Hej. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min kæreste og jeg mødtes på vores uddannelse. Efter at have mødtes et par gang blev jeg interesseret men han sendte mindede signaler. Vi kom dog sammen men det var ikke et godt forhold. Der var altid en undskyldning for at aflyse vores planer, han slappede aldrig af og fortalte mig aldrig noget og han trak sig ind i sif selv hver gang jeg gjorde noget romantisk. Det gjorde så godt at vise at jeg elskede ham højt men han virkede ikke engang til at kunne lig mig. Efter et halvt år kunne jeg ikke mere og skrev til ham at vi skulle snakke. Vi mødtes og han snakkede allerede om forholdet som datid og virkede mere lettet og på ingen måde ked af det. Jeg var grædefærdig da jeg kom ind af mon hoveddør fordi det gjorde så godt at han slet ikke ville kæmpe for det men mere virkede ligeglad. Nogle dage efter var der fest på uddannelsen og jeg vidste at han hille være der. Jeg havd tænkt på ikke at dukke op men jeg tænkte at han ikke skulle se at breakupen havde påvirket mig. Jeg dukkede op men fik drukket lidt for meget. Han satte sig ved siden af mig og på det her tidspunkt var jeg vred. Han var kun glad for at slippe af med mig sådan et røvhul tænkte jeg. Jeg prøvede at sidde andre steder men han var der hele tiden. Jeg begyndte at blive mere sur og endte med at fornærme ham meget af aftenen og sige til ham at jeg ikke ønskede at være i nærheden af ham. Han lyttede dog ikke. jeg tog hjem da det hele blev for meget og han fulgte mig, på tros af at jeg sagde at han var et høvhul og skulle lade mig være i fred. Han tog mig nok ikke seriøst da jeg må have lyder fuld. han stod ved døren til min lejlighed og kiggde på mig og jeg var ikke længere sur men savnede ham. Jeg inviterede ham ind til en snak. Han sagde at han var usikker og ikke havde haft gode oplevelser med tidligere forhold og det var derfor han var indelukket. Han sagde også at grunden til at han talte om forholdet som dated med det samme den dag var fordi han troede jeg nok ville slå op selvom jeg bare ville tale om problemerne og prøve at løse dem. Han sagde at han selvfølgelig var ked af det og vidste at han ikke havde været den bedste kæreste og man måske kunne prøve igen en dag, men nok mere venner for nu. Han tog hjem og gav mig et kys på vejen ud. Jeg tog det meste som et farvel kys og blev med det samme ked af det igen. han skrev haj hver 3-4 dag men samtalen var meget overfladisk. En måned efter med det her og jeg havde det forfærdeligt. Jeg spise ikke og drak næsten intet. Kun nok til at holde mig i live. Jeg besluttede at nu kunne det være nok og Jeg tog ud på nogle dates. Jeg gik ud på 2 dates men jeg sagde efter at jeg bare ikke var klar. Det var nok også mest for at distrahere mig selv. jeg er ikke en person med mere end en ven som bor meget langt væk så havde ikke rigtig nogle som kunne hjælpe mig. Jeg fik så en ven som behandlede mig rigtig godt. Det vidste sig at han var interesseret. Han var altid sød ved mig og sagde altid de rigtige ting og vil stadig mene til den dag idag at han var en god fyr og ikke udnyttede mig. Men han ville være mere end venner og jeg overgav mig til sidst fordi han var en god fyr. Jeg sagde til ham at jeg ikke var klar og stadig elskede min eks. Han fortid det godt men ville stadig ikke acceptere venner, så man havde lidt kørende men var ikke direkte kærester og slet ikke offentligt. emndag kom min eks dog fordi og virkede såret over at jeg havde en fyr på besøg. Han kom ind og jeg presenterede ham som en ven. Han gik hurtigt igen og jeg kunne se noget var galt. Jeg sagde til ham fyren at han var nødt til at gå og aftalte at snakke med min eks den aften. Vi mødtes og han spurgte om jeg havde været ham utro. Hvortil jeg forvirret sagde at vi jo havde slået op og ikke var sammen. ham påstod at vi den aften efter festen aftalte at komme sammen igen men det er ikke det jeg husker. Vi snakker og for første gang græder han og jeg kan se at han ikke er ligeglad med mig. jeg tager med ham hjem og snakker og vi ender med at sove i samme seng. Det var rart at være hos ham igen men jeg var ikke klar. Jeg var stadig såret. Han spurgte om at komme sammen igen og selvom min hjerne sagde nej så fik jeg sagt ja. Jeg fortrød det med det samme men følte ikke at jeg kunne trække det tilbage. Nogle dage efter kom den anden fyr forbi selvom jeg havde sagt min eks og jeg var sammen igen. Han gav ikke op og han fik overbevist mig om at