Kære Hannah

Jeg kan godt forstå, at du er træt af det hele, og at tre måneder virker som lang tid lige nu, hvor du virkelig synes, at du har det skidt og føler dig utryg. Det er en rigtig træls situation at stå i, men på det, som du fortæller, så synes jeg, at det lyder til, at du gør alt det rigtige. Du går til psykolog, og du har fortalt nogen, hvordan du har det. Det er virkelig, virkelig stærkt gået, for det er ikke altid nemt at skulle sige sådan nogle ting højt. Så kæmpe godt gået, at du har gjort det alligevel!

Du spørger, om vi kan hjælpe, og det er godt, at du rækker ud og beder om hjælp. Desværre er der ikke så meget, som jeg kan gøre, andet end at jeg kan forsøge at give dig nogle råd og tanker med på vejen, som forhåbentlig kan hjælpe dig lidt, så det vil jeg gøre. 

Som jeg skrev i starten, så synes jeg, at du gør alt det rigtige lige nu, fordi du fortæller de voksne, der er omkring dig, hvordan du har det. Derfor er et af mine råd til dig at blive ved med det. Reglerne er nemlig sådan, at man ikke selv kan bestemme, hvis man gerne vil flyttes til en anden plejefamilie, men du har ret til at blive hørt. Det vil sige, at du har ret til at fortælle de voksne, som tager beslutningen, hvad du tænker og føler, så de kan tage det med i deres overvejelser. Så hvis du kan, vil det måske også være en god idé også at fortælle, hvorfor du gerne vil et andet sted hen at bo, f.eks. at du er blevet utryg ved din plejemor og sådan. 

Du fortæller, at din psykolog ved det, og det lyder også til, at nogen fra kommunen ved, at du har det sådan, men uanset hvad så er det måske en god idé at tage en snak med din sagsbehandler, f.eks. enten ringe eller skrive en mail eller få hjælp til at gøre det af din psykolog eller en lærer eller en anden voksen, som du har det godt med. For selvom det er rigtig godt, at dem fra kommunen ved, at du har det skidt, så tænker jeg måske, at det er rigtig vigtigt, at de også hører det direkte fra dig og ikke kun fra din psykolog eller en anden voksen. Jeg håber, at det giver mening. 

En ting, som jeg tror er vigtigt i sådan nogle situationer her, det er at forsøge at være tålmodig. Når man har det svært, eller er frustreret eller vred eller sur, så ønsker man tit, at der skal ske en ændring med det samme, og det er helt naturligt, at man har det sådan, fordi ingen ønsker at gå og have det dårligt. Desværre så skal sådan nogel beslutninger og overvejelser her ligesom igenenm systemet, og det tager noget tid. Der sidder ikke bare én voksen, som bestemmer, hvor du skal bo. I stedet så er det en belsutning som ofte tages i fællesskab mellem de voksne, som er omkring dig, og som kender dig, fordi de for alt i verden vil passe på dig og gøre det, som er bedst for dig. Og det er desværre ikke altid helt nemt at finde ud af, hvad det er. Fordi på én måde så kan det være, at det vil være rigtig godt for dig at komme et andet sted hen at bo, men omvendt kan det også være rett hårdt at skulle flytte ikke bare til et nyt sted men også til nye mennesker. Så på den måde kan det godt tage lidt tid for voksne at finde ud af, hvilken mulighed der vil være bedst for dig. 

En anden grund til at der måske er blevet sagt det her med de tre måneder kan måske også være fordi, at kommunen gerne vil se, om de ikke kan løse det problem, som er hjemme hos jer lige nu. I alle hjem og i alle familier så er der perioder, hvor man har det mindre godt eller mere godt med hinanden end andre perioder. Nogle gange så er de svære perioder noget, som bliver et stort problem, og andre gange så går de over af sig selv igen. Det kan være, hvis det f.eks. går skidt, fordi nogen er pressede på job eller i skole. Når man så får mere ro på, så sker der også nogle gange det, at man får det godt i familien igen, og måske det er det, som kommunen håber også vil ske her. Jeg tror i hvert fald, at det er med dit bedste for øje, at de har valgt, at der skal gå noget tid, før man måske rykker dig et andet sted hen. 

Jeg forstår som skrevet godt, at det virker som lang tid med tre måneder, og derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en idé at prøve at få tiden til at gå med noget, som du godt kan lide? F.eks. en hobby? Eller være sammen med venner og veninder? Gå eller løbe en tur? Høre musik, lave noget kreativt eller noget helt andet? Bare det er noget, som du nyder. Jeg tænker nemlig, at når man har det svært, så er det okay at være lidt ekstra god ved sig selv, så dagene ikke føles så lange, som de ellers nogle gange kan. 

En sidste ting er, at du også skal vide, at hvis det kan hjælpe, og hvis du har lyst, så er du velkommen til at kigge forbi vores 1-1 chat. Den har åbent mandage og onsdage 14-17 og tirsdage og torsdage 18-21. Her vil du helt anonymt kunne snakke med en af vores søde rådgivere, om det som fylder hos dig, og her er du altid velkommen. 

Jeg håber, at mit svar har givet mening for dig at læse, og jeg håber, at der kommer en løsning på din situation. Det fortjener du. 

De bedste hilsner og tusind knus

Amanda