Mit hul
Mit hul
Hej jeg ville vide om mit hul dernede er for småt fordi jeg føler det er iforhold til alle mine veninder om det er normalt det er på størelse som en 1 krone og er 14 år er det normalt? er bange
Kære Natasja
Det er godt, at du spørger, når der er noget, du er i tvivl om. Det er helt normalt, hvis dit hul eller skedeåbning, som det også hedder, er på størrelse med en enkrone. Det er også helt normalt, hvis din skedeåbning er mindre eller større end en enkrone. Ens skedeåbning skal nemlig kunne udvide sig og trække sig sammen efter behov. Det er rigtigt smart, at den kan det, fx når man skal føde, eller hvis man skal have sex.
Det kan være, at du synes, at din skedeåbning virker lille, fordi du kan se dine indre kønslæber. De indre kønslæber befinder sig omkring skedeåbningen og sørger for, at bakterier og skidt udefra (fx fnuller fra trusserne) ikke kommer op i selve skeden. De indre kønslæber kan godt få ens skedeåbning til at syne meget lille. Størrelsen på de indre kønslæber kan variere fra kvinde til kvinde, og blandt andet derfor kan det være svært at sammenligne sit underliv med sine veninders. Et underliv kan nemlig være lige så forskelligt fra person til person, som ansigter kan være forskellige.
Hvis du er meget bange for, om dit underliv er normalt, kan det være en god idé at tale med din læge om det. Din læge kan så undersøge dit underliv og give dig et helt klart svar.
De bedste hilsner
Marie