Hej Matilde,

Øv, hvor lyder det bare til at være rigtig svært at være dig i øjeblikket.

Jeg kan godt forstå, at det kan virke tillokkende at flygte fra det hele. Det er en helt naturlig reaktion, når livet er svært. Men en overdosis er ikke nogen god idé. Som du selv skriver, så er der risiko for, at det kan føre til en smertefuld død. Men selv hvis det ikke går så galt, så er der stor risiko for, at du får varige mén af det. Og de mén kan være alt fra skader på de indre organer og til problemer med bevægelsen i en eller flere kropsdele.

Når du har det så svært er mit bedste råd, at du skal tale med nogen om det. Men det kan jeg se på dit brev, at du allerede godt ved. Og at det er svært for dig. Det er helt forståeligt, at det er udfordrende. Det vil langt de fleste, der står i en situation som din, synes. Fordi det er sårbart at åbne op. Og fordi det hele bliver meget mere virkeligt, når først man siger det højt. Og når du så samtidig er udfordret af, at din familie ser ned på dig og dine handlinger, så bliver det ikke nemmere.

Ikke desto mindre tænker jeg stadig, at det er vigtigt at du får talt med nogen. Og når nu ikke det dur at tale med din familie ville mit næste råd være at tale med din veninde. Men ud fra dit brev kan jeg godt se, at den mulighed heller ikke dur lige nu. Eller måske gør den. For som jeg forstår dit brev, så har din veninde sagt, at hun vil cutte kontakten til dig, hvis du tager en overdosis. Men måske, hvis du fortæller hende hvordan du har det, og siger, at du gerne vil lægge idéen om en overdosis på hylden (hvis du altså vil det), så tror jeg hun kan være god at tale med. Det lyder i hvert fald til, at hun har været god til at lytte tidligere, og gerne vil hjælpe dig.

Du kan også overveje at tage kontakt til psykiatrien. De er professionelle og de er uddannet til at hjælpe i den her slags situationer. Dog skal du vide, at eftersom du er under 15 år kan du ikke undgå, at dine forældre skal ind over også.

Du skriver, at du kan have svært ved at styre din vrede og kan gå amok og smadre ting eller folk, hvis dit temperament koger over. Det fortæller mig, at du har nogle store følelser indeni, som du har svært ved at håndtere, og svært ved at få ud på en god måde. Når vi mærker følelser, uanset om de er store eller små, så har vi brug for at få afløb for dem på den en eller anden måde. Og det skal helst være på en hensigtsmæssig måde, så det ikke går ud over os selv eller andre. Men hvis vi aldrig har lært hvordan en "hensigtsmæssig" eller "god" måde er, eller hvis følelserne bliver for store, så kan det være rigtig svært. Og så har vi brug for støtte til, hvordan vi håndterer vores følelser bedst muligt, og brug for støtte til at finde ud af, hvad det er der gør, at vi har så store følelser. Når jeg læser dit brev tænker jeg, at det netop er det du har brug for - hjælp og støtte til at forstå og håndtere dine store følelser.

Det er tydeligt for mig, at du har brug for hjælp, brug for nogen, der lytter til dig, og brug for nogen, der gerne vil dig det bedste. Det lyder til, at din veninde er sådan en person, men jeg tænker, at det kan være godt for dig også at tale med en voksen tæt på dig. Måske har du en lærer eller en tante eller onkel du er glad for og tæt med? Det er i hvert fald vigtigt, at du får noget hjælp, og at nogen hører om, hvor svært du har det. For det er ikke meningen, at en pige på 14 år skal gå rundt og have det så svært som du har det.

Jeg håber du finder nogen at snakke med og ønsker dig alt det bedste!

Mange hilsner,

Siv