Selvmord

brevkassespørgsmål

Selvmord

brevkassespørgsmål af
Caroline
12 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Jeg vil gerne dræbe mig selv. Jeg havde tænkt at tage 14 panodiler. Kan man dø af det? Hvor gammel skal man være for at købe dem? Jeg kan ikke overskue at leve mere. Jeg er træt af det. Det er ikke fordi jeg ikke har et godt liv. Jeg har nogle fantastiske forældre og venner. Vil bare ikke rigtigt tale med mine forældre om det.(Kan ikke lide at have de slags samtaler med dem) jeg har joket lidt om det med min ene veninde. Hun ser bekymret ud nogle gange. Jeg vil gerne tale med hende om det med vil ikke have at hun siger det til nogen. Er overdosis overhovedet den bedste måde? Hvilke piller er bedst? Jeg vil bare gerne have det overstået så hurtigt som mugeligt. Jeg skære allerede i mig selv. Min mor så det en gang men sagde bare at det var min kat. Jeg er bange for at hun ved det. Er det bedre hvis jeg bare skære pulsåren over? Hvor ligger den og hvor dybt skal jeg skære?

Svar: 

Kære Caroline

Jeg er ked af at høre, at du har det så svært for tiden, at du har lyst til at tage dit eget liv. Men jeg er glad for at du skriver herinde i brevkassen, fordi det fortæller mig, at du gerne vil have noget hjælp til de svære tanker, og det skal du bestemt også have. Det er super godt gået, at du skriver herind til os.

Der er ingen tvivl om, at du er i en svær periode af dit liv. Når man har det rigtig svært, så kan tankerne om selvmord komme, fordi at ens hjerne forsøger at få de svære tanker og følelser stoppet. Tankerne om selvmord er en slags advarsel fra hjernen om, at der er noget som man har det rigtig svært med for tiden. Når tingene er svære, så kan selvmord virke som en løsning, fordi man på den måde slipper væk fra de svære tanker og følelser. Men så får man ingen glæde af at det svære stopper, hvis man ikke er her længere.

Du skriver, at det ikke er fordi du ikke har et godt liv og at du har nogle fantastiske forældre og venner. Det giver mig et indtryk af, at du har en følelse af, at du ikke "burde" have det dårligt, når nu du har et godt liv, gode forældre og gode venner. Hvis det er rigtig forstået, så vil jeg bare sige, at man sagtens kan have det svært, selvom man grundlæggende har et godt liv osv. Det er helt okay, at du har det svært for tiden og det er ikke noget du skal føle dig skyldig over (hvis det er det du gør).

Jeg vil rigtig gerne gøre alt hvad jeg kan, for at hjælpe dig. Jeg kan ikke svare på dine spørgsmål og tanker om, hvordan man tager livet af sig selv, men jeg kan give dig en masse støtte og gode ideer til, hvor og hvordan du kan opsøge mere hjælp. Og det fornemmer jeg, heldigvis, at du også gerne vil have.

Her på Cyberhus har vi snakket med mange unge, som har de samme tanker som du giver udtryk for. Derfor har vi også hjulpet mange til at tage det første skridt, til at få det bedre. En af de ting, som er allervigtigst, når man har det svært, er at få snakket med nogen om det. Du skriver at du ikke har lyst til at snakke med dine forældre om det, da du ikke kan lide at have den slags samtaler med dem. Jeg tænker dog at det er vigtigt, at du får talt med nogen om det. Hvis ikke du har lyst til at tale med dine forældre, så er der måske nogle andre i din omgangskreds, som du kan snakke med? Jeg har lyst til at dele en pointe fra et tidligere brevkassebrev, som jeg synes er vigtig også at fortælle dig:

Jeg har mødt mange unge der tænker på samme måde som dig. At de ikke vil sige noget til nogen, fordi de er bange for hvad andre vil tænke om dem. Prøv at vende spørgsmålet om. Hvad ville du tænke om en du kender, hvis de fortalte at de havde det svært? Ville du tænke at de var forkerte eller mærkelige? De fleste ville først og fremmest tænke at de gerne ville hjælpe og støtte. Mange ville tænke at den der tør bede om hjælp, er vildt sej. Det synes jeg i hvert fald du er. Når man beder om hjælp og tør vise at man har det svært, så tør man også vise sin sårbarhed. Det er svært, og derfor er det netop noget af det modigste og sejeste et menneske kan gøre. Jeg er sikker på at der er mennesker omkring dig, der tænker på helt samme måde.

Grunden til at jeg deler det med dig her, er fordi jeg tænker at det er vigtigt at du husker på, at selvom det kan føles svært og grænseoverskridende, at tale med andre om det, så husk på, at den du snakker med, med stor sandsynlighed vil blive glad for at du fortæller om det svære. Derfor synes jeg du skal prøve at se, om du kan få talt med dine forældre - eller en anden voksen du kender og er tryg ved - om det. Det behøves ikke at være begge dine forældre du taler med, det kan også bare være den ene af dem, hvis du har det bedre med det.

Det er vigtigt du får noget hjælp. Hvis du ikke føler dig klar til at tale med dine forældre eller en anden voksen du er tryg ved, så er der også andre muligheder for hjælp. Du kan for eksempel prøve at skrive (anonymt, selvfølgelig) til vores SMS rådgivning på nummeret 25 80 60 60. Her kan du have en dialog med en rådgiver om dine svære tanker og følelser. Rådgiveren vil også kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du kan snakke med en voksen i dit nærmiljø om, hvordan du har det - eller hjælpe med at finde ud af, hvor man ellers kan henvende sig for at få mere hjælp.

En anden mulighed er at få rådgivning på Gruppechat.dk. Her kan du snakke med andre unge og en rådgiver om, hvordan du har det. Der er forskellige grupper med forskellige emner og lige for tiden er der også en gruppe der handler om at have selvmodstanker og om, hvad man kan gøre for at få det bedre.

Jeg håber at mit svar har givet dig noget du kan bruge og så håber jeg at du får talt med nogen om dine svære tanker - det fortjener du virkelig.

Jeg sender dig en masse varme tanker og krydser fingre for at det hele snart bliver bedre.

Omsorgsfulde hilsner fra Freja

 

 

Frejas billede
Freja fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program