Hej Signe. 

Det lyder til at du har rigtig meget at se til for tiden, og der er mange ting på spil for dig - både ift. din mor og bonusfar, men også dine forventninger til dig selv. For de lyder til at være rigtig store, og det lyder lidt som om, at du lige nu ikke føler, at noget du gør er godt nok. Og det er rigtig svært at have det sådan. For når man har det sådan, så bliver det generelt til en snebold, der ruller og bliver større og større, og påvirker alt, hvad man laver. Og jeg tænker, om dine karakterer og din oplevelse med dine venner er et resultat af, at du mangler tid og overskud, og hele tiden føler dig flere skridt bagefter. Rigtig mange oplever at have sådan nogle perioder, særligt i din alder, hvor der er rigtig meget man skal nå. 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det lyder til du har brug for at kunne stoppe op, trække vejret og tage et par skridt tilbage og se hele situationen fra et større perspektiv. Og det lyder også til, at du også selv har følt, at det var det, der skulle til, men at det er svært at gøre uden at få dårlig samvittighed, og samtidig oplever du ikke, at din mor og bonusfar forstår det. Jeg tænker derfor, at der, hvor du kan starte er med din familie. Uanset hvad man går igennem, så kan det hele blive lidt nemmere og mere overskueligt, hvis man har nogle der støtter en, og som man kan snakke med. Så selvom du skriver, at du ikke føler, at du kan snakke med din mor om det, så synes jeg at du skal prøve igen. Måske på en anden måde end du har gjort før. Måske du kan spørge hende på et tidspunkt, hvor du ved, at hun har tid, om I kan have en snak, fordi der er noget, du gerne vil snakke med hende om. Det kan signalere til hende, at det faktisk er alvorligt for dig. Og så synes jeg, at du skal prøve at fortælle hende, faktisk ligesom du har gjort i brevet til os, hvordan du har det og hvad det gør ved dig, at de opfatter dig som doven, selvom du i virkeligheden er fyldt helt op. Du kan evt. vise hende eller læse dit brev op for hende, for du beskriver hele din situation rigtig fint. Du kan måske også spørge, om hun har lyst til at hjælpe dig med at rydde godt op på dit værelse, fordi du rigtig gerne vil, men har svært ved at overskue det. Når man laver noget sammen, kan det også være nemmere at tale om mere svære ting end hvis man sidder og kigger på hinanden, så måske det også kunne være en måde at få talt med din mor om det hele på.

Derudover synes jeg, at du skal prøve at række ud til dine venner. Du skriver, at du får overbevist dig selv om, at de slet ikke kan lide dig. Hvad er det, der gør at du tænker sådan? Er det noget de har sagt eller gjort, eller ikke gjort? Eller kan det tænkes, at det, at du er så presset, kan påvirke? Når man føler sig stresset, så har hjernen svært ved at følge med, og den laver nogle kortslutninger en gang i mellem, fordi der simpelthen ikke er overskud til at tænke situationer godt igennem,når man er i den slags overlevelsesmode. Så jeg synes, at du skal prøve at snakke med dine venner. Jeg tænker ikke, at du behøver at spørge dem direkte, om de ikke kan lide dig, men måske ellers være ærlig og sig, at det har været eller er en hård periode for dig, og hvordan det går hos dem, og om de oplever noget af det samme osv. På den måde kan I forhåbentlig få en snak om jeres liv, og måske de også har det på samme måde som dig? 

Hvis du får nogle gode snakke med de mennesker, der betyder noget for dig, så kan det naturligt skabe mere mentalt overskud, der fx gør at du bedre kan overskue alt det andet, du også skal. Dine karakterer ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden, og selvom jeg godt ved, at det er nemt for mig at sige, at det er okay lige nu, så håber jeg alligevel, at du kan prøve at fjerne noget af presset fra dine skuldre, for du har haft og har rigitg meget at se til, og det vigtigste er, at du har det godt. Der er ikke noget ved at få høje karakterer, hvis man brænder sammen over det. Og selvom jeg godt ved, at mange stræber efter høje karakterer, så tænker jeg også, at det er mere vigtigt, om man lærer noget, om man har det godt, og ens arbejdsmoral. Hvis du virkelig gør dig umage med en aflevering, og alligevel ikke får en høj karakter, så har du gjort, hvad du kunne og forhåbentlig blevet klogere undervejs, og det er derfor, man går i skole. Der er mange afleveringer i gymnasiet, og det er svært at overskue det hele på én gang. Og alle har forskellige måder at komme igennem det på, så måske det ville være en god idé at tænke over, hvordan du arbejder bedst. Er det intensivt arbejde i én dag uden pauser? Er det hvor du tager et fag af gangen? Eller de nemme først, og de mere tidskrævende senere? Det hjælper meget, hvis man kan finde et form for system til at gribe det an på, for der vil hele tiden være afleveringer de næste par år, og følelsen af at være bagud med dem kan hurtigt komme, så måske juleferien er en oplagt mulighed til at lægge en slagplan, og måske komme foran, hvis du stadig har mange afleveringer? 

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine tanker om din situation, og virkelig overveje at tage den snak med din mor, hvor du forklarer hende, hvordan du har det lige nu. Jeg håber i hvert fald, at I kan få en god snak, for det er virkelig træls at blive misforstået og kaldt en doven teenager, når der er så meget andet på spil. 

De bedste hilsner
Laura