Pjækkeri

brevkassespørgsmål

Pjækkeri

brevkassespørgsmål af
Sara
16 år
Oprettet 5 år 1 måned siden

Hej Cyberhus

I mange år har jeg kæmpet med depression og angst, men det er faktisk først nu jeg får noget hjælp for det. Det har fået mig til at åbne øjnene op for nogle ting jeg ikke er stolt af, at jeg har gjort. Egentlig går jeg i en international klasse på en privat skole, hvilket vil sige at vi arbejder på højere nieavu i alle fag end andre normale klasser. Man kan selv vælge efter 6. klasse, om man vil tage international eller fag klasse. Og derefter bliver man delt ind i nye klasser som man beholder indtil eksamen. Det var en hård process for mig, og det gav mig ekstrem meget stress oveni da jeg faktisk sad og lavede lektier fra da jeg kom hjem til da jeg skulle i seng. Det fik mig til at spille syg tit og ofte, for at undgå at komme i skole og eventuelt ikke få stress, fordi mine forældre ikke troede på, at jeg havde det psykisk dårligt, så hvis jeg skulle blive hjemme, var sygdom den eneste vej. Jeg kan skam godt følge med i pensum, selv dengang. Jeg lavede mine lektier om jeg var "syg" eller ej, og jeg har aldrig set migselv som doven. Men jeg skammer mig meget over det, specielt fordi jeg er sikker på jeg også har gjort det et par gange sidste år. Jeg har også en permanent knæskade, der gør at jeg blandt andet ikke kan løbe eller må udsætte det for press. I starten af min internationale klasse havde vi idræt sidst på dagen, og så for dem der gik til det, kinesisk lige efter, hvilket jeg gjorde. Jeg var i skole hele dagen, men så til idræt blev jeg tit tilbage for at lave lektier eller noter, og vente på at kinesisk ville starte, altså pjækkede jeg kun nogle uger da idræt altid fik mit knæ til at gøre så ondt, at jeg næsten ikke kunne gå bagefter, og så blev jeg ret hurtigt opdaget. Men mine forældre var ligeglad med min smerte. Min klasselære opdagede pjækkeriet og konfronterede det med mig privat. På tidspunktet var jeg heller ikke på særlig god fod hos min mor og far, så jeg fortalte ham i gråd at jeg ikke ville have så ondt, og at mine forældre ikke tog det seriøst og at vi ikke kunne snakke sammen derhjemme m.m. så jeg følte mig presset til at pjække for min egen skyld. Han forstod min situation, og vi lavede en aftale om, at vi intet sagde til mine forældre, og han ville slette mine ulovlige fraværsdage, hvis jeg holdte op, hvilket jeg gjorde. 

Syge pjækkeri situationen er anderledes nu. Jeg har en psykolog og social rådgiver nu, og jeg har en aftale med skolen om, at jeg kun er i skole nogle enkelte timer hver dag, og hvis det er nødvendigt, må jeg gerne gå hjem uden at mine lærere skal spørge ind til det. Det er en kæmpe lettelse, men jeg skammer mig stadig rigtig meget over al den syge pjækkeri jeg har haft, selvom det ikke er overdrevet, specielt fordi det er så nemt at tro på da jeg allerede har lavt immunforsvar, og jeg er også syg tit. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal synes om min situation, og jeg har ikke snakket med nogen om det endnu, jeg ved slet ikke om jeg kan sige det her til min psykolog, om hun ringer til nogen eller hvad. Jeg har heller ikke lyst til at blive set som doven for det jeg har gjort, men min angst fortæller mig lidt at det er grunden. Selvom alt er meget bedre nu, sidder jeg meget fast i datiden og de fejl jeg lavede. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, eller om jeg bare overreagerer.

Svar: 

Kære Sara. 

Jeg er rigtig ked af at høre, at du har skullet kæmpe med så mange ting både fysisk og psykisk. Det må have været rigtig hårdt, men lige præcis derfor er det også bare så dejligt at høre, at du har fået noget hjælp, og at du nu har en aftale med din skole, som gør det lettere at komme igennem dagen. Det er ikke altid nemt at snakke om de her ting, men det hjælper ofte rigtig meget, fordi man så lige præcis kan få noget hjælp, så mega godt gået, virkelig!

Derfor tænker jeg også, at noget af det bedste, du kan gøre nu, det er at åbne op overfor nogen omkring de her tanker og skyldfølelse omkring dit fravær, da jeg simpelthen tror, at det er den bedste måde at få bearbejdet sådan nogle ting på. Du spørger, om du overreagerer, og det tænker jeg er et svært spørgsmål, fordi det nok er meget individuelt. Nogle vil sikkert have det helt fint med at have pjækket, mens andre ligesom dig vil have det rigtig skidt med at have gjort det. Hvilket jeg godt kan forstå, fordi det er selvfølgelig ikke en god ting at pjække fra skole, men omvendt så lyder det også til, at det er noget, som du har gjort, fordi du følte dig overvældet, og ikke bare fordi du f.eks. hellere ville lave ingenting. I bund og grund så tænker jeg dog mest, at det måske ikke er så vigtigt hvad jeg eller andre tænker, fordi det lyder til, at det er din egen mening om tingene, som lige nu betyder og fylder allermest. Altså at det, du trænger til, er at nå til et punkt, hvor du selv kan acceptere, at det var det her, der skete, og at selvom du måske gerne ville have håndteret det anderledes, hvis du havde valget i dag, så er tingene, som de er, og i det mindste har du nu fået en aftale og det hjælp, som du havde brug for. Derfor tror jeg som sagt, at det allerbedste du kan gøre, det er at snakke med nogen om det. Det kan være din lærer, din psykolog, din socialrådgiver eller en helt fjerde - det er op til dig. 

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for, hvad folk vil tænke, men i sidste ende, så laver vi alle fejl og ting, som vi ikke er stolte af. Det kan vi ikke lave om på, men det vi kan, det er, at vi kan lære af det, vokse og udvikle os, og det lyder det også for mig til, at du har gjort. Men som du selv siger, så er det måske din angst, som spiller lidt ind lige nu, og fortæller dig noget andet, og det kan være rigtig svært at håndtere alene. Derfor håber jeg, at du vil følge mit råd og snakke med nogen om det. Du har gjort det før og fået et godt resultat ud af det, og det er jeg også helt sikker på, at du vil få, hvis du vælger at gøre det igen. 

Jeg tror på, at du kan, og jeg ønsker dig alt det bedste. 

Varme, gode og positive tanker 

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program