Savner min lære

brevkassespørgsmål

Savner min lære

brevkassespørgsmål af
Benven
13 år
Oprettet 3 år 1 måned siden

Jeg er 13 år og er lige startet på en ny skole altså den gamle gik kun til 6.klasse men jeg savner min gamle lære så meget at jeg søger på Google efter dem og at jeg nogle aftener græder mig i søvn (dog ikke så tit). Det er lidt som om at mine veninder de ikke savner dem lige så meget som mig for de siger ikke noget og de vil Helle ikke op og sige hej vi har været der en gang men jeg vil gerne igen.

Svar: 

Hej Benven. 

Det kan være rigtig svært at starte på en ny skole, særligt når man har været glad for den gamle, som det lyder til, at du har været. Jeg kan godt forstå, at det er svært at skulle undvære lærere, som man har været glad for. De har trods alt en stor rolle i ens liv, så der er intet i vejen med, at du savner dem, selvom dine veninder måske ikke gør. Måske har de ikke haft en ligeså stor betydning for dem, eller haft den samme tilknytning, som du måske har. 

Når du savner dem så meget, så kan jeg godt forstå, at du gerne vil besøge dem igen. Jeg tænker på, om du behøver at have dine veninder med for at besøge dine lærere? Dine lærere vil sikkert blive glad for, at du stadig tænker på dem og gerne vil besøge dem. Hvis du ikke har lyst til at tage selv afsted, kunne det så være en idé at snakke med dine forældre? Måske en af dem ville tage med dig. Ellers kunne det måske være en idé at skrive til dem? Dine forældre har sikkert stadig kontaktinformationer eller kan få fat på dem gennem skolen. På den måde kan du stadig holde kontakten med dem, eller i hvert fald få sagt, at du savner dem. Det vil sikkert være rart for dig at høre fra dem, når du savner dem så meget. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og vil overveje at besøge dem alligevel eller i hvert fald skrive til dem. Det er i hvert fald  vigtigt at du ved, at der er intet i vejen med at savne ens gamle lærere. 

Mange hilsner
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program