min eks ikke var rigtig for mig. Vi begyndte at have noget kørene igen og jeg ville slå op med min kæreste da jeg ikke var klar til at være sammen igen. Dog da jeg så min kæreste kunne jeg ikke få mig selv til det og ville små det af med den anden fyr. Det skete ping pung et par gange og jeg ved at det var forkert. For det var jo utroskab. Jeg prøvede gentagende gange at få den anden fyr væk men han var så god til at få mig til at skifte mening ved at køre på hvordan min kæreste tidligere havde behandlet mig. Jeg var stadig usikker på om min kæreste virkelig holdte af mig og jeg vidste at den anden fyr gjorde. Jeg elskede min kæreste over alt i verden men jeg var bange for at give ham alt af mig på grund af det der skete sidst. Og jeg var ikke sikker på om jeg bogstavelig talt ville kunne overleve den breakup. Han tjekkede dog min telefon fordi han kunne se noget var galt og kunne se beskeder med den anden fyr og ville selvfølgelig slå op. Jeg forsvarede ikke mig selv da jeg ikke kunne se at der var noget jeg kunne sige der ville forklare. Han troede det var hævn for det første hlave år vi var sammen. Jeg sagde dog at det var det ikke. At jeg elskede ham men han troede ikke på det fordi som han sagde. Man kan ikke elske en person og være dem utro. Tro det eller ej det var ikke følelser for ham der manglede. Jeg var skræmt og bange og den anden fyr var god til at manipulere mig selvom jeg ikke tror at det var bevidst fra hans side. han ville snakke. Have en forklaring men på det tidspunkt kunne jeg ikke give ham en ordentlig en selvom jeg prøvede. Jeg gik da jeg ikke kunne det mere og jeg kunne mærke jeg var tæt på et angst anfald. Han gik efter mig og jeg kollapsede udenfor og kunne ikke trække vejret. Jeg døsede han men ca 10 senere vågned ejer helt udmattet og snakkede videre med ham. Han snakkede halvt om at stadig være sammen men jeg sagde at det synes jeg ikke var en god ide selvom det var hårdt at sige. Jeg tog hjem og var tilbage til ikke rigtig at spise og drikke. Jeg havde blokeret den anden fyr da jeg ikke ville have hans indblanding længere og på en måde også mente at han var medskyldig i at min kæreste og jeg slog op igen. Jeg snakkede stadig med min nu eks igen og han kom fordi en dag og sagde at han gerne ville prøve igen. At han var sikker på man kunne komme igennem det. Jeg ville først ikke men sagde ja i sidste ende. Vi stod og græd sammen. Vi har ni været sammen i snart 3 år. Vi bor sammenm, men jeg er stadig overbevist om at det ikke holder. Jeg ved at han ikke har tilgivet mig. Han stoler ikke på mig med drengevenner og det er jeg jo selv skyld i. Når folk snakker om børn og giftes. Han er forresten 27 snart 28 nu så vil han slet ikke hører tale om det. Der var et tidspunkt hvor vi troede at jeg kunne være gravid og han sagde strakt abort. Jeg kan mærke at han ikke vil giftes eller have børn og jeg tror at det er på grund af det der skete den gang. Han er stadig ikke sikker på mig og Det forstår jeg godt. Jeg ved dog også at jeg som minimum vil have børn og jeg føler ved at blive ved ham vælger jeg det fra. Jeg har ikke tilgivet mig selv fra de ting dengang. Og det kommer jeg nok Heller aldrig til. Det ligner ikke mig at gøre den slags. Jeg har heller ikke gjort noget lignende før eller siden. Vi skændtes igår fordi vi havde været ude hos hans venner og sagde bare at jeg gerne ville prøve at få min egen vennergruppe og i det hele taget få nogle flere venner, men han sagde at hans venner var vores venner, selvom jeg ved at de kun snakker med mig fordi jeg er hans værste. Det lader som om jeg ikke er til stede det meste af tiden og spiller eller snakker om spil hele tiden som de ved jeg ikke ved noget om. Så jeg står altid tilbage med følelsen af jeg ikke hører til og bør gå. Det sagde jeg til min kæreste men han er ret uforstående over for det. Jeg ved at mig og ham aldrig var det bedste match og jeg ved at ved at blive med ham vælger jeg nogle ting jeg rigtig gerne vil fra. Jeg har sagt til mig selv at det var fair nok for det jeg havde gjort men er kommet til et punkt hvor jeg siger at jeg måske ikke fortjener at ødelægge resten af mit liv fordi jeg gjorde en dum ting. Mit spørgsmål er om det er bedst at mig og ham slår op. Jeg føler bare at jeg ikke ville kunne få et ordentlig svar uden at man kender hele historien. Jeg ved at det er en lang historie men forhåbentlig giver den perspektiv for min tankegang med at slå op. 

Mvh den fortvivlede