgivet mig. Han stoler ikke på mig med drengevenner og det er jeg jo selv skyld i. Når folk snakker om børn og giftes. Han er forresten 27 snart 28 nu så vil han slet ikke hører tale om det. Der var et tidspunkt hvor vi troede at jeg kunne være gravid og han sagde strakt abort. Jeg kan mærke at han ikke vil giftes eller have børn og jeg tror at det er på grund af det der skete den gang. Han er stadig ikke sikker på mig og Det forstår jeg godt. Jeg ved dog også at jeg som minimum vil have børn og jeg føler ved at blive ved ham vælger jeg det fra. Jeg har ikke tilgivet mig selv fra de ting dengang. Og det kommer jeg nok Heller aldrig til. Det ligner ikke mig at gøre den slags. Jeg har heller ikke gjort noget lignende før eller siden. Vi skændtes igår fordi vi havde været ude hos hans venner og sagde bare at jeg gerne ville prøve at få min egen vennergruppe og i det hele taget få nogle flere venner, men han sagde at hans venner var vores venner, selvom jeg ved at de kun snakker med mig fordi jeg er hans værste. Det lader som om jeg ikke er til stede det meste af tiden og spiller eller snakker om spil hele tiden som de ved jeg ikke ved noget om. Så jeg står altid tilbage med følelsen af jeg ikke hører til og bør gå. Det sagde jeg til min kæreste men han er ret uforstående over for det. Jeg ved at mig og ham aldrig var det bedste match og jeg ved at ved at blive med ham vælger jeg nogle ting jeg rigtig gerne vil fra. Jeg har sagt til mig selv at det var fair nok for det jeg havde gjort men er kommet til et punkt hvor jeg siger at jeg måske ikke fortjener at ødelægge resten af mit liv fordi jeg gjorde en dum ting. Mit spørgsmål er om det er bedst at mig og ham slår op. Jeg føler bare at jeg ikke ville kunne få et ordentlig svar uden at man kender hele historien. Jeg ved at det er en lang historie men forhåbentlig giver den perspektiv for min tankegang med at slå op. 

Mvh den fortvivlede 

Svar: 

Kære Fortvivlede,

Jeg kan godt forstå, at det er et svært valg, og jeg kan godt forstå behovet for at høre en mening udefra. For det er en stor beslutning, om du skal slå op med din kæreste eller I skal blive sammen. Når det så er sagt, så synes jeg egentligt, at du stort set svarer på det selv i dit brev.

Når jeg læser dit brev læser jeg om en ung kvinde, der har haft nogle ærgerlige, men ganske almindelige, oplevelser med nogle fyre. Jeg læser om en kvinde, der prøver at lytte til sig selv og mærke efter, hvad det er hun gerne vil, men som samtidig gerne vil tage hensyn til andres behov. Og jeg læser om en kvinde, der måske har lidt en tendens til at sætte andres behov og ønsker før sine egne.

Men jeg læser også om en kvinde, der bliver bedre og bedre til at mærke efter i sig selv, og spørge sig selv "Er det det her jeg ønsker for mig selv og mit liv?". Når jeg læser dit brev får jeg indtrykket af, at nej, det er det ikke. Du slutter af med at skrive, at din kæreste ikke vil have, at du får nogen venner, der er dine egne, at han tydeligvis ikke vil have børn med dig, selvom det er noget du brændende ønsker skal ske en dag, og at han ikke stoler på dig i forhold til andre fyre. De tre ting er, for mig at se, måder han kontrollerer og styrer dig på, hvor du ikke kan få lov at være dig selv, ikke kan få lov at slappe af, og ikke kan få lov at gøre det du gerne vil. I min bog er det tre temmelig store røde flag, der tyder på, at du aldrig vil kunne blive lykkelig i det her forhold.

