Kærligheds dillemma

brevkassespørgsmål

Kærligheds dillemma

brevkassespørgsmål af
A
18 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej! Jeg skriver fordi jeg føler mig meget frustreret, forvirret og trist lige nu. Situationen: Jeg har siden 5 klasse været total forelsket i en pige som gik i min klasse, og er stadig forelsket i hende! Vi kom endelig sammen i 8 klasse efter jeg havde taget mig mod i flere år for at gøre alt så hun kunne blive min kæreste. Det virkede heldigvis.. vi var dog kun sammen i 1 år på det tidspunkt, vi slog op pga tid, rygter osv.. vi var som sagt meget unge og et forhold var nok for tidligt på det tidspunkt! (Det skal lige sige at hun er en proffesionel danser, og har altid trænet dans lige siden hum var helt lille, og hun er en af de mest talentfulde jeg nogensinde har set! Så hun har altid meget meget travlt, det havde hun også i folkeskolen) Videre til historien. Vi endte at gå ud af 9 klasse uden at være kærester, selvom vi begge to havde sagt til hinanden vi havde følelser for hinanden stadigvæk! Men jeg så det som en mulighed for måske at komme videre fra hende, idet skolen sluttede og jeg ikke ville se hende hver dag længere. Der gik ikke mere end maks 1 måned, hvor jeg ikke kunne lade være med at tage kontakt til hende igen, jeg savnede hende alt for meget, og hun havde det på samme måde. Jeg følte mig helt tom indeni, ensom, ked af det over jeg ikke kunne se os være kærester igen i den periode hvor vi ikke snakkede sammen. Så at sige ren tortur ikke at være sammen med hende... Men vi begyndte at snakke igen og det var så dejligt. Hun var begyndt på en danseuddannelse og jeg var begyndtpå gymnasiet, og vi så endelig hinanden igen efter en hel sommerferie.. selvom der var gået måneder, så var alt kemien, kærligheden som den altid har været! Jeg indså at jeg aldrig må give slip på hende igen, hvis vi kærester igen. Jeg gik ud af skolen efter nogle måneder (ikke pga hende) og fik et arbejde i stedet for. Det passede helt perfekt da jeg samtidig havde mere tid til at kunne ses med hende, da hendes tider var meget forskellige. Så vi kunne sove længe sammen nogle dage osv. Det var så dejligt at være sammen med hende igen, kysse hende, holde om hende og snakke med hende. Det fortsatte sådan i ca 2-3 måneder før vi officielt kaldte os for kærester igen, min drøm gik i opfyldelse igen! Mit liv gav mening og jeg havde en som jeg aldrig har elsket lige så højt! Undervejs var der nogle perioder hvor hun tit havde meget træning med dans, så vi havde ikke altid lige tid til at ses så meget som vi plejede. Men vi klarede den sku, og det var faktisk ret dejlig at kunne glæde sig til at se sin kæreste. Vi rundede vores 1 års dag i et fantastisk forhold, som dog var præget af vi ikke kunne være lige så meget sammen som vi ønskede.. men vi klarede det! Men her til vinter blev situationen en tak værre.. hun fik flere og flere jobs i udlandet som betød hun skulle være væk i f. eks. 4 dage af gangen.. hvilket i var så slemt faktisk. Men når nu hun havde så travlt i forvejen med sin dans, så sås vi færre og færre gange.. Det klarede vi også okay, og elskede stadig hinanden lige så højt. Og jeg støttede hende selvfølgelig alt hvad jeg kunne! Så hun ikke ville have dårlig samvittighed for at rejse fra mig hele tiden. Men her for 2 måneder siden, fortalte hun mig at hun ville flytte til London efter sommerferien for at kunne tage alle de jobs som hun blev tilbudt hele tiden.. Det var godt nok en stor mavepuster for mig og jeg blev rigtig ked af det.. og besluttede mig for at vente og se situationen når vi kom på det tidspunkt! Fordi jeg elsker hende så meget! Dog blev det en smule værre med tiden, hun fik endnu mere travlt hver uge og havde hellerikke tid til familie og venner, eller mig.. men vi var stadig kærester! Og vi havde det fantastisk når vi endelig var sammen igen! Så havde ikke lyst til at skulle slå op med hende, overhovedet! Jeg overvejede om jeg skulle tage med hende til London, eller bare besøge hende i nogle måneder af gangen. Men hun ville også have lige så travlt dernede som her i Danmark.. Nå men så her i går fik jeg af vide at hun var blevet booket til en tourne som kommer til at strække sig over 5 måneder, i flere forskellige lande.. Og der blev jeg rigtig ked af det, det gjorde hun også.. men hun glædede sig, da det jo er hendes drøm at kunne leve af det, og det forstår jeg også godt! Vi snakkede om at slutte vores forhold nu inden hun tog afsted så vi kunne sige farvel til hinanden.. da hun jo ville flytte til London efter sin tourne også.. så det ser meget svært ud for os.. Problemet er bare at alt ved hende er perfekt i mine øjne og hun får mig til at føle som den mest heldige mand bare hun smiler til mig. Jeg elsker hende så højt, at jeg ikke kan beskrive det.. og jeg føler, selvom jeg kun er 18, at hun er den eneste pige for mig og jeg stadig skal holde fast i hende lige meget hvad der sker! Jeg føler ikke jeg kan leve uden hende ved min side.. Bare tanken om at jeg skulle ende op med en anden end hende er forfærdelig.. fordi vi elsker begge to hinanden.. Men hun vil ikke gøre mig ked af det længere, med ikke at have tid til mig, og aflyse vores aftaler pga dans.. hun mener jeg fortjener bedre end det, men sandheden er at jeg godt kan finde mig i det.. så længe jeg ved hun er min og vi elsker hinanden! Jeg er meget splittet og ked af det, jeg har ikke lyst til at sige farvel til hende. Jeg ønsker at være sammen med hende så lang tid jeg kan. Men jeg ved også godt hvor hårdt det er ikke at skulle se en i flere måneder... Ved ikke hvad jeg skal gøre.. Håber i kan hjælpe mig! Venlig hilsen Adrien, 18 årig dreng.

