Pik lugte
Pik lugte
Hej dreng på 15 min pik lugte selv når jeg har været i bad og brugt alt for maget sæbe
Kære Mark,
Det må være frustrerende, at din pik lugter, selvom du har været i bad og brugt sæbe. Derfor er det godt, at du skriver her, så jeg forhåbentlig kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvad det kan skyldes.
Alle drenge og piger danner en slags talg (hudfedt) ved kønsdelene, som i daglig tale kaldes nakkeost. Nakkeost er en hvidlig eller gullig masse, der hos drenge findes under forhuden og hos piger findes i folderne omkring kønslæberne. Nakkeost har til formål at beskytte den sarte hud på pikhovedet og kønslæberne.
Nakkeost er helt almindeligt og naturligt, men kan give en rigtig dårlig lugt, hvis det ikke bliver skyllet væk. Nakkeost vil altid komme igen, da huden vil blive ved med at producere talg.
Skal man vaske sig?
Det korte svar er: Ja! Men du skal ikke bruge sæbe og du skal ikke vaske dig uhæmmet. Jo mere man vasker sig, des mere talg vil kroppen danne, så den kan beskytte den sarte hud og det vil derfor resultere i endnu mere nakkeost. Sæbe kan ændre pH-værdien ved kønsdelene og kan give udslæt. Det kan samtidig også gøre, at der bliver dannet endnu mere nakkeost. Hvis du vil bruge sæbe er det bedst at bruge en parfumefri intimsæbe. Men faktisk er det allerbedste bare at bruge ganske almindeligt lunkent vand. Du kan læse mere om nakkeost og intimpleje her.
Jeg håber du kan bruge svaret!
Venlig hilsen,
Stine