Hej. Jeg er en pige på 22, som har holdt mig fra at date og ses med fyre hele mit liv, fordi kærlighed er det vigtigste for mig, og jeg har været bange for at blive såret, så jeg har ikke ladet nogen komme tæt på mig, indtil for nu 3 år siden. Jeg fortalte denne fyr alt omkring min frygt for at være i et forhold og i starten sagde han, at han ville gøre alt for at hjælpe mig, alt hvad der kræves for at vi finder ud af det sammen. Jeg blev dybt forelsket og han viste de samme følelser for mig - i starten... Men så gik tiden og da han først havde mit hjerte i sin hule hånd, begyndte han at vise sit “sande ansigt”. Han begyndte at blive meget dominerende og bestemmende, kommanderede med mig og blev meget psykisk voldelig, manipulerende og aggressiv. Det første års tid anede jeg ikke selv, at der var noget galt, for jeg var jo allerede blevet forelsket i ham - han ejede virkelig både mit sind og min krop, og indrømmede også selv, at han aldrig vil se mig med nogen andre, uanset hvad der sker, om så han en dag ikke kan være sammen med mig, så skal jeg aldrig være sammen med andre. Som sagt blev han psykisk voldelig. Det kunne fx være hvis jeg skulle i byen med en veninde en dag. Han flippede fuldstændig ud, råbte af mig, kaldte mig grimme ting og sagde ordret at det kun var ham, jeg måtte snakke med. Han ville gerne have, at jeg skulle være som besat af ham, og det blev jeg nærmest også, fordi jeg var dybt men blindt forelsket. Der gik også omkring et år før jeg endelig havde sex med ham, men måden det skete på var helt forfærdelig. Jeg havde før fortalt ham at jeg som jomfru meget gerne ville have at min første gang skulle være tryg og romantisk og vi begge skulle have lyst. Vi var hjemme hos ham en dag og drak et par drinks, og han havde lavet 2 joints, som vi skulle ryge. Jeg havde aldrig før røget hash, men han sagde at jeg ville få det godt hvis jeg gjorde det, så jeg røg sammen med ham og jeg endte med at få det virkelig dårligt psykisk først, nærmest psykose-agtigt, hvor jeg nærmest hallucinerede og ikke kunne skelne mellem virkelighed og fantasi. Han grinede bare af mig og sagde “du bliver pisse skæv, bare ryg noget mere, så får du det sjovt!” hvilket jeg var dum nok til at gøre. Kort tid efter blev jeg også fysisk påvirket, og jeg endte med at nærmest besvime i hans seng, hvor han så bare begyndte at dyrke sex med mig. Jeg var opmærksom på, at han gjorde det, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det var så ubehageligt, og jeg følte at han havde al kontrol over mig, både psykisk og fysisk. Vi begyndte derefter at have sex flere gange, også hvor det var frivilligt fra mig, for nu havde jeg jo mistet min mødom, og så kunne det også bare være ligemeget at gå og spille jomfruelig, men jeg havde det altid dårligt når vi skulle have sex, fordi jeg følte, det mest var ham, der ville, og at han bare brugte mig... Når vi havde sex var han også meget brutal og tænkte kun på sig selv og ikke på at tilfredsstille mig, han tog kvælertag på mig og slog mig under sex og sagde bagefter at det var helt normalt, det kaldes s/m (sadomasochisme) og er bare en leg... Han forblev kontrollerende og jeg viede nærmest hele mit liv til ham, især efter jeg selv begyndte at ryge hash og blev fuldstændig psykotisk, jeg var slet ikke mig selv, men jeg så ham som den eneste i mit liv, og følte ikke, jeg kunne få hjælp andre steder fordi jeg skammede mig, men også fordi jeg stadig følte mig besat og forelsket i ham. Efter halvandet års tid begyndte det så småt at gå op for mig, at hvad han gjorde ved mig, ikke var “normalt”, fordi en veninde lagde mærke til, at jeg var blevet en helt anden person, ikke længere var social og ikke fortalte noget om mit liv og mit forhold til min kæreste. Jeg tror, hun havde på fornemmmelsen, at han var en nar, som udnyttede mig, men jeg kunne ikke selv se det. Da det så begyndte at gå op for mig, konfronterede jeg ham, jeg sagde pænt at jeg gerne ville snakke med ham og begyndte så at spørge ind til hans opførsel mod mig. Han forsvarede selvfølgelig altid sig selv og begyndte så at sige til mig, at det var mig, der bare var psykisk syg, at jeg havde borderline og at der ikke var noget galt med ham. Det sidste år af vores forhold var meget kaotisk - det blev nemlig værre efter jeg begyndte at blive skeptisk og stille spørgsmål, og han begyndte at behandle mig endnu værre. Vores forhold betød ALT for mig, fordi jeg havde forladt alt andet i mit liv, både uddannelse, min familie og venner og fritidsinteresser, fordi han hele tiden kom med manipulerende grunde til, at jeg kun skulle have ham i tankerne. Han sagde også, at jeg ikke behøvede at arbejde, men bare skulle sidde hjemme hos ham hele tiden og vente på at han kom hjem. Jeg måtte heller ikke engang gå ud af hans lejlighed for at handle, han behandlede mig sindssygt dårligt, og jeg skulle bare adlyde ham, ellers ville han “straffe” mig, fx ved meget brutal sex som minder om voldtægt. Jeg følte mig fanget, men endelig for nu ca. 1 år siden kom jeg ud af det. Jeg fortalte for første gang min veninde om mit forhold, og sagde hvorfor jeg havde været så meget væk og ikke længere mødtes med nogen. Hun sagde til mig, at jeg skulle gå fra ham og måske endda politianmelde ham. Jeg tog hjem til hende en dag han var på arbejde og blev hos hende en uges tid, hvorefter hun hjalp mig til en gratis kommunal psykolog, som bekræftede, at jeg havde været udsat for psykisk vold. Jeg stoppede med at se ham, selvom jeg stadig var forelsket i ham, fordi jeg nu vidste, det sundeste var ikke at se ham længere. Han kom MEGET hurtigt over mig, han syntes dog i starten, at det var træls at han ikke længere kunne “have mig”, men han virkede alligevel meget følelseskold, når jeg sagde, at forholdet virkelig havde gjort noget ved mig og at jeg havde det forfærdeligt, men han var hurtigt videre og lod ikke til at være ked af det overhovedet, udover hans frygt for, hvad jeg fortalte andre om ham - han kunne fx i slutningen af vores forhold finde på at sige, at hvis jeg siger noget dårligt om ham til nogen, vil jeg komme til at fortryde. Jeg har gået i terapi længe nu, men det hjælper bare ikke, og jeg føler stadig ikke at psykologen kan gøre så meget for mig. Jeg har det stadig elendigt og oplever alle symptomerne på traumer. Jeg har mareridt stort set hver nat, drømmer at han voldtager mig eller spærrer mig inde, og også i vågen tilstand kan jeg opleve “anfald” af angst, hvor jeg mister kontrollen og får flashbacks. Der er gået lidt over et år siden jeg sidst havde kontakt med ham, men jeg kan ikke komme over den måde, jeg blev behandlet på... Mit spørgsmål lyder så endelig, om man kan få PTSD af at være i et længerevarende psykisk voldeligt forhold som det jeg netop har forklaret? Eller er PTSD kun noget man kan få ved ÉN enkeltstående oplevelse? Mvh. Eliza