spiseforstyrrelse.

brevkassespørgsmål

spiseforstyrrelse.

brevkassespørgsmål af
pigenmedproblemer.
19 år
Oprettet 7 år 4 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 19 år. Jeg har snart haft bulimi i 7 år, det startede med at min veninde fik anoreksi/bulimi. Også startede jeg også, men ingen ved jeg har det. Min veninde har fået en masse hjælp og døjer lidt med det endnu. Men ingen har opdaget mit problem, min familie opdagede det på et tidspunkt, hvor de hjalp mig igennem det, men jeg er endte hurtig tilbage hvilket de ikke ved. Jeg ved godt alle siger man skal få hjælp og tale med nogen. Men vil ikke tale med nogen! 
Men jeg er virkelig bange.. 7år er meget og jeg ved det skader min krop sindssygt, og jeg er bange for at falde dø om en dag, jeg prøver virkelig og stoppe og næsten hver dag tænker jeg at jeg stopper.. Men lige så snart at jeg føler at jeg har spist lidt meget, så kaster jeg op..

Hvad skal jeg gøre?? Jeg vil IKKE fortælle nogen om det. 

Svar: 

Kære du

Jeg kan godt forstå at du er både frustreret og presset. 7 år med en spiseforstyrrelse er lang tid. Det tærer både på kroppen og på psyken.

Jeg kan med det samme se at jeg ikke kan give dig det svar du gerne vil have. Du spørger nemlig hvad du skal gøre, hvilket jeg selvfølgelig tolker som...hvad skal jeg gøre for at komme ud af spiseforstyrrelsen. Men du siger samtidig at du ikke vil tale med nogen. 
Hvis du har besluttet dig for at du ikke vil tale med nogen, mener jeg, at du samtidig vælger spiseforstyrrelsen til. 

En spiseforstyrrelse er en lidelse. En sygdom helt ligesom en lang række somatiske sygdomme...altså fysiske lidelser. En spiseforstyrrelse kræver behandling. Den går ikke væk af sig selv, og man kan ikke som sådan behandle sig selv. Det er selvfølgelig afgørende at man selv træffer en beslutning om at man vil ud af spiseforstyrrelsen, men selve processen med at kæmpe sig fri, kræver behandling. Det betyder at du bliver nødt til at snakke med nogen om det.  
Hvis man skal sætte et billede på vil det svare lidt til at sige at man ikke ønsker behandling til at få et brækket ben til at hele. Uden behandling vil benet enten ikke hele, eller også vil det hele forkert sådan at man resten af livet vil have varige mén. Sådan vil det også være med en spiseforstyrrelse. Hvis du vil komme fri af den, bliver du nødt til at få hjælp og behandling. 

Jeg kan se, hvor brændende du ønsker at komme ud af den her spiseforstyrrelse, og det tænker jeg er et fantastisk udgangspunkt for at få hjælp. Du kan få hjælp, og god hjælp. 
En mulighed er at snakke med din egen læge om henvisning til behandling. Det er et stort skridt som, og måske er det for stort til en start? 
Hvis du tænker det, kunne du overveje at kontakte LMS til at begynde med. Dem kan du anonymt snakke med om hvilke muligheder der findes for at få hjælp. Du kan læse mere om LMS her

Jeg håber du vil genoverveje at snakke med nogen om hvordan du har det. Jeg ved det er svært, men jeg ved også at det nytter. 
Du kan komme af med din spiseforstyrrelse. Du kan skabe den ændring i dit liv som du har prøvet på så længe. Du kan. Jeg håber du vil give det en chance. 

Gode tanker
Niels-Christian

 

 

 

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program