Min drøm

brevkassespørgsmål

Min drøm

brevkassespørgsmål af
Joanna
11 år
Oprettet 5 år 9 måneder siden

Kan jeg opleve min drøm om og blive sanger når jeg synger føler jeg mig fri og i en helt anden verden

 

Svar: 

Kære Joanna

Hvor er det dejligt at høre, at du får sådan en dejlig følelse i kroppen, når du synger. Det er super godt at have drømme for fremtiden, og jeg vil derfor prøve at komme med nogle råd til, hvordan du kan forfølge din drøm.

Som du måske allerede ved, så kræver det rigtig meget tid, øvelse og hårdt arbejde at blive sanger. Jeg tror derfor, at det i første omgang handler om, at du skal synge så meget som du kan komme til, så du kan lære din stemme at kende og blive klogere på, hvilken slags musik du bedst kan lide at synge til. Det kan også være en hjælp at synge overfor nogle andre, som kan høre din stemme og give dig råd til, hvordan du kan arbejde med den. Det kan eksempelvis være din musiklærer på skolen eller en anden voksen, som du har det rart med og har mod på at synge overfor.

Nu ved jeg ikke om, det kan lade sig gøre, men det kan også være, at du kan snakke med dine forældre om muligheden for at gå til sang hos en sanglærer, eller du kan måske begynde i et kor eller et band med nogle fra din skole. Jeg tror hvert fald, det kan være rigtig rart at synge sammen med andre, som har samme interesse, fordi de måske kan give gode råd til, hvordan du kan øve dig, og I kan hygge jer sammen og have det sjovt med jeres fælles interesse.

Jeg synes det er mega sejt, at du har fundet en interesse, som virkelig gør dig glad, og jeg håber du kan bruge mit svar. Rigtig meget held og lykke med det hele.

De bedste hilsner

Maren

 

Marens billede
Maren fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program