Kære du. 

Lad mig starte med at sige tak for et utrolig åbent og ærligt brev. Det er ikke altid nemt at fortælle andre om det, som sker indeni, så jeg synes, at det er enormt flot at kunne være så åben, som du er. Du skriver, at du tænker rigtig mange tanker hele tiden, og det er også tydeligt i dit brev, at der er rigtige mange forskellige ting, som ligger dig på sinde. Samtidig skriver du til sidst, at du ikke har et egentligt spørgsmål, men at du mest af alt ønsker et lidt andet perspektiv på de ting, du beskriver, og det vil jeg gøre mit bedste for at give dig, for jeg kan godt forstå, at det kan være overvældende at sidde med tankerne helt selv.

Du starter blandt andet med at fortælle, at du trives bedst, når du selv kan få lov at arbejde med tingene, og at det egentlig altid har været sådan. Jeg ser ikke noget galt i, at du har det bedst med at arbejde individuelt, for det er super forskelligt, hvad folk synes fungerer bedst for dem. Nogle elsker gruppearbejde, og nogle elsker individuelt arbejde, ligesom nogle har det bedst med mundtlige opgaver, mens andre har det bedst med skriftlige. Det ene er i mine øjne ikke mere rigtigt end det andet, da det handler om præferencer, og dem har vi alle. Når det så er sagt, så er det måske ikke altid muligt at slippe for at lave gruppearbejde, selvom man gerne ville, og det tænker jeg også, at du måske har erfaret fra tid til anden. Det er ikke altid sjovt at skulle gøre ting, som man ikke stortrives med, men jeg tænker, at det nogle gange kan hjælpe at se det som en mulighed, når man alligevel er nødsaget til det. En mulighed for at vokse, for at lære og for at blive bedre, for vi bliver ikke dygtigere af at skvulpe rundt i det samme vand hele tiden. Nogle gange så skal vi derud, hvor vi lige præcis ikke kan bunde, før vi virkelig lærer at svømme. I dit brev fornemmer jeg også, at det er den samme tanke, der ligger til grund for, at du har valgt at tage på efterskole, så det lyder til, at du har modet og egentlig også en grundlæggende lyst til at lære og blive lidt udfordret en gang imellem, hvilket er mega fedt! Jeg tænker alligevel, at man også nogle gange kan blive for udfordret, og at man kan føle, at man ikke rigtig kan holde hovedet oven vande, og hvis det er det, du oplever, så kan det være, at det ville være en god idé at trække lidt i land og måske prøve dig selv af med noget, som er lidt mere håndterbart lige nu? Det kan være, at det at være på efterskole er for stor en mundfuld lige nu, men det kan også være, at det kan blive nemmere at være der, hvis du i stedet for at forholde dig til alle på din efterskole, og hvad de synes om dig og så videre, ser om du kan finde bare et par enkelte andre elever, som du tænker, at du kunne have lidt til fælles med, og som du så kunne prøve at bygge et venskab op med. I forlængelse af det, så forstår jeg ud fra dit brev, at du ofte oplever, at de ting, som de andre beskæftiger sig med, for dig føles overfladiske og måske lidt ubetydelige. Og man kan nok ikke komme udenom, at man nogle gange tænker det om andre menneskers interesser, for vi er enormt forskellige, og det er ikke alle, man har noget til fælles med. Jeg tænker alligevel, at nogle gange så kræver det også, at man giver hinanden tid til at åbne op, før man finder ud af, hvem der egentlig gemmer sig bag facaden. Måske man med tiden finder ud af, at der faktisk er tale om en person, som man har mere til fælles med, end man overhovedet havde kunne forestille sig. Det er ikke sikkert, men jeg tror, at man bliver overrasket oftere end man bliver skuffet, og som det gamle ordsprog siger: Man skal ikke skue hunden på hårene. 

Det er også værd at huske på, at sociale behov er forskellige fra person til person. Og det er helt okay, hvis dit ikke er så stort, som andres er. Nogle har brug for mere tid alene, mens andre har det bedst, hvis de aldrig er alene i et rum. Så hvis du generelt trives godt i dit eget selskab eller oftere har brug for alene-tid og pauser, så er der ikke noget galt i det. Jeg tænker i hvert fald, at du ikke behøver at forvente eller kræve af dig selv, at du pludselig stortrives med at være i centrum, og at du skal være bedste venner med alt og alle omkring dig. Sæt realitiske mål for på hvilken måde, du godt kunne tænke dig at omgås med andre, og så se om du kan sætte nogle små delmål derhen mod, som kan hjælpe dig med at lykkedes med det. Hvis det handler om, at du gerne vil have en håndfuld rigtig tætte venner og ikke så meget mere end det, så stil efter det, og overvej hvad der kunne hjælpe dig derhen imod. Måske det kunne være en idé at søge nogle fællesskaber med andre, som også interesserer sig for noget af det samme, som du gør? Du skriver f.eks. at det her med tid og rum, og hvordan det hænger sammen er spændende, så måske sådan noget som Astronomisk Ungdom kunne være spændende? Det er en klub for astronomi-intereserede unge, men det behøver for den sags skyld ikke være astronomi, det kan også være andet, hvis der er andre emner, der virkelig interesserer dig. Tanken er mere, at det måske er nemmere at danne nogle gode venskaber, hvor I kan snakke om det, som egentlig betyder noget, hvis I fra starten ligesom har et fælles udgangspunkt at mødes og snakke om. 

