Min afdøde storebror
brevkassespørgsmål
Min afdøde storebror
Hej Charlotte. For fire og et halv år siden, mistede jeg min storebror i en trafikulykke. Jeg var ikke hjemme da uheldet skete, jeg var på ride-lejr. Da jeg kom hjem tre dage efter, valgte min mor at fortælle mig det. Jeg græd, og græd, og græd.. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe! Han var kun min halvbror, men da han ikke er opvokset med hans far, men med vores mor og min far, så jeg ham selvfølgelig som min "rigtige" bror. Da det skete midt i sommerferien 2006, holdt mine forældre min søster og jeg nærmest "indespærret"; De tog min mobil og min computer, jeg måtte slet ikke have kontakt til nogen, udover min familie. Jeg blev foreslået af min klasselærere (som også kendte min storebror super godt), at jeg skulle have psykolog-hjælp. Men det ville min mor ikke have. Min far sagde ikke rigtig noget til det. Så jeg gik i to år, og holdt det hele inde. Jeg kunne ikke snakke med nogen om det. Min mor havde sagt, at jeg hvis der var noget, skulle jeg snakke med hende om det. Men selvfølgelig når jeg nævnte det, fik hendes tårer frit løb. Jeg følte at jeg gjorde hende mere ked af det. Jeg følte mig alene. Men så en dag ændrede min mor mening; Jeg skulle til psykolog. Grundet at jeg havde skåret i mig selv. Jeg kom så til den her psykolog, men hun havde haft mange samtaler med min bror, da min mor er skizofren. Så det var hårdt for mig, for hun snakkede om det forhold, hun vidste min bror og jeg havde. Jeg fik en ny psykolog, men jeg nåede kun og have tre samtaler med hende, da hun så gik på barsel. Min tredje psykolog, var rent ud sagt en dum ko, da hun snakkede om alt muligt andet. Jeg er tit deprimeret, og jeg har min storebror i hovedet konstant. Jeg har været i to sorggrupper, men det har ikke rigtig fået min rykket videre fra sorgen. Jeg føler at jeg stadig sidder i den samme suppedas. Jeg er på bar bund omkring dette, jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler stadig ikke at jeg kan snakke med min mor om det, da hun ofte har det elendigt. (Skizofreni, blodpropper, mistet barn, ect.) Min søster vil aldrig snakke om min bror (hun er tolv), hun er tavs som graven omkring det. Håber du kan give mig en lille skub..
Svar:
Kære pige.
Det gør mig utrolig ondt med din bror. Jeg kan læse på det du skriver, at du føler dig utrolig alene med din sorg og ikke har nogen at dele den med. Det gør mig ondt. Du er ligesom mig. Da jeg mistede min lillebror i 2002 i en trafikulykke gik min verden også i stykker. Charlotte1 døde med min bror - og den nye Charlotte2 kom til verden. Sådan tænker jeg i dag. Min lillebror var min eneste søskende, så jeg stod alene. Selv om man er voksen er det de samme tanker vi deler. Du har været igennem flere psykologer - det var jeg også - jeg følte heller ikke jeg kunne bruge dem jeg var hos.
Prøv at gå ind og kigge på min hjemmesiden omkring søskendesorg - www.soeskendekram.dk - den hedder Søskendekram. Jeg lavede den, fordi jeg ikke følte der var nogen steder hvor jeg passede ind. Og så bliver man - ligesom du - utroligt udafreagerende. Du skærer i dig selv. Jeg blev gal og sur og utrolig svært at leve sammen med. På Søskendekram kan du skrive og debatere. Gruppen er også på Facebook, hvor der er rigtig mange dejlige søskende der har mistet, som hjælper hinanden - giver et kram og mødes.
Det kører for tiden en sorggruppe på Frederiksberg... men nu ved jeg ikke hvor du bor!
Du mangler en fortrolig, et sted eller en person som du kan dele alle dine tanker med. Du er helt normal - det er en helt normal reaktion du kommer med. Det vil du finde ud af - når du deler dine tanker med os andre - enten på hjemmesiden eller på Søskendekram.
Prøv evt. at tage din søster i hånden og hvis hende hjemmesiden - det kan være, at hvis hun læser de historier som andre søskende har skrevet om at miste, at hun lukker op. For hun har helt sikkert også det behov.
Det er ingen smerte der er større end at miste sine søskende. Vi er en overset gruppe - det er ok at græde og være ked, men fokusen er mere rettet mod vores forældre, hvilket også er ok, for de har mistet deres barn. Men vi kommer som søskende lidt i klemme og bliver glemt i alt dette.
Jeg oprettede en mindeside for min lillebror (René Drue) på www.mindet.dk. Det blev mit gravsted, da han er begravet på Fyn og jeg bor på Sjælland. Det har hjulpet mig meget, de første par år efter hans død.
Jeg håber og ved, at du kan bruge hjemmesiden. Kontakt mig via denne - hvis du har behov. Mail til mig - jeg svarer altid hurtigt.
Pas på dig selv og husk du er ok!
Kram og mange tanker
Charlotte
Relateret indhold
problemer med at springe ud.
hej... jeg er en pige på 14 år som har et problem. Jeg har i længere tid vidst at jeg var til piger og det har jeg ikke noget imod, problemet er bare at jeg for det første ikke ved hvordan jeg skal springe ud som man siger. Men Jeg får det dårligt af at gå med det inde i mig selv, og for det...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
Jeg er meget lav. Hvorfor?
Hej jeg er en pige på 14 år og er kun 148 cm. Jeg hader at være så lille og jeg undre mig over hvorfor jeg er så lille da jeg spiser som jeg skal og har altid gjordt det. Og jeg har hørt at ens ernæring kan betyde noget for ens højde.
Lucia fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
inkonitens?
Jeg har et problem som måske er inkonitens...?
Det er meget meget meget meget flovt og pinligt...!! Nogen gange skal jeg lige pluselig tisse rigtig meget og jeg kan ikke nå hen på toilettet. Så løber det bare ud og jeg kan sletikke stoppe det. Det er startet for et år siden.
I...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
