Graviditet

brevkassespørgsmål

Graviditet

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 1 måned siden

Hej. Jeg er 15 år og bor hjemme ved min mor og far. Udadtil har vi et rigtig godt liv. Begge mine forældre arbejder. Min mor er læge og min far er direktør. Vi har masser af penge, et stort hus, og jeg går på en god skole og skal på et godt gymnasie efter ferien. Jeg har gode karakterer, og.. folk ser os som en god familie, en stolt familie. Det er ikke fordi jeg vil prale eller noget, at jeg skriver det - det er fordi, jeg føler det gør problemerne større.. Udadtil ser alting godt ud. Men inde i familien er det hele kaos. Min mor er aldrig hjemme, fordi hun altid er på hospitalet. Hun er overlæge og går mere op i sine patienter end mig og min bror (på 13). Det er vidst noget med noget forsøgsmedicin og at skaffe penge og den slags. Min far er direktør for et stort firma. Han er ikke en kendis, men sådan.. forretningsmæssigt er han et stort navn. Han rejser meget, og når han ikke rejser, arbejder han hjemmefra. Så han er også en del hjemme. Håber det giver mening. Når han er meget hjemme, gør han ting ved mig. Som jeg ikke kan lide. Han har gjort det siden jeg var omkring 7 år. Han siger, det er fordi han elsker mig. Jeg ved altid når det skal ske, for så sørger han for god mad og hygger om mig. Og så er det som om han forventer noget... gengæld!? Han har været god mod mig og så skal jeg være god mod ham. Det lyder sindssygt når jeg skriver det men.. det er sådan det er.. Jeg kan ikke stoppe det. Jeg er bange for hvad der sker, hvis jeg siger det til nogen. Problemer er så, at det er jeg lidt nødt til at gøre. For jeg er gravid. Jeg har taget mindst fem test, og de siger alle positive. Jeg ved det er min far der har gjort det, for jeg har aldrig været sammen med andre. Jeg er simpelthen så bange og forvirret og ulykkelig. Jeg VED godt jeg skal sige det til nogen, men jeg er bange for, ingen vil tro mig. Vi lever det perfekte liv - tror de. Jeg ved også, at min far aldrig vil indrømme det. Og jeg er bange for, om de vil lade mig få en abort - det vil, for dem, udadtil være en katastrofe. De har altid sagt, at hvis jeg ikke blev gravid eller begyndte at ryge, ville jeg få et kørekort når jeg bliver 18. Jeg er simpelthen så bange. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller hvem jeg skal snakke med. Jeg ved godt, at det her brev måske lyder kynisk og koldt. Men det er den eneste måde jeg kan forholde mig til det hele på. Jeg hader min familie. Jeg hader mit liv. Jeg har slet ikke lyst til at eksistere mere. Kan I hjælpe? Julie

Svar: 

Kære Julie

Tak for dit brev. Det lyder som om, du er i en rigtig svær situation og er usikker på, hvad du skal gøre nu.

Du skriver, at du godt ved at du skal sige det til nogen, men at du er bange for ingen vil tro dig. Det er et vigtigt skridt, at du ved, hvad der skal til for at stoppe de seksuelle overgreb: at sige det til nogen. Det lyder også som om, du godt ved at det din far gør, er helt forkert og ulovligt. Det er rigtig vigtigt at du ved, at det ikke er noget som din far må gøre ved dig. Jeg tænker på, om du mon også godt ved, at det ikke er din skyld?

Hos AlbaHus hører vi tit fra unge, at de er bekymrede for at ingen vil tro på dem..

Nogle gange kan det hjælpe at forberede, hvem du vil sige det til, og hvordan du vil sige det. Måske du kender en voksen i din familie, på din skole, til en fritidsaktivitet eller i en klub, som du er glad for eller som du ved bekymrer sig om dig. Det kunne være, at du kunne fortælle ham/hende om de seksuelle overgreb, og at du er blevet gravid?

Tit kan det være en hjælp at få sagt til den voksne, at der er noget vigtigt, du gerne vil snakke med ham/hende om, og som du har rigtig svært ved at sige. Det kan være en god ide, at have skrevet ned på en seddel, hvad det er man vil fortælle.

Nogle gange kan lægen også være den voksne, man betror sig til. Måske du kunne få en lægetid og der fortælle, at du er bange for du er gravid og har brug for hans/hendes hjælp? En læge har det, som hedder underretningspligt, og som betyder, at hun/han skal kontakte kommunen og fortælle, hvad der sker hjemme hos dig, så overgrebene kan blive stoppet, og du kan få hjælp. Det samme gælder for fx lærere og klubpædagoger. Det gælder for alle voksne.

For nogen hjælper det på bekymringerne om at blive troet på, at have fortalt det til os i AlbaHus og opleve, at vi tror på dem og gerne vil hjælpe dem til at stoppe overgrebet.

Andre har glæde af at tænke på tidligere erfaringer med at have fortalt en voksen en hemmelighed eller noget, som var rigtigt svært, og hvor det hjalp at tale med den voksne om det. Så kan det nemlig være, at man kommer i tanke om, at man plejede at kunne tale rigtig godt med sin mor, sin farfar eller måske en lærer. For nogen er det godt at komme i tanke om, for så får man håb om og mere tro på, at fx ens mor kan hjælpe, selvom det lige nu virker håbløst.

Jeg håber, at mit brev giver mening for dig og giver dig lidt at tænke over.

Du skal i hvert fald vide, at jeg ikke synes du lyder kynisk i dit brev – tværtimod lyder du som en pige, der har båret alt for mange tunge og alvorlige hemmeligheder på dine skuldre.

Du er velkommen til at chatte, skrive email eller ringe til AlbaHus, så sidder der nogle rådgivere klar, som gerne vil hjælpe dig med, hvordan du skal få det sagt og hjælpe med at finde frem til, hvem det skal være.

Venlig hilsen Lone

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program