Oven i det har der været tvivl i jeres forhold af mange omgange, og især i starten, og han har anklaget dig for utroskab. Når jeg læser din beskrivelse kan jeg ikke se, at der skulle have været noget utroskab. I var ikke kærester, og så fandt du en anden fyr. Det må man gerne. At din på det tidspunkt ekskæreste så er jaloux anlagt er en anden ting. Når jeg læser dit brev får jeg fornemmelsen af, at han ikke har kunnet tåle at se dig sammen med en anden fyr, er blevet vred og jaloux og har manipuleret dig til at tro, at det var dig, der var forkert på den. At der så var lidt rod i starten efter I fandt sammen igen, hvor du, som jeg forstår dit brev, var lidt sammen med dem begge to, kan selvfølgelig karakteriseres som utroskab. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så tænker jeg, at det er en ret naturlig reaktion fra din side. Du har ikke kunnet være sikker på, hvor du havde din kæreste henne, har måske haft svært ved at sige nej til både din kæreste og den anden fyr, og er måske blevet smigret af søde ord og overbevisende taler fra begge sider. Ikke at det gør utroskab okay, men det forklarer hvorfor det er sket.

Når jeg læser dit brev læser jeg om en kvinde, der ikke er lykkelig. Jeg læser om en kvinde, der er i tvivl, og om en kvinde, der gerne vil noget andet og mere end det hun har lige nu. Det er helt i orden, for det er et tegn på, at hun lytter til sig selv. Og jeg læser om en kvinde, der gerne vil have sit eget liv, samtidig med hun har en kæreste, så hendes liv ikke kun er at være sin kærestes kæreste. Det hele har stor betydning, men især det sidste her er meget vigtigt. For selvfølgelig betyder det noget for vores identitet, når vi er en del af et forhold. Men forholdet er ikke hele vores identitet, og det er vigtigt, at der også er plads til at være sig selv i et forhold, og plads til at man kan realisere nogen af sine egne drømme. I jeres forhold lyder det til, at du kun kan gøre det, som din kæreste synes er i orden. Det holder ikke. Du er nødt til at have et selvstændigt liv også. Akkurat ligesom din kæreste skal have et selvstændigt liv. Og hvis ikke I kan få det i jeres forhold, så bliver forholdet ikke godt for nogen af jer.

Hvorvidt du skal slå op med din kæreste er det kun dig, der kan beslutte. Forhåbentlig har mit svar givet dig nogle tanker med på vejen, som vil gøre beslutnigen nemmere at træffe. For som jeg skrev i starten, så får ejg indtrykket af, at du allerede selv svarer på det i brevet. For som jeg læser det, så beskriver du mange gode og valide grunde til, at det ikke længere skal være jer to. Og som jeg læser det, handler dit brev mere om at blive bekræftet i, at dine tanker, følelser og oplevelser er i orden, og at de er grund nok til at slå op. Det er de. De er i orden og de er grund nok. Beslutningen er selvfølgelig helt og holdent din. Og de vigtigste spørgsmål du kan stille dig selv er "Er jeg lykkelig? Og hvis ikke jeg er, kan jeg så blive det, hvis jeg bliver?"

Hvis du vælger at slå op med din kæreste bliver det formentlig rigtig hårdt i starten. Det kommer til at gøre ondt på jer begge to, og der kan sagtens komme en periode, hvor du føler dig endnu mindre lykkelig end du er lige nu. Men det bliver bedre. Jeg lover dig, at det bliver bedre. Der kan også sagtens opstå masser af tvivl, og du kan måske få lyst til at trække din beslutning tilbage, når du ser din kærestes reaktion. Men her er det vigtigt, at du holder fast i dig selv og dine ønsker, og ikke lader dig rive med af din impuls til at sætte hans behov før dine egne. Det er aldrig rart at såre og afvise andre, men nogen gange er det nødvendigt. For alles skyld. For du er ikke tjent med at være i et forhold, hvor du ikke er lykkelig, og han er ikke tjent med at være i et forhold, hvor hans kæreste ikke er lykkelig. Selvom det gør ondt, så kan det være det, der skal til.

Beslutningen er i sidste ende din, og kun din. Men jeg håber, at mit svar har givet dig noget af det du ledte efter.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program