Menstruation? Hvornår får jeg den?

brevkassespørgsmål

Menstruation? Hvornår får jeg den?

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 4 år 4 måneder siden

Hej CH 

Jeg er en pige på 11 der gerne vil høre noget om menstrations tegn.

Min veninde siger at jeg har humør svingninger og siger at jeg går fra angry til sad til hype. Mit udflåd er også begyndt at blive mere 'Voldsomt' altså pletten bliver større og lidt lysegul i det. Jeg har også rimligt meget hår dernede, og lidt under armene + at jeg lugter. 
Jeg skal også rykke en klasse op efter sommeren så jeg springer en klasse over så de er et år ældre. Derfor er jeg også nervøs! Har de fået det?

osv?

Svar: 

Hej med dig,

Tak for dit spørgsmål. Du er helt sikkert ikke den eneste pige, som går og spekulerer over, hvornår du mon får menstruation. Det er helt normalt, og det kan være svært at vente, og man kan blive noget så utålmodig. Jeg kan høre, at du allerede er opmærksom på nogle af de tegn, der kan være på, at menstruationen er på vej, som f.eks. kønsbehåring, udflåd og øget kropslugt. Det er meget forskelligt fra pige til pige, hvor længe eller hvor meget udflåd, man har før ens første menstruation egentlig kommer. Nogle har udflåd et par måneder inden menstruationen kommer og andre i flere år. Udflåd kan både være hvidligt og gulligt, og det kan også ændre sig, sådan som du skriver. Humørsvingningerne kan også være et tegn på, at der er flere og flere hormoner i kroppen, og som regel vil ens bryster også begynde at vokse. De fleste piger får deres første menstruation, når de er mellem 10-14 år, andre får den tidligere eller senere, og det er stadig helt normalt.

Jeg kan godt forstå, at det fylder ekstra meget for dig, når du skal til at gå i klasse med piger, som er et år ældre end dig. Det er slet ikke sikkert, at nogen af dem har fået deres menstruation endnu, og måske er der et par stykker som har. Det er hverken sjovt at være den første eller den sidste, og der vil måske være nogle områder i forhold til puberteten, hvor de nye klassekammerater er lidt foran dig, fordi de er et år ældre, men det behøver ikke være sådan, da det er meget forskelligt, hvornår man kommer i puberteten.

Du får din menstruation, når din krop er klar, og selvom det kunne være fedt, er der ikke noget at gøre for at speede processen op, men du kan eventuelt prøve at spørge din mor om, hvornår hun fik sin første menstruation. Der er nogen der mener, at det kan give en idé om, hvornår du måske også får det, men det er ingen garanti.

Jeg krydser fingre for, at din første menstruation snart dukker op, og at du kan bevare tålmodigheden lidt endnu. Den skal nok komme.

De bedste hilsner

Jeanette

 

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program