Hej

Dette brev biver nok lidt kompliceret og indviklet. Men lad os komme lige til sagen.

Jeg skærer i mig selv. Jeg har fortalt min klasselærer det, og han har fortalt mig at han ikke har sagt noget til vores skoleinspektør. Jeg taler med ham om mine problemer, men jeg går ikke til psykolog. (Jeg har været frivilligt hos skolepsykologen tre gange, men droppede det da jeg ikke følte der var en pointe i det)

Lærerne på min skole ved godt hvem jeg er. Jeg har problemer i idræt og har fået nogle "særlige regler". Jeg var en dag i marts kaldt ned til skoleinspektørens kontor. Hun spurgte til idræt og sådan noget. Hun sagde: "Jeg ved godt hvordan det er at være ung. Nogle unge piger spiser fx anderledes eller skærer i sig selv. Kan du genkende noget af det?" og det svarede jeg nej til (jeg løj over for hende). Jeg sagde til hende, at jeg ikke ville have mine forædre informerede omkring vores samtale eller omkring idræt. Hun svarede, at det ikke var noget jeg kunne bestemme, og det var egentligt det "møde". 

Men her mandag d. 12 maj, fortæller min mor at hun er blevet ringet op af skoleinspektøren (det skal lige siges, mine forældre godt ved jeg har problemer i idræt, men ikke hvorfor. De ved heller ikke at jeg skærer i mig selv), og skoleinspektøren har fortalt at hun er bekymret for mig, og hun kan se at jeg har tabt mig her på det sidste, og at hun set sår og ar på mine arme, hvilket ikke kan passe for jeg har ikke vist mine arme - overhovedet! Jeg har heller ikke tabt mig, tværtimod jeg har taget på. - Så alt det skoleinspektøren har sagt er løgn. Det er derfor jeg ville høre om jeg kunne anmelde hende for at overtræder personlige grænser, krænke mit privatliv, sætte mig i dårlig lys, gå i mod en elev??? eller hvad det nu end hedder.

Denne telefon samtale har nu sat mig i en virkelig dårlig og ubehagelig situation. Jeg har sagt til min klasselærer at ingen, og specielt ikke mine forældre, måtte vide noget om det, og det har han accepteret. (Jeg ved godt at man skal indberette sager hvis man er bekymret for nogle - såsom fx selvmordstruende - hvilket jeg IKKE er). Det der undrer mig er, at der ikke er sket noget specielt iøjenfaldne her på det sidste, men midt ud af det blå kommer sådan en telefon samtale. Det at skoleinspektøren har modstridt mine ønsker om at mine forældre ikke skal vide noget. (til mødet sagde jeg, at jeg havde det fint, og at jeg ikke havde brug for hjælp). Kan det så give hende ret til at fortælle løgne om mig (eller noget hun TROR - hun ved jo ikke om det er rigtigt, at jeg skærer i mig selv).

Denne situation har ødelagt mit forhold til mine forældre, jeg har fået det psykisk værre end før, og fra skolens side vil der nu være et ekstra øje på mig - hele tiden.

Jeg ved godt, at det måske er en "god gerning" inspektøren har gjort, men det kan jeg ikke se. Jeg er virkelig vred over det der er sket, og jeg synes slet ikke det er iorden. Hun har ikke engang sagt noget til mig inden hun ringede. 

Jeg ved godt det måske er lidt teenage-hysteri, men jeg føler mig virkelig uretfærdigt behandlet, og ønsker ikke at nogle kommer til at stå i samme situatuation som den jeg er i lige nu. 

Undskyld for det lange brev...

Mvh