Du skriver også lidt omkring dine tanker i forhold til det her med at være klog eller dum og IQ, og jeg kan godt følge de tanker, du gør dig, men nogle gange så tænker jeg, at det her med klog og dum er meget sort/hvidt og enten/eller i daglig tale. Og det er super ærgerligt, for viden, klogskab og IQ er enormt komplekse ting, og det er rigtig svært at måle. Mest af alt fordi der er stor uenighed om det, i forhold til hvordan man skal forstå det. Som du selv skriver, så kan man være helt fantastisk til ét område, mens man på et andet virkelig har det svært, og hvad er man så? Så på den måde er det så svært at sige, hvem der er klog, og hvem der ikke er, fordi hvornår er man klog? Ingen af os kan vide alting, men hvornår ved vi nok til, at vi er kommet over den tærskel, og hvem bestemmer det? Jeg synes helt sikkert, at du lyder som en rigtig klog pige, men jeg tænker også, at det måske nogle gange er bedre at fokusere på lysten til at ville vide og lære og udforske, end hvorvidt man ved nok til, at andre synes, at man er klog eller ej.

Du fortæller også, at du har oplevet stress og depression, og derfor tænker jeg, om det måske kunne være en idé at få lavet nogle lommer af tid i hverdagen, hvor du kan få ro fra dine tanker, så du ikke skal opleve at få det så dårligt igen? Du skriver, at musik og lydbøger og sådan noget ikke hjælper dig med at sove, men måske de alligevel kan være med til at få tankerne lidt på afstand, når du er vågen? Det kan også være, at en løbe- eller gåtur kan give dig om end andet bare en halv time, hvor du kan få ro? Det er ikke sikkert, men jeg tænker, at det måske er et forsøg værd, for det må være hårdt at have så mange tanker, som kører rundt hele tiden. Det kan godt være, at det er noget, der kræver, at du prøver dig lidt frem for at finde ud af, hvad der fungerer for dig, og hvad der ikke gør. Andre forslag kan være at høre podcasts om spændende emner, vejtrækningsøvelser, meditation, at danse og så videre. F.eks. vejtrækningsøvelser og meditation er også noget flere og flere er begyndt at gøre som det sidste, inden de skal sove. Mange af os har tendens til, at det sidste, vi gør, inden vi lukker øjnene, er at kigge på vores telefon, hvilket godt kan forstyrre vores søvn, så jeg tænker, at siden du også skriver, at du sover dårligt, så kunne det måske også være en idé at prøve nogle af de her ting af, inden du skal sove, og se om det kan hjælpe lidt.

Til sidst så vil jeg også gerne lige knytte en kommentar til det her med Aspergers og en tur forbi lægen. Jeg tror, at det er en rigtig fornuftigt idé at komme forbi lægen og få en snak om de ting, du oplever, f.eks. det her med søvn, og se, om der er en fysisk forklaring på det. Jeg tænker også, at hvis du er i tvivl om, hvorvidt du har Aspergers eller ej, så kunne det måske også være rart at snakke med en psykolog om det, du oplever? Om end andet for simpelthen at få et svar, så der ligesom kan blive lagt låg på den tanke og forvirring, så den ikke skal fare rundt og fylde længere. Hvorvidt man får en diagnose eller ej, er måske ikke altid det vigtigste, men at det i stedet mest handler om simpelthen at få et svar. Det er et foreslag, som du kan overveje og så tage op med dine forældre eller læge, hvis det føles relevant for dig.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du har fået nogle indspark i forhold til de mange tanker, du går og tumler med. Som sagt så kan jeg godt forstå, at det kan være ubehageligt at gå med dem selv, så hvis du har brug for det, så må du også rigtig gerne komme forbi vores chat en dag og få en snak med en af vores søde rådgivere. Jeg ønsker dig alt godt og sender varme, positive og glade tanker din vej!

De bedste hilsner

Amanda