Min veninde går udfordrende klædt

brevkassespørgsmål

Min veninde går udfordrende klædt

brevkassespørgsmål af
Clarissa
14 år
Oprettet 1 år 3 uger siden

Jeg har en megagod veninde. Hun er supersød og altid sjov at være sammen med. Mit problem er at hun går meget udfordrende klædt. Det er noget med meget make-up, nedringede bluser og push-up bh, g-streng og hullede jeans med huller "de helt rigtige steder" fx med kig til balle og lår, om sommeren små shorts der viser baller osv. Det er som om hun udstråler sådan en "kom-og-tag-mig" overfor drengene. Hun er også flot og har en flot skikkelse og er meget sexet, det kan jeg godt se. Det får mange især piger til at hviske "luder" og nu har jeg også flere gange hørt ordet "luderparret" om os begge to fordi vi tit går sammen. Men jeg går altså helt almindeligt klædt. Det irriterer mig. Jeg har prøvet at snakke lidt med hende og spurgt om hun måske kunne skrue lidt ned men hun griner bare og siger at sådan kan hun nu lide det. Jeg synes jo heller ikke jeg skal bestemme hvordan min veninde går klædt. Kan jeg gøre noget?

Svar: 

Kære Clarissa

Tak for dit spørgsmål.

Det kan være lidt svært når ens gode veninde går klædt på en måde, som man føler kan påvirke en selv. Det er dog vigtigt at huske, at det er din venindes eget valg, hvordan hun vælger at klæde sig, og du kan i sidste ende ikke bestemme, hvordan hun skal klæde sig, du kan kun give hende råd som hun så kan vælge at lytte til eller ignorere.

Når det er sagt kan det være en god ide at snakke med din veninde igen og forklare hende, hvordan det påvirker dig, når folk taler dårligt om jer på den måde. Prøv at forklare hende, at det ikke handler om at begrænse hendes frihed til at klæde sig, som hun vil, men mere om at beskytte både dig og hende og dermed sørge for, at I ikke bliver udsat for unødig kritik og chikane. Men det er også vigtigt at huske på, at hvad andre mennesker tænker og syntes om jer, ikke definerer jer som personer eller jeres værdi. Jeg ved det kan være lettere sagt end gjort, men prøv at være stolt og hvem du er, og hvem din veninde er, og vær støttende overfor hende valg af stil selvom den er forskellig fra din egen.

Hvis du eller din veninde bliver konfronteret med nedsættende kommentarer eller rygter om dig og din veninde, kan det være fristende at forsøge at forsvare sig selv og forklare, at I ikke er "luderparret". Men det kan måske også være en bedre ide at forsøge at ignorere det og ikke give det for meget opmærksomhed. Jo mere du forsøger at forsvare dig selv, jo mere opmærksomhed giver du til rygterne og jo mere kan det føles som om du bekræfter dem overfor andre mennesker.

Det kan også være en ide at tale med andre veninder/venner, et familiemedlem eller måske en lærer, som du stoler på. De kan også hjælpe dig med at bearbejde dine følelser og finde støtte, hvis du har brug for det. Du skal ikke føle at du står alene, og du har ret til at blive hørt.

Håber mit svar kan hjælpe dig lidt, og håber du får løst den kedelige situation, al held og lykke til dig.

Venlig hilsen Kylie

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program