Svar: 

Kære Adrien,

Sikke et dilemma du står i og sikke en fin beskrivelse af din situation. 

Det lyder som en svær situation at stå i lige nu, hvor du på den ene side støtter og opmuntrer din kæreste til at forfølge hendes drøm, som er ved at gå i opfyldelse, og på den anden side godt ved, at I formentlig at nødt til at ofre jeres forhold for det. 

Først vil jeg sige, at det er super sejt, at din kæreste er nået så langt, som hun allerede er med sin dans. Dansebranchen er utrolig hård og det kræver ualmindelig meget og hårdt arbejde for at nå til, hvor din kæreste er. Og du er super sej, fordi du har været der og støttet hende gennem det. Derudover er det vildt sejt, at I har holdt ved hinanden så længe, og det lyder også til, at jeres forhold har været forholdvis problemfrit, da I har været gode til at give hinanden plads og støtte. Mega sejt!

På din beskrivelse lyder det til, at I har en lang og fin historie sammen, hvor I har fået bekræftet, at det skulle være jer to, og at I altid har haft det godt med hinanden, hvilket er dejligt. Men I er også blevet ældre, og nu begynder der at komme nogle ting i livet, som kan udfordre jeres forhold. Og det er ikke ualmindeligt.

Som jeg forstår det, så står I lige nu i en situation, hvor I skal finde ud af, om I skal blive sammen eller gå hver til sit. Jeg kan naturligvis ikke sige, om I skal gøre det ene eller det andet, men jeg vil komme med mine tanker på jeres situation lige nu, og så håber jeg, det kan være hjælp til eftertanke. 

Min første tanke er, at man sagtens kan have et langdistanceforhold. I har allerede oplevet at være meget fra hinanden og kan derfor have gode forudsætninger for at lade det fortsætte over længere tid.

Et langdistanceforhold er dog ikke helt uden udfordringer, og det kan være utrolig hårdt for begge parter i jeres situation. For dig kan det være hårdt at gå hjemme og passe din normale hverdag, mens hun er ude og opleve verden og udleve sin drøm. Det kan være hårdt for dig at skulle gå hjemme og 'vente' på hende - vente på at hun ringer eller har tid til at svare på en besked. Man kan sige, at du kan komme til at opholde dig meget i en venteposition, og skulle passe ind i hendes skema. For hende kan det være hårdt, først og fremmest, at hun fysisk kommer til at være meget på, og skal danse utrolig meget. Samtidig vil der også kunne være et psykisk pres for hende på flere måder. Både fordi, at hun kommer til at opleve en helt masse og få mange nye indtryk, som skal fordøjes, samtidig med at hun kan risikere at skulle føle dårlig samvitiighed over - eller et lille pres over - at skulle finde tid til at kunne ringe til/kontakte dig. 

Jeg tænker, at uvidenheden om tidsperioden også kommer til at spille ind her. Selvom du lyder som en god og overbærende kæreste, så kan det være hårdt i længden at være den, der går og venter. Især fordi der ikke er en bestemt tidshorisont. Hvis I vidste, at det hele var slut om et halvt år eller et år, så kunne det være, at det ville være lettere at sætte sig op til og se sig ud af. Men dansebranchen er uforudsigelig, og den kan tage din kæreste mange veje og på mange rejser endnu - de næste mange år. Det er rigtig dejligt for hende, men der tænker jeg, det er vigtigt, at du også tænker på dig selv.

I er unge, og det er nu I begge har muligheden for at udleve nogle drømme, som ikke er mulige senere. Derfor tænker jeg også, at det er vigtigt, at du tænker over, hvad du selv gerne vil - udover at være sammen med din kæreste. Hvad vil du gerne gøre for dig selv? 

Mit bedste råd er, at I sætter jer ned sammen en dag I har god tid og snakker det hele igennem. I kan snakke om, hvilke forventinger I har omkring alt dette. Tænker I, at det er realistisk, at I kan have et langdistanceforhold? Hvad taler for og hvad taler imod? Lyt til hinanden - også selvom den anden siger noget, som man måske ikke synes, er særlig rart at høre, men det er nødvendigt, at I er ærlige. Måske er den bedste løsning for jer, at I afprøver langdistance? Måske er den bedste løsninge for jer, at I skilles som venner og dermed stadig kan være en del af hinandens liv, men uden 'forpligtelser' til at skulle kontakte hinanden ofte? Det er helt op til jer, og jeg kan godt forstå, det er svært. 

Man kan sige, at man ikke skal tage sorgerne på forskud, men man er samtidig nødt til at være realistisk. 

Du lyder som en god og respektfuld fyr, og jeg ønsker jer det bedste.

Jeg håber, du kunne bruge svaret. Hvis du har brug for at skrive mere om det, er du også velkommen i vores 1-1chat, hvor en rådgiver vil sidde klar til at chatte med dig. 

De venligste hilsner

Kathrine. 

KathrineBs billede
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program