Kære Ano.

Din søsters diagnose har haft rigtig stor betydning for det forhold I nu har til hinanden. Når man har en borderline diagnose, så betyder det at man oftest har meget kraftige reaktioner. Især i følelsesladet situationer. For dig har det betydet, at du ikke har følt dig sikker og tryg i din barndom. Du skriver, at du først bliver bekendt med din søsters diagnose efter hun er flyttet hjemmefra. Så, da I boede sammen hele familien og du blev udsat for hvad jeg vil kalde grænseoverskridende adfærd fra hendes side, da vidste du ikke hvorfor hun opførte sig så urimeligt overfor dig. Du har dermed ikke haft nogen som helst chance for at kunne forstå din søster. De situationer du beskriver lyder meget voldsomme og jeg kan godt forstå, at du har følt dig bange. Det er helt naturligt, at vi som mennesker søger væk fra ubehagelige følelser og situationer, der kan få os til at føle os bange eller ked af det. Og derfor har du trukket dig fra relationen. Jeg kan virkelig godt forstå, at du har svært ved at skulle tale med hende. Det kræver meget følelsesmæssigt overskud fra din side, at skulle tage en samtale med din søster nu. Du har al mulig grund til at være ked af, at I i barndommen ikke havde den søsterrelation, som du så din bedste veninde havde med sin søster og som du så inderligt drømte om at have med din.

Når det er sagt, så hæfter jeg mig ved, at din søster har fået sin diagnose og derfor helt sikkert også får hjælp og behandling for at kunne håndtere sin emotionelle ustabilitet. Dine forældre vil gerne have, at du taler med din søster, men kun du ved og kan mærke hvornår du er klar til det. Det skal du få sagt til dine forældre.

Du føler Jeres forhold er slut, men jeg synes du skal tage dig tid til, at tænke over om der ikke kunne være en åbning, nu hvor din søster er blevet diagnosticeret og får hjælp. Hvis det er for svært, at tale med hende, så kunne du overveje at skrive et brev til hende. Ligesom du har skrevet herind og få forklaret hvordan du oplevede hendes adfærd, hvad det gjorde ved dig og hvorfor du har taget afstand til hende. Gerne med konkrete eksempler, som du har gjort i dette brev. Måske slutte af med eksemplet om hvordan du i virkeligheden bare drømte om, at have en god og tryg relation til hende, som din bedste veninde og hendes søster havde til hinanden. Jeg ved, at det kræver en kæmpe indsats fra din side. Det bliver måske det sværeste brev du nogensinde kommer til at skrive. Men jeg tror også på, at det ikke er for sent for dig og din søster. I kan, nu hvor I er blevet ældre, stadig nå at få et fornuftigt forhold til hinanden. Nogle gange i livet skal vi spørge os selv, "Hvad er det værste der kan ske?". Særligt i situationer, hvor vi vover noget. Hvor vi skal gøre ting vi er lidt bange for og som kræver stort mod af os. Spørg dig selv, "Hvis jeg taler med min søster, hvad er så det værste der kan ske?". Men husk også at spørge: "Hvad er det bedste der kan ske?". Din søster vil nok have meget svært ved at undskylde sin adfærd overfor dig, så det skal du ikke forvente. For hun har ikke været ond mod dig med vilje. Det skal du virkelig vide. Men måske dit brev kan være med til at gøre det nemmere for dig, at snakke med din søster igen. Du kan eventuelt sende det til hende via email eller med post, så I ikke er sammen, når hun læser det. For jeg tror, at de oplevelser du har haft gør det alt for svært at tage den der første svære samtale med din søster ansigt til ansigt. Du er måske ubevidst bange for, hvordan hun reagerer. 

Så jeg synes du skal overveje at fortælle dine forældre, at kun du ved hvornår du er klar til at tale med din søster. Det kan de ikke bestemme. Og - måske det vigtigste råd jeg kan give - skriv et brev til din søster. Tag den første "samtale" på papir, hver for sig. Og forhåbentlig åbner det op for yderligere snakke. Om brevet, dine følelser, din søsters diagnose og om hvordan I måske kan få en god relation til hinanden.

Håber du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke. 

Hilsen Lisa.