Kløe på tissemanden
Kløe på tissemanden
Hej jeg har noget kløe på pikhovedet lige nu. Jeg har prøvet noget lignende før som er gået væk efter lidt tid. Jeg har ikket haft sex i to måneder så jeg ville ikke tro at det kan være kønssygdomme men alligevel.
Jeg ville høre om det er noget jeg skal regne med går væk over tid uden at gå til lægen?
Hej med dig
Tak for dit spørgsmål.
Kløe på penishovedet er som oftest helt ufarligt. Det kan skyldes fnat, som forårsages af en mide. Der vil man nogle gange kunne se midegange i huden. Typisk vil det klø mest om natten, og du vil måske også have kløe andre steder på kroppen. Man kan behandle miden ved at smøre huden med en bestemt creme, som man skal have recept på hos lægen.
Du beskriver ikke, om der også er et udslæt at se på dit penishoved. Hvis det er tilfældet, kan det skyldes en infektion, herunder kønssygdomme som kønsvorter og herpes (små blærer som bliver til sår). Hvis der er udflåd fra urinrøret eller svie ved vandladning kan det skyldes klamydia, som også kan give gener i form af kløe fra urinrøret.
Derudover kan kløe også være forårsaget af en allergisk reaktion f.eks. fordi du har været generet af stoffet i dine underbukser eller noget andet, som din penis har været i kontakt med.
Hvis du ikke er særligt generet af kløen og den hurtgt går væk igen, er det formentlig helt fredeligt. Men hvis du er i tvivl eller kløen fortsætter, synes jeg at du skal tage en tur forbi lægen og blive undersøgt. Det er en god idé at blive undersøgt for kønssygdomme - også selvom det er et par måneder siden du har haft sex.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar.
Bedste hilsner,
Emilie
Læge