Mistet bedste ven
Mistet bedste ven
Hej Cyberhus Jeg var på efterskole for to år siden nu Her havde jeg en virkelig god ven, men hun begyndte så at få følelser for mig - jeg troede i starten at jeg måske også havde følelser for hende og sagde det til hende, men så fik jeg virkelig dårlig samvittighed fordi jeg fandt ud af at det måske ikke passede alligevel. Hun blev virkelig ked af det og jeg blev virkelig ked af det, og det var desværre ikke sidste gang den situation skulle opstå. På et tidspunkt konfronterede hun mig med det, og jeg kunne ikke gøre andet end at sige undskyld. Siden da har vi ikke talt sammen og det gør virkelig ondt. Vi var praktisk talt bedste venner. Og jeg savner hende. Men hun har også gjort det klart, at hun ikke gider at have mere med mig at gøre! Så hvad foreslår I, at jeg gør? Der er gået to år nu og jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal komme mig over savnet. Mange tak på forhånd
Hej du,
Det lyder som en kompliceret situation I stod i. Vi taler nok oftere om at man kan have kærestesorg, men det er virkelig også hårdt at miste sin bedste ven, så jeg kan godt forstå at det stadig er en sorg for dig!
Du skriver at din ven fik følelser for dig og at du troede at du også havde følelser for hende, men du kom frem til at du ikke havde lyst til mere end venskab. Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, at du er kommet til at gøre hende ked af det, men som du beskriver det, lyder det jo ikke til, at du har gjort det for at lege med hendes følelser.
Måske ønskede du egentlig at du kunne gengælde hendes følelser eller måske var det bare forvirrende fordi du holder meget af hende, men bare ikke på den måde hun ønskede? Det tænker jeg faktisk kunne ske for de fleste der stod i din situation, så jeg håber at du kan vise lidt medfølelse med dig selv, fordi det også var rigtigt hårdt for dig hvad der skete.
Du spørger hvad vi foreslår du gør, og der tænker jeg at du måske både mener i forhold til din ven og i forhold til selv at komme videre? For jeg tror nemlig at du er nødt til at tænke på begge dele.
I forhold til din ven, fortæller du, at hun har gjort det klart at hun ikke vil have noget med dig at gøre og at I ikke har talt sammen i to år. Hendes følelser er blevet sårede, og jeg tænker det er naturligt, at hun har haft brug for afstand, fordi hun egentlig ønskede at det skulle være mere end venskab. Det kan de fleste der har prøvet at være ulykkeligt forelskede nok genkende, og sådan ville hun måske også have haft det, selvom du fra starten havde være afklaret med, at du ikke ønskede mere end venskab. Man kan sige, at hun ikke længere kunne være den ven du savner, fordi hun ønskede mere. Og du kunne ikke være det hun ønskede, fordi du udelukkende har venskabelige følelser. Det er hårdt, men det er ikke nogens skyld at det er sådan, og det kan være svært at lave om på.
Samtidig er der gået to år nu, og hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg egentlig godt, at du kan tillade dig at kontakte hende og fortælle at du savner jeres venskab. Du beskriver det meget godt i din besked til os, så måske kunne du også skrive til hende, og forklare tingene fra dit perspektiv, fortælle at du virkelig fortryder hvad der skete og at du håber hun vil række ud til dig, hvis hun nogensinde får lyst til at genstarte jeres venskab. På den måde har hun mulighed for at tænke over det, og hun bliver ikke presset til at tale med dig, hvis hun stadig ikke ønsker det. Hvis du så ikke hører fra hende, er der nok ikke så meget mere du kan gøre. Men så har du i hvert fald fået mulighed for at fortælle hende hvordan du har det, og du ved at du har gjort hvad du kunne.
Det leder mig videre til den næste del af mit svar, nemlig hvad du ellers kan gøre for at komme videre. For der er jo en vis sandsynlighed for, at du er nødt til at komme videre uden hende. Du skriver at du ikke ved hvordan du skal komme dig over savnet, og når du først har kontaktet hende en sidste gang, tror jeg det bedste du kan gøre, er at fokusere på at skabe nye venskaber. Det er jo ikke fordi en anden person bare kan erstatte din efterskoleven, men du kan godt få lige så vigtige venskaber, bare på en ny måde.
Sådan en oplevelse som du har haft, kan nogle gange gøre det svært at få nye tætte venskaber, fordi man bliver bange for at noget lignende skal ske igen. Man kan også komme til at føle at man vil være en dårlig ven, på grund af de fejl man lavede tidligere. Hvis det er sådan, er det vigtigt at huske at alle begår fejl, og at de fejl på nogen måder kan være med til at gøre en til en bedre ven, fordi man lærer af dem. Samtidig kan det også hjælpe at være ret åben overfor nye venner, og fortælle hvor hårdt det har været.
Det kan også være at du faktisk har nye, tætte venner, men at du bliver ved med at savne lige præcis den her ven som du mistede. Hvis det er sådan, håber jeg at det kan hjælpe dig at række ud til hende, også selvom du måske ikke får svar. Så ved du, at selvom du begik fejl tidligere, har du gjort hvad du kunne for at redde jeres venskab. Samtidig håber jeg også, at det kan gøre det lettere at vide, at det ikke kun er din skyld at jeres venskab sluttede. For måske havde været svært at bevare jeres venskab, selv hvis du ikke havde været forvirret over dine følelser. Det er ikke let at være tætte venner, hvis den ene har fået flere følelser end den anden.
Jeg håber at du kunne bruge mine overvejelser, selvom jeg godt ved, at det ikke helt ændrer på hvordan du har det. Ellers er du altid velkommen til at skrive til os igen!
Mange hilsner,
Marie