Sidste skoledag
Sidste skoledag
Hvad skal jeg gøre når jeg er ked af det efter sidste skoledag. Selvom jeg ikke taler med de fleste er jeg alligevel ked af det at jeg nok ikke kommer til at se de fleste igen.
Kære dig.
Tak for dit brev. Jeg tænker, at dét at du er ked af det efter din sidste skoledag, er en helt naturlig reaktion at få, når noget betydningsfuldt i ens liv slutter. Sådan tror jeg, at mange har det. Du har formentlig gået i skole i 10 år, og måske gået på den samme skole med de samme personer i 10 år. Derfor er det også meget almindeligt, at man kan blive rørt og ked af det, når man stopper og skal sige farvel.
Selvom du ikke taler med de fleste, og måske ikke kommer til at se så mange af dem, du har gået i skole med igen, kommer jeg til at tænke på, om du har én eller et par stykker, som du kan forestille dig at holde kontakten med? Måske du har en eller flere fra din skole, som du kan tage kontakt til i løbet af sommeren og spørge om I skal ses? Og måske kan I fortsætte kontakten fremover også. Det kan være hyggeligt at have nogle, som man stadig ser og kan mindes de gode stunder fra folkeskoletiden sammen med. Det behøver bestemt ikke at være hele klassen, men en enkelt person kan bruges til at holde minderne ved lige sammen med. En idé kan også være, at foreslå din gamle klasse om I skal holde en reunion, eksempelvis til en julefrokost. På den måde kan I holde fast i at ses en gang imellem, og det kan måske gøre tristheden over det der er forbi lidt nemmere at bære.
Nu ved jeg ikke, hvad du har af planer efter sommerferien. Men måske du skal i gang med noget nyt og spændende, som du kan se frem til og begynde at glæde dig til, når trisheden over at være stoppet i folkeskolen har lagt sig. Det skal helst sikkert nok blive godt igen. Som sagt er det helt forståeligt og naturligt, at det kan være svært og trist at afslutte noget i ens liv, der har fyldt SÅ meget, og som sikkert også har haft en stor betydning, for den du er i dag.
Jeg vil også råde dig til at snakke med nogen om, hvordan det har været for dig at afslutte din tid i skolen. Det kan eksempelvis være med dine forældre, et familiemedlem eller en anden der er lidt ældre end dig. De vil helst sikkert kunne genkende nogle af de samme tanker og følelser som du har, og så kan de måske fortælle hvordan det har været for dem og hvad de har gjort når de har stået i en lignende situation som den, du står i lige nu. Du er helt sikkert ikke alene.
Jeg håber, at du kan bruge svaret, og at du får en god sommer med nogle dejlige ting at lave og nogle gode ting at se frem til.
De bedste hilsner fra
Gro.