Selvmord selvoptaget?

brevkassespørgsmål

Selvmord selvoptaget?

brevkassespørgsmål af
Athena
15 år
Oprettet 3 måneder 6 timer siden

Hej...<3 

går i tænker MEGET ALVORLIGT på selvmord?...

Men tænker også SÅ STÆRKT PÅ MIN FAMILIE KONSTANT! Hvordan jeg vil efterlade dem der... Mit problem er egentlig ikke at jeg er i tvivl om jeg vil dø.. Men dem jeg efterlader.. Det gør ondt helt ned i maven på mig.... er så færdig over det. Har lyst til bare at blive og kunne finde ud af tingene...

men jeg har oplevet nogen ting som jeg IKKE HAR OG HELLER IKKE kommer til at snakke med nogen om nogensinde.. Det sidder SÅ HÅRDT I MIG OG STRAMMER... Jeg kan SLET ikke holde tanken ud om at skulle leve med det... Jeg er HELT færdig over det og jeg kan ingenting.. Kan ikke engang se en god serie længere fx. Kan ikke andet end at ligge og skrige, græde, RYSTE, kaste op og stirre op i loftet... Har sammenlagt brugt næsten 2 år på psykiatrisk afdeling siden jeg var 12 år... Er HELT ØDELAGT INDENI, og ser intet lys... Det meget voldsomt...

såå.. Mit spørgsmål.. er det selvoptaget at begå selvmord? Hvad syndes du/andre? er det selvoptaget når folk begår selvmord? Jeg er godt MEGET KLAR OVER det også rammer de pårørende f**king hårdt når en forlader verden...Men personen der gør det, gør det jo IKKE BARE SÅDAN LIGE.  Er det MEGET selvoptaget når folk vælger livet helt fra, fordi der slet ingen anden udvej er? Andres tanker om det? :( ER SÅ ULYKKELIG! Endten skal det her FULDSTÆNDIG KNUSE MIG ELLER MIN FAMILIE LANGT UD I FREMTIDEN...

vil også bare gerne vide om omverden vil mene jeg er TOTALT selvoptaget hvis det snart ikke lykkes mig at kæmpe mere

vh mig

Svar: 

Kæreste Athena!

Du spørger, om folk vil tænke, at det er selvoptaget at begå selvmord, og jeg kan virkelig godt forstå, at den her tanke fylder enormt meget hos dig, når du har det, som du har det. Jeg tænker, at det er et rigtig svært spørgsmål at svare på, for jeg ved ikke, hvad andre vil tænke. Nogle vil måske tænke, at det er selvoptaget, imens andre ikke vil. Det er rigtig svært at vide. Jeg tænker også, at det måske særligt er dine nærmeste, som du er nervøs for? Dem kender du bedre end jeg, og derfor kan jeg desværre ikke fortælle dig, om de vil tænke, at det er selvoptaget. Men jeg føler mig overbevist om, at du har ret i, at det vil ramme dem rigtig hårdt at miste dig, fordi de elsker dig.

Jeg kan også fortælle dig, at jeg er virkelig ked af at høre, at du har det så svært, som det er tydeligt for mig, at du har det. Der er meget smerte, tristhed og frustration i dig og dine ord, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage det hele fra dig med et snuptag, for du fortjener ikke at stå et sted, hvor selvmord føles som den eneste mulighed. Det er der ingen, som gør. Men selvom livet har været hårdt, og selvom de ting, du har oplevet, har været frygtelige, så bider jeg mærke i, at du skriver, at en del af dig har lyst til at blive og til at finde en vej ud af mørket. Du skriver også, at det gør ondt helt ned i maven på dig, når du tænker på dem, som vil stå tilbage. Begge de ting giver mig en fornemmelse af, at der er en styrke indeni dig, som trods alt stadig er stor, og jeg tror på, at der er en vej ud af mørket for dig.

Jeg vil ikke lyve for dig. Vejen ud af mørket er sjældent let. Det kræver hårdt arbejde, og det tænker jeg, at du ved og har mærket efter næsten to år på psykiatrisk afdeling. Men selvom det kan tage lang tid og være hårdt, så kan det lade sig gøre. Selvmord er aldrig en udvej ud af mørket. Selvmord er en ende på alt også det gode, og der er så mange ting, som man vil gå glip af. Men der er andre veje at tage, for tingene kan blive bedre, og det tror jeg også på, at de vil blive for dig, hvis du hænger i. Hænger i ikke kun for dem, som du elsker, og som elsker dig, men også hænger i for dig selv. Du fortjener at mærke og opleve alt det, som livet har at tilbyde af glæde og varme.

Jeg ved, at det kan føles, som om at der ikke er noget liv på den anden side, og jeg hører dig sige, at du slet ikke kan holde tanken ud om at skulle leve med det, som du har oplevet. Men jeg tror på, at der er en vej ud på den anden side også for dig. Og jeg tror, at det starter med at tale om det, selvom at det lige nu føles umuligt. Det er ikke nemt at åbne op omkring de allersværeste ting i livet. Det er mega svært, og tit er det fordi, at det måske også er noget, som er skamfuldt for en. Hvis det samme gør sig gældende for dig, så vil jeg gerne fortælle dig, at uanset hvad det er, så er det okay, og der vil være folk, som vil lytte, forstå og acceptere det.

Det er svært at åbne op, men samtidig er det for langt de fleste også det, som gør den helt store forskel. Og derfor tænker jeg på, om der kunne være en idé i at øve sig i at snakke med nogen om det? Det behøver ikke at være store skridt, du tager. Du kan øve dig med skridt, som kan være præcis så små, som du kan overskue det. Måske det f.eks. kunne være en idé at starte med at skrive det på en lap papir eller optage en lille lydfil, som du kan slette igen? Det kan også være at sige det højt et sted, hvor ingen kan høre dig, eller at sige det til et billede af en, du kender? Det kan være at skrive det her i vores eller andres brevkasser, hvor ingen ved, hvem du er, eller det kan være at komme forbi en chat som vores, hvor du også er helt anonym, og hvor du aldrig skal føle dig tvunget til at sige mere, end det du kan overskue på dagen? Min tanke er, at hvis du øver dig på nogle af de her måder, så tror jeg, at du med tiden vil blive klar til at åbne op overfor en af dine nærmeste eller en behandler. Og det er bare langt lettere for både din familie og dine behandlere at give dig den hjælp, som du har brug for, og som du fortjener, hvis de ved, hvad det er, som piner dig inderst inde. Samtidig tror jeg også, at noget vil lette sig fra dine skuldre, når der ikke længere er den her hemmelighed, som du skal bære på helt alene.

 Jeg forstår, at det er svært, og jeg ved, at det ikke er noget, som du "bare lige" kan gøre. Men jeg tror på dig og på, at du kan nå dertil, hvor du kan. Jeg håber, at mit svar har kunnet hjælpe dig lidt videre i den retning, og jeg håber, at du ved, at du ikke er alene. Så hvis du har brug for nogle at snakke med, enten om det som er sket for dig, eller om dine tanker om selvmord, så er du altid velkommen her. Og har du ikke har lyst til at åbne op her, så er der også andre muligheder, som f.eks. Livslinien, Psykiatrifonden, Børnetelefonen, Aldrig Alene eller mange andre. Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg sender så mange varme tanker og store kram din vej.

De kærligste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program