Hej! Jeg skriver fordi jeg føler mig meget frustreret, forvirret og trist lige nu. Situationen: Jeg har siden 5 klasse været total forelsket i en pige som gik i min klasse, og er stadig forelsket i hende! Vi kom endelig sammen i 8 klasse efter jeg havde taget mig mod i flere år for at gøre alt så hun kunne blive min kæreste. Det virkede heldigvis.. vi var dog kun sammen i 1 år på det tidspunkt, vi slog op pga tid, rygter osv.. vi var som sagt meget unge og et forhold var nok for tidligt på det tidspunkt! (Det skal lige sige at hun er en proffesionel danser, og har altid trænet dans lige siden hum var helt lille, og hun er en af de mest talentfulde jeg nogensinde har set! Så hun har altid meget meget travlt, det havde hun også i folkeskolen) Videre til historien. Vi endte at gå ud af 9 klasse uden at være kærester, selvom vi begge to havde sagt til hinanden vi havde følelser for hinanden stadigvæk! Men jeg så det som en mulighed for måske at komme videre fra hende, idet skolen sluttede og jeg ikke ville se hende hver dag længere. Der gik ikke mere end maks 1 måned, hvor jeg ikke kunne lade være med at tage kontakt til hende igen, jeg savnede hende alt for meget, og hun havde det på samme måde. Jeg følte mig helt tom indeni, ensom, ked af det over jeg ikke kunne se os være kærester igen i den periode hvor vi ikke snakkede sammen. Så at sige ren tortur ikke at være sammen med hende... Men vi begyndte at snakke igen og det var så dejligt. Hun var begyndt på en danseuddannelse og jeg var begyndtpå gymnasiet, og vi så endelig hinanden igen efter en hel sommerferie.. selvom der var gået måneder, så var alt kemien, kærligheden som den altid har været! Jeg indså at jeg aldrig må give slip på hende igen, hvis vi kærester igen. Jeg gik ud af skolen efter nogle måneder (ikke pga hende) og fik et arbejde i stedet for. Det passede helt perfekt da jeg samtidig havde mere tid til at kunne ses med hende, da hendes tider var meget forskellige. Så vi kunne sove længe sammen nogle dage osv. Det var så dejligt at være sammen med hende igen, kysse hende, holde om hende og snakke med hende. Det fortsatte sådan i ca 2-3 måneder før vi officielt kaldte os for kærester igen, min drøm gik i opfyldelse igen! Mit liv gav mening og jeg havde en som jeg aldrig har elsket lige så højt! Undervejs var der nogle perioder hvor hun tit havde meget træning med dans, så vi havde ikke altid lige tid til at ses så meget som vi plejede. Men vi klarede den sku, og det var faktisk ret dejlig at kunne glæde sig til at se sin kæreste. Vi rundede vores 1 års dag i et fantastisk forhold, som dog var præget af vi ikke kunne være lige så meget sammen som vi ønskede.. men vi klarede det! Men her til vinter blev situationen en tak værre.. hun fik flere og flere jobs i udlandet som betød hun skulle være væk i f. eks. 4 dage af gangen.. hvilket i var så slemt faktisk. Men når nu hun havde så travlt i forvejen med sin dans, så sås vi færre og færre gange.. Det klarede vi også okay, og elskede stadig hinanden lige så højt. Og jeg støttede hende selvfølgelig alt hvad jeg kunne! Så hun ikke ville have dårlig samvittighed for at rejse fra mig hele tiden. Men her for 2 måneder siden, fortalte hun mig at hun ville flytte til London efter sommerferien for at kunne tage alle de jobs som hun blev tilbudt hele tiden.. Det var godt nok en stor mavepuster for mig og jeg blev rigtig ked af det.. og besluttede mig for at vente og se situationen når vi kom på det tidspunkt! Fordi jeg elsker hende så meget! Dog blev det en smule værre med tiden, hun fik endnu mere travlt hver uge og havde hellerikke tid til familie og venner, eller mig.. men vi var stadig kærester! Og vi havde det fantastisk når vi endelig var sammen igen! Så havde ikke lyst til at skulle slå op med hende, overhovedet! Jeg overvejede om jeg skulle tage med hende til London, eller bare besøge hende i nogle måneder af gangen. Men hun ville også have lige så travlt dernede som her i Danmark.. Nå men så her i går fik jeg af vide at hun var blevet booket til en tourne som kommer til at strække sig over 5 måneder, i flere forskellige lande.. Og der blev jeg rigtig ked af det, det gjorde hun også.. men hun glædede sig, da det jo er hendes drøm at kunne leve af det, og det forstår jeg også godt! Vi snakkede om at slutte vores forhold nu inden hun tog afsted så vi kunne sige farvel til hinanden.. da hun jo ville flytte til London efter sin tourne også.. så det ser meget svært ud for os.. Problemet er bare at alt ved hende er perfekt i mine øjne og hun får mig til at føle som den mest heldige mand bare hun smiler til mig. Jeg elsker hende så højt, at jeg ikke kan beskrive det.. og jeg føler, selvom jeg kun er 18, at hun er den eneste pige for mig og jeg stadig skal holde fast i hende lige meget hvad der sker! Jeg føler ikke jeg kan leve uden hende ved min side.. Bare tanken om at jeg skulle ende op med en anden end hende er forfærdelig.. fordi vi elsker begge to hinanden.. Men hun vil ikke gøre mig ked af det længere, med ikke at have tid til mig, og aflyse vores aftaler pga dans.. hun mener jeg fortjener bedre end det, men sandheden er at jeg godt kan finde mig i det.. så længe jeg ved hun er min og vi elsker hinanden! Jeg er meget splittet og ked af det, jeg har ikke lyst til at sige farvel til hende. Jeg ønsker at være sammen med hende så lang tid jeg kan. Men jeg ved også godt hvor hårdt det er ikke at skulle se en i flere måneder... Ved ikke hvad jeg skal gøre.. Håber i kan hjælpe mig! Venlig hilsen Adrien, 18 årig dreng.