Jeg elsker dig

brevkassespørgsmål

Jeg elsker dig

brevkassespørgsmål af
Mathilde
17 år
Oprettet 3 år 4 måneder siden

Hej

Jeg går på efterskole, og har der mødt min kæreste. Vi havde kemi allerede da vi stødte på hinanden første gang 3 dage inde i skoleåret eller sådan noget, og har egentligt været en ting siden. D. 31 januar blev det officielt, og vi har jo så været kærester i 3 måneders tid nu. Han er min første rigtige kæreste. Den første person jeg har haft sex med. Den første person der har mødt mine bedsteforældre, og den første person, som jeg har prøvet at elske, sådan rigtigt. Og egentligt er det en dans på røde roser. Han min bedste ven, og alle på efterskolen mener, at vi er skabt for hinanden. Men han bor 100 km fra min hjemby. Indtil videre har det faktisk fungeret fint. Specielt da vi var hjemsendt fra efterskole i 2 måneder. Der udviklede vores forhold sig virkelig, og vi brugte ofte et par dage sammen, når vi så endelig så hinanden. Så hvad problemet er, er måske svært at forstå. Men jeg elsker ham. Mere end jeg nogensinde har elsket nogen. Og det har jeg fortalt ham. For en måned siden. Og helt ærligt, så er jeg ved at gå fuldstændig i opløsning, for jeg er ikke god med ord, og det er ikke tit, at jeg virkelig giver udtryk for det, hvis jeg elsker nogen. Han har ikke sagt det til mig. Altså at han elsker mig. I realiteten er jeg ikke i tvivl om at han er glad for mig. Det ved jeg, at han er. Men jeg har på en eller anden måde bare brug for, at høre de skide ord fra hans mund. Jeg er den første pige, han nogensinde har haft følelser for, så jeg forstår, at det er udfordrende det hele. Men hvis han efter 8 måneder er i tvivl om hvorvidt han elsker mig, så ved jeg ikke om det er min tid værd. Jeg er træt af, at føle at jeg lægger 10000 kræfter i et forhold, hvor det kun er halvdelen der kommer tilbage. Og ærligt talt, så gør det mig usikker på, om vi kommer til at holde når vi er færdige på efterskolen. For det er så fucking svært at finde ud af, med de skide følelser. Jeg ved bare ikke om jeg skal tage snakken med ham. For jeg er så pisse ked af det over det. Jeg ved, at det højst sandsynligt kommer til at lyde som om, at jeg påtvinger ham, at fortælle mig at han elsker mig, og dermed måske ødelægger betydningen, men jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. 

Svar: 

Hej Matilde 

Først og fremmest vil jeg sige tusinde tak for dit spørgsmål her i brevkassen. Jeg er sikker på, at der er andre unge derude som kan nikke genkendende til dit dilemma. 

Jeres forhold lyder helt fantastisk og ret unikt. Hvor er det dejligt for jer, at I har fundet hinanden og at I har det så godt i hinandens selskab.  

Forelskelse er helt fantastisk og det kan gøre én enormt glad, give sommerfugle i maven og til tider gøre én helt rundt på gulvet.

Med forelskelse kan der også følge en masse tvivl, tanker og særligt bekymringer. Bekymringer om hvorvidt, at den som man holder af, måske ligefem elsker, vil bliver ved med at være sammen med dig og om vedkommens følelser overfor dig er gengældt. Alle disse bekymringer og tanker er helt normale når man holder af et andet menneske. 

At din kæreste ikke har gengældt med et "Jeg elsker også dig" behøver ikke at betyde, at han ikke elsker og holder af dig. For mange mennekser kan sætningen "Jeg elsker dig" være svær at sige, da den kan være forbundet med mange følelser og stor intimitet. Man kan derfor føle sig blottet og sårbar når man siger netop disse tre ord, hvilket for nogle kan være enormt skræmmende. Det betyder dermed ikke, at han holder mindre af dig end du gør af ham. Derudover kan han vise sine følelser og kærlighed overfor dig i hans handlinger når han er sammen med dig. Fx, gennem kys, kram, omsorg, nærhed, når han kommentere din nye kjole, invitere dig ud og spise osv. 

Jeg syntes bestemt du skal tage en snak med din kæreste om hvordan han har det med, at skulle sætte ord på sine følelser overfor dig. Sådan du kan blive klogere på hans tanker og følelser. Derudover håber jeg, at du tør finde ro i at hans følelser ikke nødvendigvis er mindre for dig, selvom at han måske ikke udtrykker dem gennem den gyldne sætning "Jeg elsker dig" 

Jeg håber sådan at I finder ud af det samme. 

 

De bedste hilsner 

Sara  

SaraSs billede
Sara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program