Not alive

brevkassespørgsmål

Not alive

brevkassespørgsmål af
Lana
14 år
Oprettet 4 år 4 dage siden

Hej,

Jeg har haft det meget svært de sidste par måneder. Jeg føler mig tris, exhausted og unmotivated. Det hele startede i starten af september. Jeg har dog talt med min skoles sundhedsplejske om hvordan jeg har det. Hun viste mig til Cyberhus.dk. Hun sagde at den måde jeg har det på kan være et tegn på depression. Jeg har haft det sådan her i snart 3 måneder, og jeg skal tale med min skole sunhedsplejske igen efter jul.. tror jeg. Jeg er ikke sikker på hvad det skyldes til min depression.. jeg ved ikke om noget af det handler om den her dreng. Vi kunne lide hinanden og var sammen rigtig meget. But then he ghosted me og sagde han ikke havde tid. Jeg har det svært ved at kommer over ham. Jeg har sagt det til min far, storebro og min mega fantastik veninde som nogle gange holder øje med mig, og tjekker op på mig. But I can't help feeling lonely. Jeg har også Self-harm problemer, men er 1 måned clean.. Jeg har prøvet at skrive mine følelser ned og hvad man nu kan gøre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv. jeg føler mig presset til at klare det godt i skolen og til at være i godt humør. 

Svar: 

Kære Lana

Tak fordi du har skrevet ind til os. Selvom det er din sundhedsplejerske der har anbefalet dig at skrive til os, så er det rigtig sejt at du har gjort det. Det er ikke alle, der tør at indrømme det, når noget gør ondt indeni eller føles forkert, men det er utrolig vigtigt at man sætter ord på. Det er første skridt på vejen mod at få det bedre. Derfor synes jeg også at det er vildt sejt at du har talt med din sundhedsplejerske, og jeg synes det lyder godt at I skal tale sammen igen efter jul/nytår. 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at der er mange forskellige ting, som kan spille ind på dine følelser, og jeg tænker også at det ville være mærkeligt hvis du ikke blev påvirket af alt det der sker. Det er nemlig både svært at føle sig afvist, ensom, at være presset over skolen, og oven i alt det så er du også ved at stoppe med at selvskade. Det sidste kræver i sig selv, en hel masse arbejde og energi, så du kan virkelig være stolt af dig selv af at have været clean i en måned nu. 

Udover alle de ting du selv nævner, så er der også rigtig mange mennesker, som oplever at blive mere triste i løbet af vintermånederne, fordi der ikke er særlig meget sollys, og oven i det, så bliver der ved med at komme nye restriktioner pga. corona. Så selvom du ikke selv nævner de to, så kan de også være med til at påvirke hvordan du har det. 

I den forbindelse tror jeg at det måske er nyttigt for dig at lave et overblik over hvilke ting der påvirker dig og hvad der hjælper dig. Et helt konkret råd er at skrive det ned på et stykke papir. Du skriver at du allerede har prøvet at skrive dine følelser ned, så måske rammer jeg helt ved siden af. Hvis jeg gør det, så er du selvfølgelig meget velkommen til at skrive igen.

Mit råd til dig er at prøve at besvare nogle spørgsmål, så godt som du kan. Du skal altså ikke bare skrive løs, men prøve at hjælpe dig selv med at få lidt mere orden på hvad der sker. På den måde gør du det synligt for dig selv, hvad der sker indeni dig, hvad der presser dig, og hvad du kan gøre eller allerede gør når det sker.

Nu prøver jeg lige at starte en liste, men du skal selv kopiere den ud, og udfylde den helt. Nogle af stederne gætter jeg en smule, ud fra det du skriver, så hvis du ikke synes at det giver mening, så sletter du det selvfølgelig bare. 

Tristhed: 

Jeg føler mig: trist, umotiveret og udmattet  (Indsæt gerne flere følelser)

Jeg tænker at: det måske er en depression (indsæt gerne flere tanker)

Jeg kan: tale med sundhedsplejersken, skrive til Cyberhus.dk, tale med min gode veninde, tale med min far, tale med min storebror (indsæt gerne flere ting her)

Det hjælper mig mest når: der er nogen der lytter til mig og tjekker op på om jeg er ok. (indsæt gerne flere ting her)

Presset i skolen: 

Jeg føler mig: presset til at være glad selvom jeg er ikke er det (Indsæt gerne flere følelser)

Jeg tænker at: jeg skal klare mig godt i skolen (indsæt gerne flere tanker)

Jeg kan: tale med sundhedsplejersken, holde juleferie og slappe af, tale med min lærer om hvordan det går i skolen og hvad jeg føler, tale med min far, tale med min storebror (indsæt gerne flere ting her)

Det hjælper mig mest når:  (Indsæt nogle bud på hvad der kan hjælpe dig i forhold til det pres du oplever i skolen) 

Dreng der ghoster/ensomhed: 

Jeg føler mig: afvist, forvirret, ensom (Indsæt gerne flere følelser)

Jeg tænker at: jeg troede vi havde det godt, jeg savner ham, jeg kan ikke komme over ham, jeg er alene  (indsæt gerne flere tanker)

Jeg kan: tale med min storebror, tale med min far, fortælle andre at jeg føler mig alene, skrive til drengen og bede om en forklaring så jeg kan få en afslutning, prøve at glemme ham, sørge for at tale rigtig meget med en veninde om det, lave andre ting som gør mig glad (indsæt gerne flere ting her)

Det hjælper mig mest når:  jeg taler med en god veninde om det, når jeg tænker på at det er ham der er en idiot (indsæt gerne flere ting her)

Selvskade (1 måned clean!): 

Jeg føler mig: stærk, glad, stolt (Indsæt gerne flere følelser)

Jeg tænker at: jeg godt kan stoppe med at selvskade  (indsæt gerne flere tanker)

Når jeg får lyst til at selvskade, så kan jeg:  tale med dem omkring mig om hvordan jeg har det, finde på ting som jeg kan gøre i stedet for at selvskade (f.eks. tage et koldt bad eller skrive/tegne mine følelser), 

Det hjælper mig mest når:  jeg taler med andre om det (indsæt gerne flere ting her)

Det gode ved at lave en liste som den her, er at du ikke kun behøver at skrive de ting ned som føles ubehagelige. Du kan også skrive nogle af de ting ned, som gør dig glad, og de kan så bruges som inspiration til de tidspunkter hvor du har det skidt, og har brug for at få det bedre. Du kan også bruge listen til at fortælle andre om hvordan de kan hjælpe dig bedst muligt. F.eks. så kan du sige til din veninde at når du er trist, så hjælper det at hun tjekker op på dig. På den måde kan du give hende en rigtig god idé om hvad hun kan gøre for at hjælpe dig bedst muligt. 

Jeg synes som sagt at det er vildt flot at du har skrevet ind til os, og jeg tror også at det er rigtig vigtigt at du taler videre med din sundhedsplejerske efter ferien. Det er muligt for dig at få det bedre, og du har allerede taget det første skridt på vejen. Jeg håber mit svar måske kan hjælpe dig med at få et overblik over hvad der påvirker dig lige nu. Hvis du nu har flere spørgsmål, så husk at vores chat også er åben her op til jul (tirsdag/onsdag), og igen mellem jul og nytår. Det samme gælder for vores SMS-rådgivning.  Du kan se her hvornår: https://cyberhus.dk/chat

Kærlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program