Mobbet på grund af tænder

brevkassespørgsmål

Mobbet på grund af tænder

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 4 år 4 måneder siden

Hej tandlæge Jeg er en pige på 15 år. Jeg har to roterende tænder, som man ikke kan undgå at se. Nogle gange bliver jeg mobbet angående de tænder og jeg blandt andet kaldt: haha, du har godt nok skæve tænder, dine tænder kunne ikke være mere roterende. Og det gør at jeg overhovedet ikke smiler med tænderne. Nå, men altså jeg var for måske 1-2 år siden på en tandlægeskole. Egentlig så har jeg også overbid, men jeg tænker mest over de roterende tænder. Tandlægen spurgte om jeg vil have bøjle (angående overbid) og jeg sagde ja. Men der er ikke sket noget lige siden. Hvad skal jeg gør? Og kan jeg få bøjle på angående de roterende tænder (de bliver skæver)? Vh. Anonym

Svar: 

Kære dig

Tak for din henvendelse. Det lyder ikke rart, at du at bliver mobbet pga. dine tænder og jeg er ked af at høre, at du endnu ikke har hørt noget fra den tandlæge, som du har søgt om hjælp hos. 1-2 år er lang tid at vente på svar, og når man først begynder at tænke rigtig meget over, om noget kommer til at ske, kan det komme til at fylde meget i hverdagen og i hovedet. Mon det er sådan, du har det? Jeg håber, at du gennem dette svar kan finde ro eller redskaber til, hvordan du kan tackle situationen.

Først og fremmest synes jeg, at det er sejt og modigt af dig, at du har takket ja til at få bøjle på. Jeg håber sådan for dig, at det kan give dig lyst til at smile med åben mund igen. Jeg er sikker på, at du har et dejligt smil, for smil kommer af den glæde, vi har inden i.

Jeg kommer til at tænke på, om du har har et telefonnummer på den tandlæge, som du besøgte og som spurgte, om du ville have bøjle på? Hvis du har det, tænker jeg, om du har mod på at ringe han/hun op og snakke om dit seneste besøg? Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, om der er en eller anden form for venteliste, man kommer på ift. at vente på bøjle. Mon I snakkede om sådan nogle ting inden du tog fra tandlægen? Ved at ringe tandlægen op kan du måske få nogle svar på de spørgsmål, som du går med.  Hvis det er for grænseoverskridende for dig at ringe selv, kan det være, at du har en forældre eller anden voksen, der vil ringe sammen med dig? Lige nu er der mange steder, der er lukket ned i en periode, men det er måske værd at undersøge, om de hos den tandlæge, som du besøgte, har en åben telefon, som man kan kontakte? Jeg tænker, at det er rart for dig at få en afklaring, så du ikke skal gå og tænke på det mere. Ift. spørgsmålet om du kan få bøjle på angående roterende tænder og om de bliver mere skæve af det, jeg desværre ikke svare dig på, fordi jeg ikke har nok ekspertise på området. Mon det også et spørgsmål, du ville kunne stille, hvis du ringer ind til tandlægen?

Du beskriver i den første del af din besked, at du af og til bliver mobbet pga. dine tænder. Mobning forstår jeg ved, at længerevarende drillerier ikke længere er sjove for den, det går ud over og derved bevæger sig over i en psykisk chikane / psykisk mobning. Derfor tager jeg det alvorligt, når du både i din overskrift og i din besked skriver, at du bliver mobbet pga. dine tænder. Du skriver også, at mobningen påvirker dig negativt og at det bl.a. har gjort, at du ikke længere smiler med åben mund. Det er jeg virkelig ked af at høre. Har du mon snakket med nogen om mobningen? Eller er det måske en mulighed for dig at fortælle nogen om det? - måske dine forældre, en lærer eller en anden voksen, som du føler dig tryg ved? Du beskriver ikke hvem, der kommer med de negative kommentarer, men jeg forestiller mig, at det er nogen fra skolen eller klassen. Denne tanke får jeg, fordi mobning oftest foregår i skolen eller af klassekammeraterne, fordi det er der, man tilbringer de fleste timer i hverdagen. Har jeg forstået situationen rigtigt? I så fald er din  situation måske noget, I kan tage op i klassen? Mobning er ikke i orden og det er de voksnes ansvar at forbedre miljøet, så alle har det godt i klassen. Men for at de voksne kan hjælpe, er de nødt til at vide, hvad der foregår. Er der mon en bestemt lærer, som du forestiller dig, at du ville have det trygt med at snakke med? Måske en klasselærer?

Hvis mobning, tandlægen og bøjlen bliver ved med at være i dine tanker, kan du overveje at kigge forbi vores chat. I chatten kan en rådgiver hjælpe dig med, hvad du kan gøre. 

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Varme hilsner,
Malou

Batesis billede
Malou fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program