Sex

brevkassespørgsmål

Sex

brevkassespørgsmål af
Den bange
16 år
Oprettet 2 uger 1 dag siden

Hej Jeg er en pige på 16 år, som havde sex for lidt under 2 uger siden.... jeg er ikke glad for sex med fik lysten og gjorde det, men nu er jeg ekstremt bange for at jeg skulle være blevet gravid... vi brugte kondom og det føltes meget sikkert, men det var første gang drengen tog et kondom på, så jeg er bange for at han ikke gjorde det ordenligt... jeg har i 2 uger nu været bange for om jeg var blevet gravid, men ville vente på at min menstruation kom, min menstruation skulle havet været kommet for 3-4 dage siden, men den er ikke kommet.... den er nogle gange lidt uregelmæssig, men jeg er virkelig rædselsslagen for at være gravid (min mor ved ikke jeg har haft sex).... håber jeg kan få svar på noget Hilsen den bange

Svar: 

Kære Bange,

Dejligt, at du har haft en god oplevelse med sex, men øv, at du har gået og været så bekymret siden.

Når man har haft sex - også selvom det er med beskyttelse - vil der altid være en risiko for graviditet. Dog er kondom et af de sikreste præventionsmidler, og så længe det ikke er sprunget eller gledet af undervejs, burde du være home safe.

Ud fra den måde du skriver på har jeg fornemmelsen af, at det er noget du allerede godt ved, men at det ikke hjælper dig synderligt meget, fordi du alligevel bliver bekymret. Det er helt normalt at bekymre sig, men det kan blive problematisk, hvis bekymringerne tager overhånd, og begynder at fylde alt i ens tanker. Det lyder til, at det er det, der er sket for dig.

Når man, som dig, går og er bekymret for at være blevet gravid, kan man bliver så stresset af det, at det forsinker ens menstruation eller menstruationen helt udebliver. Så det at din menstruation ikke er kommet kan være et tegn på graviditet. Men det kan ligeå vel være, at det er sket som følge af, at dine tanker har kredset om, hvorvidt du er gravid.

Den eneste sikre vej til at finde ud af om du er gravid er ved at tage en graviditetstest. De kan købes i håndkøb på apoteket og i de fleste supermarkeder. De fleste tests er meget sikre, men hvis du vil være 100% sikker kan du tage et par stykker over et par dage. Koncentrationen af det hormon, som testen måler på, stiger nemlig meget hurtigt, så jo længere man venter med at teste, des sikrere og tydeligere er svaret. Hvis du tager to-tre tests over to-tre dage, og de alle er negative, kan du roligt regne med, at du ikke er gravid.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig, og kan give dig lidt ro i maven.

Held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program