Min far tager mine penge.
Min far tager mine penge.
Hej, jeg er 15 år og jeg arbejder lige pt. Det har jeg gjort faktisk ret meget, men jeg mister simpelthen bare lysten til at arbejde, da jeg slet ikke får min løn. Jeg er meget ked af det, og jeghar bare lyst til at stoppe med at arbejde, men det må jeg ikke. Min far tager hele min løn, også sidder jeg bare med ingenting. Jeg forstår det simpelthen ikke, for det er som om at jeg forsørger ham? Men er det ikke meningen at det er ham, som skal forsørge mig, når vi nu lever i Danmark? Den danske tankegang har han åbenbart ikke. Jeg sidder faktisk og skriver det her med tårer, da jeg faktisk er ret ked af det. Ovre i skolen så er mine veninder ellevilde glade over at de har fået løn, og de snakker løs om hvad de skal bruge dem på, imens jeg bare sidder i hjørnet og tænker "Gid det var mig." Når jeg siger til ham om jeg ikke skal have lidt penge, så siger han bare "Det snakker vi om en anden gang, og du har den 50'er som jeg gav dig sidste måned." Jeg er bare så ked af det, for jeg forstår det simpelthen ikke.. Har i ikke ret til at få mine penge, som jeg tjener og arbejder hårdt for?.. :'(
Hej med dig,
Hvor er det godt du skriver! Jeg kan virkelig godt forstå, at du er ked af, at du ikke får lov til at beholde de penge som du selv har tjent og arbejder for.
Du skriver, at din far tager dine penge hver gang du får løn, og at du er rigtig træt af at dine venner kan bruge de penge de tjener, mens du selv ikke får noget ud af det du arbejder. Og faktisk er det sådan, at når man er fyldt 15 år, så har forældre ikke længere ret til at tage de penge du tjener fra dig. Loven der bestemmer dette hedder værgemålsloven, og den sikrer ligesom at pengene tilhører dig.
Du har mulighed for at blive tilsluttet et homebankingsystem ved din bank, hvis du har et særligt behov for dette, og din bank vurderer at du er moden nok til dette. Dette vil altså evt. bare kræve, at du ringer til din bank eller går derned, evt. fortæller om din problematik, og forhåbentlig kan få oprettet en konto, så du får et hævekort og dermed selv kan administrere dine penge. Dette er ikke nødvendigvis hemmeligt for dine forældre, og derfor vil jeg, hvis jeg var dig, overveje om du ikke skal fortælle din far om det.
Nu kender jeg ikke din fars grund til at tage dine penge. Om han bruger dem på sig selv / familiens regninger, fordi han er økonomisk presset, eller om han fx sætter dem på en opsparing til dig til når du bliver 18.
Jeg synes, at du skal prøve at snakke med din far om det igen, men kom til ham på en rolig måde, på et tidspunkt hvor han ikke laver noget særligt, og sig at du gerne vil snakke med ham. Fortæl ham stille og roligt, at du er rigtig ked af, at du ikke selv har mulighed for at bruge de penge du selv tjener, og at det ifølge værgemålsloven faktisk slet ikke er lovligt at han tager dine penge. Derefter kan du overveje at fortælle at du er / eller vil tilkobles homebankingsystem, så du dermed selv kan administrere dine penge. Det kan også være din far er nervøs for, at du ikke kan administrere penge selv, og at han derfor forsøger at hjælpe dig. Så må du prøve at vise ham, at du godt kan.
Indtil du er 18 år, har dine forældre forsørgerpligt over dig, og det er derfor ikke meningen at du skal betale alle dine penge til din far. Selvfølgelig vil det være okay, at han fx kræver at du selv skal betale noget af dit tøj, make up osv., men overordnet set har han ansvaret for at du får mad, har et sted at bo, går i skole osv.
Jeg håber du får dig en rigtig god snak med din far, og/eller at du kan få gang i din egen konto til dine penge, så du kan administrere dine penge selv.
Mange hilsner
Christina.