Hej Cyberhus

I mange år har jeg kæmpet med depression og angst, men det er faktisk først nu jeg får noget hjælp for det. Det har fået mig til at åbne øjnene op for nogle ting jeg ikke er stolt af, at jeg har gjort. Egentlig går jeg i en international klasse på en privat skole, hvilket vil sige at vi arbejder på højere nieavu i alle fag end andre normale klasser. Man kan selv vælge efter 6. klasse, om man vil tage international eller fag klasse. Og derefter bliver man delt ind i nye klasser som man beholder indtil eksamen. Det var en hård process for mig, og det gav mig ekstrem meget stress oveni da jeg faktisk sad og lavede lektier fra da jeg kom hjem til da jeg skulle i seng. Det fik mig til at spille syg tit og ofte, for at undgå at komme i skole og eventuelt ikke få stress, fordi mine forældre ikke troede på, at jeg havde det psykisk dårligt, så hvis jeg skulle blive hjemme, var sygdom den eneste vej. Jeg kan skam godt følge med i pensum, selv dengang. Jeg lavede mine lektier om jeg var "syg" eller ej, og jeg har aldrig set migselv som doven. Men jeg skammer mig meget over det, specielt fordi jeg er sikker på jeg også har gjort det et par gange sidste år. Jeg har også en permanent knæskade, der gør at jeg blandt andet ikke kan løbe eller må udsætte det for press. I starten af min internationale klasse havde vi idræt sidst på dagen, og så for dem der gik til det, kinesisk lige efter, hvilket jeg gjorde. Jeg var i skole hele dagen, men så til idræt blev jeg tit tilbage for at lave lektier eller noter, og vente på at kinesisk ville starte, altså pjækkede jeg kun nogle uger da idræt altid fik mit knæ til at gøre så ondt, at jeg næsten ikke kunne gå bagefter, og så blev jeg ret hurtigt opdaget. Men mine forældre var ligeglad med min smerte. Min klasselære opdagede pjækkeriet og konfronterede det med mig privat. På tidspunktet var jeg heller ikke på særlig god fod hos min mor og far, så jeg fortalte ham i gråd at jeg ikke ville have så ondt, og at mine forældre ikke tog det seriøst og at vi ikke kunne snakke sammen derhjemme m.m. så jeg følte mig presset til at pjække for min egen skyld. Han forstod min situation, og vi lavede en aftale om, at vi intet sagde til mine forældre, og han ville slette mine ulovlige fraværsdage, hvis jeg holdte op, hvilket jeg gjorde. 

Syge pjækkeri situationen er anderledes nu. Jeg har en psykolog og social rådgiver nu, og jeg har en aftale med skolen om, at jeg kun er i skole nogle enkelte timer hver dag, og hvis det er nødvendigt, må jeg gerne gå hjem uden at mine lærere skal spørge ind til det. Det er en kæmpe lettelse, men jeg skammer mig stadig rigtig meget over al den syge pjækkeri jeg har haft, selvom det ikke er overdrevet, specielt fordi det er så nemt at tro på da jeg allerede har lavt immunforsvar, og jeg er også syg tit. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal synes om min situation, og jeg har ikke snakket med nogen om det endnu, jeg ved slet ikke om jeg kan sige det her til min psykolog, om hun ringer til nogen eller hvad. Jeg har heller ikke lyst til at blive set som doven for det jeg har gjort, men min angst fortæller mig lidt at det er grunden. Selvom alt er meget bedre nu, sidder jeg meget fast i datiden og de fejl jeg lavede. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre, eller om jeg bare overreagerer.