PTSD

brevkassespørgsmål

PTSD

brevkassespørgsmål af
Mathilde
21 år
Oprettet 2 år 3 måneder siden

Hej cyberhus Jeg har haft voldsom PTSD i flere år nu, men det er ikke rigtigt blevet bedre. Det har dog gået forholdsvis godt det seneste halveår, i samlignet med de seneste 5 år, jeg har dog imellem haft en god periode på 7 måneder også. Jeg har virkeligt svært ved at se en fremtid for mig, da jeg er meget plaget af mareridt og flashbacks, mine mareridt er desuden også begyndt at handle om andre ting end den episode jeg har fået PTSD af. De er begyndt at omhandle min mor (som jeg får det psykisk dårligt af at være sammen med og snakke med) og så om politiet. Jeg forstår virkeligt ikke meningen med det. Jeg vil så gerne have jeg kunne have det bedre, uden næsten ikke at kunne sove for mareridt og uden ting der trigger mig, hvor jeg ofte kan få flashbacks efterfølgende. Nogle gange er mine flashbacks så voldsomme at jeg "forsvinder" helt fra virkeligheden af og reagerer meget aggressivt og udhensigtsmæssigt. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre for at få det bedre og særligt her og nu. Jeg har været en del i psykiatrien førhen som ikke kan hjælpe mig. Jeg har dog en psykolog, hvor det har gået forholdsvis godt, men ikke lige den seneste måned og jeg gider ikke have kontakt til kommunen. Der er virkeligt tit jeg ikke føler mig tryg nogen steder og aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv der, tit så ender jeg med at gøre noget der er farligt og hvor jeg skal koncentere mig for at det ikke ender skadeligt. Det er som om at jeg der kan få tankerne og føleserne pakket langt væk og jeg tænke på noget andet der. Det kan også minimere hvis jeg er ved at få et voldsom flashback eller bare har et mindre. Jeg er bare så træt af ofte kun at sove 1/2 time i streg, vågne badet i sved, med høj puls og i fuldt beredskab og ofte kan jeg heller ikke falde i søvn igen med det samme, så det ender tit med at jeg kun sover 3-5 timer pr. døgn. Nogen gange er jeg endda vågen i 2-3 døgn, fordi jeg ikke har lyst til at sove. Nogle gange bliver jeg næsten helt sindssyg af ikke at sove og glemmer helt at spise, hvilket gør det endnu værre. Det lyder helt skørt, men jeg ved virkeligt ikke hvad jeg skal gøre, for det kan også ende med at få konserkvenser for min fremtid. Ved ikke om i vil tro det i læser. Håber i vil svare. På forhånd tak.

Svar: 

Kære du

Hvor er det godt at du rækker ud, for det lyder virkelig til at det er svært at være dig!

Du fortæller at du har PTSD og at der kan være gode perioder, men at det lige nu bare er mere end urimeligt svært. Gad vide om din psykolog ved hvor slemt det står til?

At leve med PTSD er desværre en livslang følgesvend for mange, men det betyder ikke at man ikke kan få et ganske ok liv og en god hverdag. Men det er hårdt arbejde at komme dertil. Det kræver at man får nogle gode værktøjer til at håndtere det hele, når det bliver svært, og det kræver at man tør kigge på årsagen til PTSD'en er opstået. Det er her terapien bliver alfa og omega, og at du har en psykolog du er tryg ved og glad for. Men jeg er i tvivl om, om hun ved hvor svært du egentlig går rundt og har det? 

Selvom det er svært, er det vigtigt at du får fortalt hende det, så hun får bedre muligheder for at hjælpe dig igennem det her! Hvis du ikke føler det er den rette, er det også helt ok at skifte psykolog! Nogle gange skal man igennem et par stykker, før man finder en der er den helt rigtige for en, og det er helt ok! 

Men hvad kan du mon selv gøre her og nu, for at prøve på at berolige dig selv, særligt om natten, så du kan få lidt mere ro?

For nogle kan det fx være en eller flere af følgende ting:

Lyskæder der gør at rummet ikke er helt mørkt
En bamse eller andet der igver tryghed
At døren er på klem eller åben
At høre stille musik eller lydbog 

Jeg ved godt at du skriver du ikke ønsker at have noget at gøre med kommunen, men fx en tyngdedyne, som en kædedyne, kan være særlig god når man har PTSD og svært ved at finde ro, særligt tl natten. Måske er det værd at ansøge om en og få lov til at afprøve forskellige. De kan berolige nervesystemet, så det bliver lettere at sove. 

Når det generelt kan være svært at sove, kan det være rigtig vigtigt, at acceptere at det er svært at sove. Sige til sig selv "Ok jeg kan ikke sove lige nu, men så kan jeg hvile lidt", for jo mere fokus du har på at skulle sove, jo sværere kan det blive at sove.

Måske kan det være hjælpsomt at tage et varmt bad inden du lægger dig til at sove. For nogle kan det berolige kroppen og gøre det lettere at finde ro. 

Jeg håber virkelig for dig, at du får mod til at fortælle psykologen om, hvor svært det faktisk er for dig for tiden, så hun får bedre mulighed for at hjælpe dig. For du kan få det bedre igen, og i takt med du får det bearbejdet mere og mere, vil du kunne have mere styrke til at komme igennem de svære perioder fremadrettet, men desværre jo mere ubearbejdet årsagen er, jo sværere er det i den første lange tid. 

Jeg sender dig al styrke og tanker til at det snart begynder at blive lettere at være dig!

Hilsen fra Rose

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program