Langvarig menstruation
Langvarig menstruation
Hej Cyberhus
Jeg er lige begyndt på p piller, for 11 dage siden, og det betyder også at det er 11 dage siden jeg fik min menstruation. Jeg er virkelig bange for at det ikke stopper inden for de næste par dage. Men hvor lang tid tror i der går før det stopper? for det er virkelig træls. Det er blevet mindre igennem de sidste par dage, og i de sidste 4-5 dage har det næsten kun været brunligt.
Håber i vil svare på mit spørgsmål hurtigst muligt, tak.
Hej med dig
Jeg kan godt forstå, at du synes, at det er træls, og at du måske er en smule bekymret.
Jeg er ikke læge, og derfor kan jeg ikke med 100% sikkerhed sige, hvorfor din menstruation er så lang den her gang. Jeg kan dog fortælle dig, at menstruation er forskellig fra kvinde til kvinde. Nogle bløder lidt, mens andre bløder meget og længe. Det afhænger rigtig meget af hormoner i kroppen, og derfor kan ens menstruation godt ændre sig lidt eller blive uregelmæssig, når man lige er startet på p-piller, fordi p-piller også består af hormoner. Ens krops naturlig hormonbalance skal derfor tit lige have lidt tid til at finde et niveau, som passer sammen med de hormoner, som kommer fra dine p-piller. Imens det står på, så kan ens menstruation være uregelmæssig. Så det kan være, at den er længere ellere kortere end den plejer, og nogle kan også komme til at pletbløde lidt i perioder. Det er ikke farligt, og jeg synes også, at det lyder til, at din menstruation er på vej til at stoppe igen, når du skriver, at det har været mere brunligt de sidste 4-5 dage. Men hvis du bløder i mere end 14 dage eller, hvis hver du hver måned bliver ved med at bløde meget længe, så tænker jeg, at det måske er en god idé at få en snak med din læge. Det kan f.eks. være, at lægen har nogle andre p-piller eller anden prævention, som kunne være et bedre alternativ for dig.
Hvis du kan mærke, at du er nervøs eller utryg ved det, så er det også okay at tale med nogle om det. Du kan f.eks. tale med din mor om det eller din læge, hvis det er.
Jeg håber, at det var svar på dit spørgsmål.
De bedste hilsner
Amanda